Anmeldelse
Blikæsken af Holly Kennedy
- Log ind for at skrive kommentarer
Trænger du til et pusterum fra den hårde læsning og de store klassikere, så er "Blikæsken" af Holly Kennedy et godt bud på let underholdning, der er hurtigt læst og hurtigt glemt.
Bogen handler om den unge kvinde Kenly, der som ung træffer en skæbnesvanger beslutning.
Kenly Lowen bærer på en frygtelig hemmelighed, som kan vende op og ned på hendes trygge liv, hvis den bliver afsløret. I skødet har hun en gammel blikæske, hvis indhold kun hun, og ingen andre, kender. For mange år siden løj hun over for sin mand – og sandheden i æsken kan ødelægge deres ægteskab.
Bogen er et tilbageblik på Kenlys liv. Hun vokser op med en far, der drikker for meget, og som aldrig er kommet sig over moderens tidlige død. Han har svært ved at holde på et job, så far og datter lever en tilværelse, hvor de strejfer rundt fra by til by, uden rigtig at knytte sig til nogen. Til sidst kommer de til en lille canadisk by, hvor de sære indbyggere viser sig at være venlige og hjertevarme eksistenser, der tager Kenly til sig. For første gang siden moderens død føler hun sig tryg.
Den lille bys indbyggere får afgørende indvirkning på resten af Kenlys liv, og på et tidspunkt må hun fortælle en løgn, der kommer til at forfølge hende længe. Det er en fortælling om kærlighed, sorger og ulykker.
"Blikæsken" er canadieren Holly Kennedys debutroman, og den er indtil videre blevet oversat til seks forskellige sprog. Handlingen er dog temmelig banal, og man er på intet tidspunkt overrasket over indholdet. Forfatteren har forsøgt at beskrive det svære forhold mellem far og datter, men det når aldrig store psykologiske højder. Bogen er dermed ikke rig på litterær kvalitet, men den er hurtigt læst. Har man lyst til en pause fra hjernegymnastikken, er "Blikæsken" et fint bud på underholdningen ved stranden eller på sofaen.
Oversat af Marie Louise Valeur Jaques. Cicero/Chr. Erichsen, 2006. 240 sider. Kr. 249,-
Brugernes anmeldelser