Den sidste kamel døde ved middagstid

En herlig, komplet usandsynlig røverhistorie, der kombinerer spænding og historisk kolorit med  en velgørende, ironisk humor og serverer det hele i en passende, lidt gammeldags sprogtone.

Elizabeth Peters er et pseudonym for den amerikanske forfatter Barbara Mertz, født i 1927! Hun har en ph.d. i ægyptologi, så den historiske baggrund er på plads. Hovedpersonen Amelia Peabody og hendes mand, Radcliffe Emerson, er begge ægyptologer. En kold efterårsaften i England i 1897 får de uventet besøg af en gammel, engelsk aristokrat, der vil have dem til at finde sin søn og svigerdatter, som for mere end ti år siden forsvandt i Sudans ørken. Han har netop modtaget en kryptisk besked skrevet på papyrus og en tegning, der kunne være et skattekort. De afslår selvfølgelig, men da de i forvejen har planlagt en udgravning i Sudan, bliver de alligevel fristet til at indlede en eftersøgning i den endeløse ørken, hvor deres kameler dør, den ene efter den anden, og det er lige ved at gå galt for dem.

De bliver reddet lige på falderebet og ført hen til en skjult dal, som rummer efterkommerne af en ældgammel civilisation, der stadig lever som deres fjerne forfædre. Rigtig guf for ægteparret, der her kan studere fortiden på nærmeste hold. De tilbydes et behageligt liv i luksus, men ikke desto mindre er der tale om et gyldent fangenskab. Kongen er lige død, og de fornemmer snart den politiske uro, for hvem af hans sønner skal efterfølge ham? Det er altså ikke noget idealsamfund, de er havnet i, og der er desuden en foragtet underklasse, som måske kan danne grobund for en revolution. Ægteparret lægger naturligvis planer om at slippe bort, men de har brug for hjælp, og hvem kan de stole på?

Bogen er fyldt med dramatiske overraskelser, der ikke skal røbes her. Amelia Peabody, bogens fortæller, er victoriatidens kvindelige svar på Indiana Jones. Eventyrlysten, fuld af gåpåmod, parat til lidt af hvert med sit nyttige ”værktøjsbælte”, irriterende, ukuelig og aldeles charmerende. Hendes holdning til sin karismatiske ægtemand med den pragtfulde krop og de safirblå øjne er præget af kærlig overbærenhed. Hans koleriske temperament har blandt de indfødte givet ham tilnavnet ”forbandelsernes fader”. Deres omgangstone er præget af kærligt drilleri og mundhuggeri, og deres hyppige og hede sexliv omtales yderst diskret og ærbart helt i victoriatidens ånd. Deres superintelligente og forvovne søn, Ramses, som de ikke aner, hvad de skal stille op med, tilføjer historien lidt ekstra krydderi.

Amelia Peabody er så afgjort et godt bekendtskab. Bogen er ren og uforfalsket underholdning, men specielt den ironiske humor bringer den op på et højt plan, der får Dan Brown til at blegne. Dette er den første Amelia Peabody-bog på dansk men sjette, selvstændige bind i serien. Lad os håbe, at forlaget tør binde an med resten af serien, der tydeligvis er inspireret af Rider Haggard, men alligevel er helt sin egen.