Anmeldelse
De efterlod os alt af Plum Johnson
- Log ind for at skrive kommentarer
Varm, rørende og sorgmunter roman alt det usagte og om de svære relationer mellem forældre og børn.
Plum Johnson er journalist og forfatter og bruger sin opvækst og familiebaggrund i denne selvbiografiske og selvterapeutiske roman. Hun er den ældste i søskendeflokken, som desuden består af fire brødre, der er vokset i et stort hus ved Lake Ontarios kyst nær Toronto i Canada. Efter moderens død er Plum sammen med sine brødre ved at rydde forældrenes kæmpestore hus, og langsomt får Plum et mere nuanceret billede af, hvem forældrene var.
Efter faderens død tog Plum sig af sin mor i næsten tyve år, og det var ikke noget uproblematisk forhold, de havde. Moderen var en stærk personlighed, og Plum følte sig i den grad herset med. Da moderen er død, beslutter børnene, at Plum skal tage sig af at rydde op i barndomshjemmet, som består af 23 værelser, et utal at kasser, skabe, plasticposer med breve, fotos og håndskrevne indkøbssedler og meget andet fra et langt levet liv.
Efterhånden som Plum dykker ned i forældrenes efterladte møbler, papirer, dagbøger, regnskabsbøger m.m. , får hun en større forståelse for, hvem forældrene var, og hvorfor de handlede, som de gjorde. Vi får fortalt om forældrenes meget omskiftelige og ikke nemme liv under 2. Verdenskrig, og om børnenes barndom med en mor, som så stort på, hvad der var normalt, og en far, som var præget af sin militære baggrund. I de mange år Plum har passet sin mor efter faderens død som følge af Alzheimers, har hun altid opfattet moderen som kommanderende og krævende, men de efterladte papirer overbeviser hende om, at moderen var omsorgsfuld og givende og elskede Plum højt.
”Hvem var vores forældre? De er i alt, der omgiver os, alt, vi rører ved, men kendte vi dem egentligt? Og vil vi komme til at kende dem bedre ved at gennemgå alt, de efterlod sig, som om vi var en slag arkæologer?”
Plum Johnson er blevet overbevist om, at det er bedst at overlade børnene at rydde op i forældrenes ting, det er den eneste måde, de rigtig kan lære dem at kende på. Det er tankevækkende, for i dag er der en tendens til, at man skal sørge for rydde op og ikke efterlade meget.
Brugernes anmeldelser