De lærdes tyranni

En skarp og velskrevet debatbog, der sætter fokus på væsentlige velfærdsproblematikker som overproduktion af akademikere, mangel på faglærte og stigende centralisering.

Kaare Dybvad er akademiker og folketingsmedlem for Socialdemokratiet. Han anfører, at der på venstrefløjen historisk set har eksisteret to strømninger side om side uden problemer, den folkelige og den moderne. Først da en lille akademisk elite, med et noget upræcist udtryk fra amerikansk kaldet ”den kreative klasse”, begyndte at sætte dagsordenen på universiteterne, i medierne og i centraladministration, gik det ifølge forfatteren galt. Deres samfundsmodel indebærer bl.a. en afvikling af produktionssamfundet, en styrkelse af videnssamfundet, øget centralisering og en høj grad af globalisering. Noget som forfatteren argumenterer for skaber større ulighed og undergraver vores velfærdssamfund. 

Det er universiteterne, der løber med uddannelsesmilliarderne, mens de faglige uddannelser, professionsuddannelserne og efteruddannelserne bliver udsultet. Det har skabt et overskud af akademikere, specielt inden for humaniora, og en stor mangel på faglært arbejdskraft, hvilket skubber produktionen til udlandet. En betænkelig tendens, som forfatteren vil vende ved en omfordeling af pengene og skærpede adgangskrav til universiteterne. Elitens tro på at akademikere skaber mere vækst, deler forfatteren bestemt ikke. Det er industrien og landbruget, der skal hive eksportkronerne hjem.

Centraliseringen af samfundet er eskaleret, men har i mange tilfælde slået fejl, med Skat som et afskrækkende eksempel. Forventningerne om besparelser og øget effektivitet er ikke blevet indfriet. Centraliseringen af den offentlige sektor har bevirket, at ledelseslagene er blevet opprioriteret, mens der er fjernet midler og personale fra kerneområderne. Bureaukratiseringen og centraliseringen har især ramt de mindre samfund hårdt med en væsentligt forringet service for borgerne. 

De små lokalsamfund har i høj grad Dybvads opmærksomhed, og han er meget bekymret for udviklingen. Han mener, at stærke lokalsamfund er grundlaget for det folkelige Danmark og afgørende for sammenhængen i vores velfærdssamfund. Her inddrager han det personlige aspekt og tager udgangspunkt i sin egen lille hjemby i Vestsjælland. Det virker fint, at han belyser udviklingen ved at undersøge, hvordan nogle af hans gamle klassekammerater har klaret sig, og hvad de mener om samfundsudviklingen.

Mange vil sikkert kritisere forfatteren for at drive heksejagt på akademikere. Det er nu ikke mit indtryk, og hans argumenter er overbevisende. Der er uden tvivl en overproduktion af akademikere, hvilket de høje arbejdsløshedstal for unge akademikere tydeligt viser, og en bevislig mangel på faguddannet arbejdskraft. Det er svært at være uenig med forfatteren i, at der må rettes op på denne skævvridning. Om den såkaldte ”kreative klasse” nu også er skyld i alle de nævnte samfundsproblemer, kan man være mere eller mindre enig i, men bogen er svær at komme uden om. Den er et godt og vigtigt bidrag til en påtrængende debat om vores velfærdssamfund.