Bog

Den hvide by

Af (
2016
)

Anmeldelse

Den Hvide By af Karolina Ramqvist

31 maj.16

En velskrevet og koncentreret fortælling om Karin, som er blevet forladt af sin kæreste, mafiabossen John, og ladt i stikken af sine venner.

Romanen er en selvstændig fortsættelse af 'Hans Pige', hvori Karin nyder sin tilværelse og bliver forsørget af mafiabossen og kæresten John.

I Den Hvide By har John forladt hende, og nu sidder Karin alene tilbage sammen med datteren Dream. Hun har ikke flere penge, og huset står til at skulle sælges på tvangsauktion.

Igennem romanen er der meget fokus på Karins rolle som mor. Man får det indtryk, at hun har en fødselsdepression og derfor ikke magter noget, kun de allernødvendigste ting som at amme Dream. Hun giver eksplicit udtryk for, at ”Det var ham der havde villet have børn”. Selvom Karin føler, at hun ufrivilligt er blevet pålagt opgaven med at passe en baby, er dette samtidig med til at forhindre, at hun bare giver op. I panik opsøger hun Johns gamle mafiavenner, men de er ikke meget for at hjælpe hende. Derfor bliver hun til sidst nødt til at benytte sig af andre metoder.

Karolina Ramqvist har haft succes med at beskrive rammerne om Karin, så man selv kan føle hendes deprimerende og håbløse tilværelse. Romanen er meget velfortalt og fyldt med levende sanseindtryk: ”Luften i soveværelset var tæt og indelukket. Sengen føltes fugtig. På dens champagnefarvede satin var der store pletter af modermælk eller urin (…)”. Kapitlerne er korte, så romanen minder om en blanding af roman og prosastykker.

Karolina Ramqvist har tidligere udgivet de succesfulde romaner 'Hans pige' (2010) og 'Altings begyndelse' (2014) og slog dermed sit forfatternavn fast i Sverige og siden i Danmark. Den Hvide By har ligeså potentiale til at blive godt modtaget, især af kvinder, som har oplevet det at blive mor.

Romanen skriver sig ind i den nyere litteratur, som skildrer kvinder, der ikke er perfekte i rollen som mor. Her kan f. eks. nævnes 'Stormskader' af Katrine Grünfeld, 'Ulvekvinten' af Trisse Gejl og 'Mor' af Maja Lucas.

Bogdetaljer

Forlag
Tiderne skifter
Oversætter
Pia Juul
Faustnummer
52326060
ISBN
9788779737525
Antal sider
168

Tema

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer