Den gode tysker

En detaljeret, politisk biografi om en usædvanlig tysk diplomat og skibsfartssagkyndig, der har fået æren for at redde mange danske jøder i 1943.

Hans Kirchhoff er historiker og har i hele sit professionelle liv beskæftiget sig med Anden Verdenskrig, som han har skrevet flere bøger om.

Om Duckwitz var en god tysker, afhænger af øjnene, der ser. For modstandsbevægelsen og mange almindelige danskere var han en del af den forhadte okkupationsmagt, for tyskerne var han en forræder, men for tilhængere af samarbejdspolitikken var han en uvurderlig støtte. Duckwitz’ situation var således ikke let, og i den kontekst undersøger Kirchhoff hans rolle som den gode tysker i Danmark under besættelsen.

At kilderne er sparsomme og for det meste skrevet af Duckwitz selv, er selvfølgelig problematisk, men Kirchhoff forholder sig ikke ukritisk til dem, selv om han har tillid til Duckwitz’ generelle troværdighed. Han bygger på to hovedkilder: Duckwitz’s dagbog fra 1943-48, som først blev tilgængelig i slutningen af 1990’erne, og på et manuskript til en aldrig udgivet bog fra 1946. En tredje vigtig kilde er Duckwitz’ kalendere.

Kirchhoffs fremstilling er kronologisk. Der er ikke tale om en total biografi, men den dækker årene lige før, under og efter Anden Verdenskrig. Duckwitz’ privatliv inddrages kun i det omfang, det influerer på hans professionelle liv. Hovedparten af bogen beskæftiger sig med Duckwitz’ rolle under besættelsen.  Vi hører desuden lidt om hans politiske baggrund og hans erhvervsmæssige karriere før krigen og noget om efterkrigstiden, hvor han fik en betydningsfuld diplomatisk karriere.

Kirchhoff tegner et positivt portræt af tyskeren, der i 1932 frivilligt meldte sig ind i nazipartiet, men senere bevægede sig fra aktivt til passivt medlem til decideret modstander af Hitler og nazipartiet, og som efterhånden fik stærk sympati for Socialdemokratiet. Han argumenterer overbevisende for, at Duckwitz gjorde, hvad han kunne for at bringe Danmark helskindet gennem besættelsen. Han fremstiller ham som en handlingens mand, en pragmatiker, der forstod kompromisets kunst og som en socialt kompetent mand, der samlede mange forskellige personer om sig. Vi præsenteres for ham, ikke blot som jødernes redningsmand, men som en politisk aktør blandt andet under den københavnske folkestrejke i 1944 og under kapitulationsforhandlingerne i 1945. Best anføres som hovedårsagen til, at Duckwitz fik så stor betydning, og samarbejdet mellem Best og Duckwitz er et hovedtema i bogen. Best var ikke bare hans chef men også hans ven, og Duckwitz forsvarede ham loyalt efter krigen.

Besættelsen er stadig et ømtåleligt emne, og der er da også historikere, der er uenige i Kirchhofs vurdering af Duckwitz. Der er en omtale af dem i slutningen af bogen for de særligt interesserede. For mig at se er bogen et overbevisende og vigtigt bidrag til sider af besættelsestidens historie, og den kan læses af alle med en seriøs interesse for emnet.