Camille Claudel - en kvinde

Romanbiografi om billedhuggeren Camille Claudel, hvis ulykkelige kærlighedsforhold til Auguste Rodin og forgæves kamp for at blive anerkendt som kunstner, drev hende ud i sindssygen.

Anbefalet af bibliotekar Suzanne Bang, Horsens Bibliotek

”…det er virkelig for groft! ..Og for at jeg ikke skal beklage mig, dømmes jeg til livsvarigt fængsel! Alt det stammer i bund og grund fra Rodins sataniske hjerne. Han havde kun én tanke i hovedet, og det var skrækken for, at jeg efter hans død skulle bryde igennem som kunstner og blive større end han …….”
(Citat fra brev  af Camille Claudel).

En smuk forårsdag i Paris besøgte jeg Hotel Biron og den henrivende have, som er rammen om den franske billedhugger Auguste Rodin’s værker.
Blandt de mange værker var der især nogle, som direkte sprang i øjnene på grund af deres følsomhed, og vildskab – det var værker af Camille Claudel. – Og hvem var hun så?

I romanbiografien ”Camille Claudel – en kvinde” af Anne Delbée løftes en del af sløret for den dramatiske livshistorie om den franske billedhuggerinde Camille Claudel.
Hun blev født i 1864, og som 20-årig blev hun assistent hos billedhuggeren Auguste Rodin.
Hun var smuk, havde sine meningers mod og store evner, som Rodin øste af – men ikke nok med det. Han øste også i rigt mål af hendes kærlighed!

Hun blev hans elskerinde – og det blev et kærlighedsforhold, som både var givende og fortærende.
Camille kæmpede en opslidende kamp for at bliver anerkendt af parnasset, men hun havde mange odds imod sig – hun var jo kvinde!
Historien om Camille Claudel er historien om modet og viljen til at gå sine egne veje både hvad angår kærlighed og kunst – og det er ikke omkostningsfrit.
Da Auguste Rodin afbryder deres kærlighedsforhold, går Camille langsomt i opløsning.
Hun bliver mentalt forstyrret og tvangsindlagt.

Historien ender trist.
Familien sørger for, at Camille Claudel forbliver tvangsisoleret på et sindssygehospital resten af sit liv , og hun har næsten ingen kontakt med
omverdenen og ingen mulighed for at skabe ny kunst.
Hun dør i 1943.

Det er en velskrevet og fascinerende historie, som lever længe på den indre filmskærm!

Romanen er filmatiseret med Isabelle Adjani & Gerard Depardieu i hovedrollerne.

Oversat af Susanne Juul. Rosinante/Munksgaard, 1991. - 374, VI sider