Bog

Billedfortælleren Svend Otto S.

Af (
2016
)

Anmeldelse

Billedfortælleren Svend Otto S. af Annette Wiborg

03 jun.16

Et pragtværk, der i tekst og billeder viser den berømte illustrators store spændvidde.

To af Svend Ottos døtre har udvalgt det omfattende billedmateriale, der tydeligt afspejler illustratorens alsidighed. Illustrationerne ledsages af uddrag fra Svend Ottos egne tekster og belyses yderligere ved artikler af litteraturforskere, en boghistoriker og en samtidig illustrator. Vi husker ham især som en fremragende illustrator af eventyr og billedbøger, men som bogen dokumenterer, illustrerede han også bøger for voksne. Man får et meget levende indtryk af Svend Ottos betydning, hans måde at arbejde på og hans indstilling til det, han lavede. Hvad enten han udtrykte sig i akvarel, tusch eller akvatinter, havde han rod i naturalismen, men samtidig favnende han det poetiske og fantastiske. 

Inspirationen hentede han i erindringer fra barndommen hos bedsteforældrene omgivet af en fantastisk natur og opfodret med de folkeeventyr, bedstefaren fortalte ham i sengen. Naturen er klangbunden i mange af hans illustrationer. Ikke mindst var han dybt fascineret af træer. Hvad enten han illustrerede for børn eller voksne, var det vigtigt for ham at være tro mod teksten og samtidig tolke det, der lå mellem linjerne. Det fremgår, at han var en meget omhyggelig kunstner, der gjorde et stort forarbejde, og han rejste gerne ud for med egne øjne at se de omtalte miljøer. 

Svend Otto S. var så heldig at virke i en tid, hvor forlagene ofrede illustrationer på romaner for voksne. Det gør de desværre ikke længere, selv om vi lever i en tid domineret af billeder. Især var han stærkt fascineret af Kafkas ’Processen’. Der er milevid forskel på hans akvareller til f.eks. eventyret om ’Stadsmusikanterne fra Bremen’ og akvatinterne til ’Processen’. Det viser hans store vingefang som illustrator, at han formåede at indfange Kafkas særlige mareridtsagtige symbolik uden at slippe grebet i naturalismen. Også Martin A. Hansen inspirerede ham, og han var desuden omkring flere store forfattere som Dickens og Herman Bang. 

Hvis hans illustrationer til voksenbøgerne er ved at gå i glemmebogen i dag, er det utroligt heldigt for os, at han også har illustreret folkeeventyr og H.C. Andersens eventyr i udgaver, der trods tidens nyhedsfiksering af og til bliver genudgivet. Svend Otto S. var på ingen måde sentimental, men når han illustrerede for børn, fandt han det nødvendigt at skrue lidt ned for gruen og uhyggen. Han lagde også stor vægt på, at barnet skulle kunne ”genlæse” bogen alene ud fra billederne. Her er bogens titel utroligt rammende, for han var en uforlignelig billedfortæller. Han var i øvrigt selv en fremragende skribent, og bogen giver eksempler på hans egne billedbøger, bl.a. om børn fra andre lande. 

Selvfølgelig har alle klassikere krav på at blive nyfortolket af forskellige illustratorer, men min oplevelse af H.C. Andersens eventyr og folkeeventyrene er for evigt forankret i Svend Ottos enestående billedverden. En meget fin bog, som langt fra udelukkende henvender sig til litteraturforskere og nostalgikere som undertegnede. Forlæggerne må også meget gerne læse med!

 

 

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
52362946
Graphic
Svend Otto
ISBN
978-87-02-17645-2
Antal sider
247

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer