Anmeldelse
Dårlig opførsel af Isabel Wolff
- Log ind for at skrive kommentarer
En rigtig sød og dejlig roman for alle os, der elsker chick-lit - Miranda Sweet er dyrepsykolog med speciale i dårlig opførsel – måske det er afledt af hendes eget tidligere liv?
Den søde Miranda gemmer på to tragedier, den ene uforskyldt, den anden... tjah, i hvert fald ikke uskyldigt. Hun har lige startet sin egen praksis, "Perfect Pets", og så har hun brudt sin forlovelse med flotte, intelligente og populære Alexander, der er lige ved at blive berømt, og som holdt så meget af hende.
Men Miranda er ikke den eneste med problemer – hendes veninde Daisy, der arrangerer bryllupper, vil så gerne giftes med sin kæreste, den evige ungkarl Nigel. Men da han omsider frier, er det så af de rigtige årsager, og vil hun overhovedet have ham, når det kommer til stykket? For slet ikke at tale om Mirandas forældre, der blev skilt, mens hun var en lille pige, og som ikke har set hinanden siden. Miranda har mange gange har måttet høre på sin mors beklagelser. Nu vil hendes far så pludselig opsøge hendes mor!
Miranda selv får behov for at gøre op med sin fortid og får arrangeret et møde med en mand, der har spillet en væsentlig rolle i hendes liv. Og hvad mon der så sker?
"Dårlig opførsel" er en dejlig, gennemskuelig, hjertevarm bog med en tilpas mængde fortielser, fortalelser og forelskelser! En fuldt ud passende bog til en aften i sofaen med resterne af en af venindernes bryllupskage og ens meget uopdragne hund/lama/nymfeparakit som selskab.
Og mens man således er i gang med en udsøgt fornøjelse, man fniser jævnligt over skildringerne af kugleskøre dyreejere og deres deraf følgende ditto kæledyr, kan man jo også overveje, om det egentligt ikke er nogle helt ok opdragelsestips, Miranda giver fra sig? Min påstand er i hvert fald, at de ikke kun vil kunne bruges på dyr, men også på børn og mænd!
Oversat af Birgit Schlifer. Sommer og Sørensen, 2005. 327 sider. Kr 299,-
Brugernes anmeldelser