De klogeste og de skarpeste

Et velfortalt, detaljeret og veldokumenteret stykke dansk industrihistorie om Carlsbergbryggerierne og en unik dansk fondskonstruktion.

Carlsberg er en af sværvægterne i dansk industri med en noget speciel forhistorie. Den gamle brygger testamenterede i 1876 bryggeriet til Videnskabernes Selskab, der fra egne rækker udpegede medlemmerne af Carlsbergfondet, og derved lagde han grunden til en virksomhedskultur med indbyggede modsætninger mellem en akademisk kultur og en forretningskultur.

Ditlev Tamm, der er professor i retshistorie, er en glimrende formidler. Han bygger sin bog på Carlsbergfondets omfattende arkiv og samtaler med nøglepersoner. Hans bog er først og fremmest en ledelseshistorie, og han giver en vurdering af de forskellige ledere i Fondet og på bryggeriet.Han viser, hvordan Fondet på den ene side beskyttede mod fjendtlig overtagelse og på den anden side lagde hindringer i vejen for den nødvendige udvikling med sin konservative holdning.

Tamm lægger vægt på den nyere udvikling, men fører historien helt tilbage til brygger J.C. Jacobsen, der adskiller sig fra samtidens forretningsmænd ved ikke kun at fokusere på profit, men også ved at optræde som mæcen. Han havde stor tillid til videnskaben ”de klogeste og skarpeste”, men havde næppe fantasi til at forestille sig, hvordan konservative kræfter i Carlsbergfondet kunne stille sig i vejen for udviklingen.

Det fondsejede Carlsberg er i dag verdens tredjestørste bryggeri, men, som det fremgår af bogen, har det været en kamp at hævde sig på det globale ølmarked med den benhårde konkurrence. Det har været nødvendigt at ændre fundatsen i flere omgange, sidst i 2013, for at frigøre midler til de nødvendige opkøb. Forud for udviklingen til en global tredjeplads, beskrives perioden fra 1903, hvor Carlsberg indgik en hemmelig kartelagtig aftale med konkurrenten Tuborg, hvor de enedes om en overskudsdeling. Det førte så naturligt nok til en reel sammenslutning i 1970 under en aktieselskabsordning.

Tamm er især kritisk over for den efterfølgende periode, hvor Fondet klamrede sig til det trygge og velkendte og forhindrede en ekspansion, indtil der endelig kom gang i udviklingen af Carlsberg. Ikke mindst kritiserer Tamm professor Glamann, der blev Carlsbergfondets formand i 1977, og ifølge Tamm var ualmindeligt fodslæbende og satte sig imod de nødvendige forandringer. At han tilmed indførte den praksis, at Fondets formand også skulle være formand for bryggeriets bestyrelse, ser Tamm som et skråplan.

Bogen giver en fascinerende indsigt i Carlsbergs unikke historie og viser, at den historiske arv på sin vis stadig er levende. Fondskonstruktionen har ganske vist til tider stillet sig hindrende i vejen for udviklingen, men den har sikret Carlsbergs overlevelse som et dansk firma med hovedsæde i Danmark.