Bog

Blindgænger

Af (
2003
)

Anmeldelse

Blindgænger af Peder Hove

08 feb.04

Bogen er endnu én i den lange række af opgør med 2 verdenskrig, som stadig skrives; her en skildring af den indre konflikt, Elsa kastes ud i, da fortiden afdækkes.

Sidste år udsendte Peder Hove bogen "Terminus". Med udgangspunkt i samtaler med baltiske flygtninge, som kom til Dragsbæklejren ved Thisted i 1945, fortalte han deres historie, om den politiske baggrund, omstændighederne omkring flugten og de første år efter krigen.

Efterfølgende har han udgivet denne lille roman, "Blindgænger". Her beretter han om et enkelt menneskes skæbne. Det drejer sig om den lille Elsa, som flygter fra Riga i Letland med sin mor. Vinteren 44/45 opholder de sig i Tyskland. Her går Elsa og venter på faderen, men hver gang hun prøver at udspørge sin mor, går samtalen hurtigt i stå. Kort før krigens slutning kommer de sammen med de mange tyske flygtninge over Østersøen til Danmark. Faderen ser hun aldrig igen.

Næsten 60 år senere tager Elsa tilbage til Riga. Hun vil prøve, om hun kan finde ud af noget om sin fars forsvinden. Der er forskellige dunkle punkter, som hun aldrig har fået opklaret. Hun flyver tilbage til Riga, ligesom hun i 1944 fløj fra Letland til Berlin. Hvordan kunne det være, at hun og hendes mor, to civilister, kunne komme med et tysk militærfly kun få kilometer vest for fronten? Elsa har mødt mange flygtninge fra de baltiske lande, men ingen andre var flygtet i en flyvemaskine.

Hun søger i Den særlige Samling med arkivalier fra krigens tid, men finder ikke noget om sin fars skæbne. Da hun har opgivet og blot bladrer tilfældigt rundt i kuverterne, støder hun imidlertid på hans underskrift. Han var jurist og har som sådan arbejdet for tyskerne. Elsa får bl.a. indblik i en sag, hvor han har underskrevet en lille jødisk piges dødsdom. Stærkt rystet over sin nyerhvervede viden rejser hun hjem igen.

Bogen starter og slutter med Elsas nye situation som bærer af skyld og skam og med en lammende viden, som hun ikke har lyst at dele med nogen, og som hun må leve med resten af livet. Eller måske kan hun ikke holde tanken ud?

Peder Hove giver en stilfærdig, men intens skildring af den indre konflikt, Elsa kastes ud i, da fortiden afdækkes. Hermed er bogen endnu én i den lange række af opgør med 2. verdenskrig, som stadig skrives.

Lindhardt og Ringhof, 2003. 110 sider. Kr. 169,- Se også litteraturlisten om besættelsestidens Danmark

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
24837467
ISBN
9788759521304
Antal sider
110

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer