Anmeldelse
Den officielle Harry Potter bagebog
- Log ind for at skrive kommentarer
Skab magi i køkkenet og sæt tænderne i Harry Potters fantastiske univers.
Denne særligt magiske bagebog er et overflødighedshorn af kager og bagværk for alle bageglade Harry Potter fans. En flot og gennemført bagebog ned til mindste detalje fuld af referencer til filmene og bøgerne.
Når der er tjek på køkkenhygiejnen og ingredienserne er fundet frem, er det vigtigt at komme i den rette magiske bagestemning. Sig derfor ”Jeg sværger højtideligt, at jeg er ude på skrammer”, og så er det ellers om at bage igennem.
Bogens 43 flotte og vellignende opskrifter er inspireret af Harry Potter-universet inddelt i det salte og søde køkken med sværhedsgrader markeret med 1-5 lyn, så der er både noget for nybegynderne og de erfarne. De lettere opskrifter byder fx på ”Troldmandshatte” i butterdej, ”Hagrids stenkager” (bare rolig – man knækker ikke en tand på dem!), ”Hogwarts kollegie-marengs” i de fire kollegiers farver og ”Troldmandsskak”, som er en ternet kage med lyse og mørke felter. Er man frisk på lidt vildere tryllerier, kunne det være ”Weasleys sweater”, som er småkager flot afpyntet med glasur eller ”Quidditch focaccia”, man skal prøve at fremtrylle.
Bogens imponerende mesterværker er ”Den store monsterbog” - den der glubske bog med øjne og skarpe tænder som jagter Harry og Ron, ”Den forbudte skov-kage” med kriblende kryb væltende ud af kagen og ”Hogwarts honningkageslot” med tårne, spir, borgport og hele molevitten. Her kan man som forælder potentielt set godt blive ramt af præstationsangst, når ens barn som det første begejstret udpeger de allersværeste opskrifter som første projekt. Her er der kun at sige, at nogle gange må man pakke perfektionisten væk, når det gælder børn i køkkenet og huske at hygge og det at kreere noget sammen er lige så vigtigt som det færdige resultat.
Det er et rigtig stort plus at bogen medtager anekdoter, erindringsglimt og billeder fra filmene. Derfor er det også bare hyggelig at bladre rundt og snakke om i hvilken scene var det nu at der var mandraker, skrålere, Hermiones tidsvender og Alastor Skrækøje Dunders mørkedetektor.
Magien lever og dette er en af de bedre spin off-bøger fra Harry Potter-universet.
Brugernes anmeldelser