Bog

Bismarck

Af (
2012
)

Anmeldelse

Bismarck af Jonathan Steinberg

18 okt.12

En omfattende og skelsættende biografi om en af de allerstørste statsmænd i det 19. århundrede med vægt på hans komplekse og modsætningsfyldte personlighed.

Forfatteren, Jonathan Steinberg, er professor i moderne europæisk historie ved universitetet i Pennsylvania, og bogen bygger på et enormt kildemateriale, mere end nogen tidligere Bismarck-biograf har haft adgang til. Belyst ved mange kildeuddrag (fra både venner og fjender) tegner forfatteren et billede af en meget kompleks personlighed med mange, lidet flatterende træk og forklarer, hvordan Bismarck udøvede sin magt. Brutal, sentimental, tyrannisk, løgnagtig, temperamentsfuld, paranoid, svigefuld, en grovæder med en legendarisk stor natpotte og en hypokonder med et jernhelbred. Et paradoks som altså også var en genial og yderst velbegavet statsmand, en mester i diplomatiets kunst, en mand med en magnetisk tiltrækningskraft og en evne til at charmere og forføre, når det passede ham.

Forfatteren beskriver Bismarcks kærlighedsløse barndom og hans turbulente og rastløse ungdom. Først da han går ind i politik, har han fundet sin rette hylde. Bismarck gør lynkarriere i diplomatiet, og i 1862 bliver han ministerpræsident i Preussen. I samfulde seksogtyve år bevarer han magten, en magt der er baseret på den svage Wilhelm I, som kan manipuleres. Hvis Bismarck ikke får sin vilje, truer han med at tage sin afsked, eller han lægger sig syg, og så skal Wilhelm nok makke ret.

Bismarck beskrives som en ukonventionel politiker, som ikke kan sættes i bås. Han er af preussisk landadel, ærkekonservativ uden partitilhørsforhold, men ikke desto mindre indfører han almindelig valgret for mænd og en for tiden meget vidtgående sociallovgivning. Det er hans store præstation, at de mange tyske stater samles i ét Tyskland under preussisk ledelse. Udenrigspolitisk boltrer han sig som en fisk i vandet, vinder en krig over Østrig i 1866 og over Frankrig i 1870-71. Indenrigspolitisk er det langt sværere for ham at holde sammen på det rige, han har skabt. Hans manglende evne til at uddelegere er hans store svaghed, for ingen kan styre en moderne stat alene. Efter den gamle kejsers død er det slut med hans magt, og i 1890 afskediger den nye kejser ham.

Bogen er velskrevet og let flydende, og den vil uden tvivl indgå som et meget væsentligt bidrag til litteraturen om Bismarck. Alligevel kan denne omfattende bog om ikke anbefales for den helt forudsætningsløse læser, da den kræver en basal viden om tysk og europæisk historie i perioden.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Oversætter
Ole Steen Hansen
Faustnummer
29561168
Graphic
Eksskolen
ISBN
9788771220681
Antal sider
679

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer