Den dag Nina Simone holdt op med at synge

Spændende erindringer fra et land i opløsning.

”- Hvad er du?
Jeg forstod det ikke. Jeg havde aldrig stillet mig selv det spørgsmål, heller ikke mine forældre.”(s. 27)
Darina al-Joundi (1968) voksede op i en udpræget sekulær familie, som bevidst fravalgte tilknytningen til bestemte religiøse eller etniske grupperinger i det ekstremt heterogene - og meget liberale -  Libanon. Krigene i Libanon gennem 1970’erne og 80’erne brød det nogenlunde velfungerende samfund ned, tvang beboerne til at dele sig efter tilhørsforhold og medførte en religiøs radikalisering, som familien forsøgte at modsætte sig. Al-Joundi fortæller fortættet om familiens skæbne og sin egen søgen efter identitet og ståsted i dette kaos. Det er en uhyre barsk historie, fuld af vold og tab, og samtidig et kærligt portræt af især faderen. Han kommer til at repræsentere livsglæden og pluralismen i en tid med fysisk og psykisk hjemløshed og stigende fundamentalisme.

Det er en meget vred bog, rettet mod tabet af hjemland, mod fundamentalisme og mod traditionelle mellemøstlige kønsroller. Sigtet er i høj grad polemisk rettet mod de samme kræfter i nutiden. Samtidig har al-Joundi dog sans for de underfundige og absurde sider af krigens dagligdag, hvilket giver en vis lethed til en nok så alvorlig historie. Sammen med den mundtligt baserede fortællerstemme giver disse aspekter bogen en vedkommende energi – den er simpelthen medrivende både i kraft af den grumme og vedkommende historie og kraften, hvormed den fortælles. Dog er bogen lovligt kort. De mange temaer, hendes selvdannelse, familien, radikaliseringen og de storpolitiske forhold kunne hver for sig godt have været mere udfoldede.