Anmeldelse
Den samme flod af Lars Lenth
- Log ind for at skrive kommentarer
Bekendelser ved floden - en lille men vigtig bog om at blive klogere på sig selv og sine omgivelser...
Nordmanden Lars Lenth har skrevet en fin lille indføring i fluefiskeriets hemmeligheder og banaliteter. "Den samme flod" er en fluefiskeroman, der kort fortalt beskriver en entusiastisk fiskers oplevelser og bedrifter i en hel sæson ved en lille norsk elv.
Forfatteren sætter kæreste og studier på standby og forlader Oslo, for at prøve den ultimative drøm: at fiske i Skrukkedalsrenna, en af de bedste ørredelve i Norge, gennem hele sæsonen fra maj til oktober. Oppakningen består af grej, dåsemad samt Friedrich Nietzsche’s "Also sprach Zarathustra"!
Kedeligt vil mange sikkert mene, men forfatterens erkendelser og bekendelser undervejs er en perlerække af småfilosofiske guldkorn, som gør læsningen af "Den samme flod" både spændende og morsom.
"Den samme flod" er opbyggelig læsning, forstået på den måde, at forfatteren (læs=fluefiskeren) tålmodigt skal stå meget igennem, før indsigten og dermed belønningerne i form af de store fisk kommer. Mødet med naturen og dens indvirken på fluefiskeriet vil her give læseren et lille indblik i fiskeriets inderste væsen og måske en forståelse for de bekymringer og ærgrelser som fluefiskeren har del i.
Om vores fluefisker får fanget "den store ørred" eller om han får læst Nietzsche’s klassiker skal ikke røbes, men det skal røbes at barndommens land kommer til live under læsningen og giver en zen-agtig oplevelse af fluefiskeriet som noget mere end bare at fange fisk.
"Den samme flod" er en lille men vigtig bog om at blive klogere på sig selv og sine omgivelser – og den er hermed varmt anbefalet.
Fluefiskeromangenren er ikke just overbefolket, men "Den samme flod" vækker lysten til igen at gribe fat i Norman Maclean’s semiklassiker "Ved floden". En bog, der akkurat som Lars Lenth’s roman, vil få fluefiskeren eller bare lystfiskeren frem i en hver.
Oversat fra norsk af Kristian Bang Foss efter 'Den samme elva'. Gyldendal, 2008. 204 sider.
Brugernes anmeldelser