Bog

Begyndelser : en antologi

Af (
2009
)

Anmeldelse

Begyndelser

06 mar.13

Fin lille antologi om temaet begyndelse

Denne fine lille antologi indeholder 11 noveller, som alle undersøger temaet begyndelse. Her er fortællinger om søskendejalousi; om rod i familien og frygten for fremtiden; om at hænge fast i hverdagens trædemølle; om at se andre mennesker; om døden og meget mere. 

Jeg greb egentlig antologien, fordi jeg opdagede, at to af mine yndlingsforfattere havde leveret en novelle hertil, men jeg endte med at få meget mere end jeg regnede med. Det var nemlig ikke kun A. Silvestri og  Christian Reslow, som leverede varen. Også flere af de øvrige noveller er absolut læseværdige. 

Bl.a. kan jeg fremhæve Heidi Fjelstrup Jensens novelle ”Jeg åbnede min mund for at lukke hans”, om kvinden som hver dag ser gadens udskud uden at se dem som andet end en masse. Hun køber måske nok ”Hus forbi” for sin samvittigheds skyld, og en dag griber hun også ind, da en episode er ved at udvikle sig til noget grimt. Men alligevel opdager hun, at hun aldrig har set mennesket bag. 

Også ”Fangen på fortet” skal fremhæves. Her bor den studerende Eva i sin fine nye lejlighed, som indeholder to værelser og 21 borde. Hun bærer et enormt ansvar på sine skuldre – for hvis hun træder på gulvet i lejligheden, vil nogen hun holder af dø! Eva ved godt, at det ikke er normalt at have det sådan, og derfor holder hun sig for sig selv. Indtil den dag den søde nabo ringer på.

I Christian Reslows ”Firmus Anima” er handlingen flyttet til Afrika, hvor en person vågner fortumlet op i et mørkt rum. Vedkommende ved ikke hvor eller hvem han/hun er, og da svaret kommer, er det begyndelsen på et nyt mareridt. En grum novelle som tager udgangspunkt i udsagnet: Pas på med hvad du ønsker dig, for tænk hvis du får det! 

”Je ne sais quio” handler om Niels, hvis kone døde pludseligt, og nu er han taget til Paris for at genfinde livet, men i stedet ender han med at springe ud fra Notre Dame. Og det der skulle være en afslutning, bliver en ny begyndelse. Med kulsort humor fortæller A. Silvestri her en grum historie om kærlighed og døden, og på vanlig vis vender han op og ned på læserens begrebsverden. 

Hvis du har lyst til at få en lille smagsprøve på en række nye danske forfattere, så er ”Begyndelser” et rigtig godt sted at starte. Jeg fik i hvert fald lyst til at læse mere af de unge forfattere.

Indhold:

Camilla Wandahl: Søster
Christine Bojsen Træden: Gajoler
A. Silvestri: Je ne sais quoi
Cecilie Lindeskov: Begyndelse
Charlot Roslev: Fangen på fortet
Christian Reslow: Firmus Anima
Heidi Fjelstrup Jensen: Jeg åbnede min mund for at lukke hans
Margit Abrahamsen: Bobbys spring
Maria Kjær-Madsen: This is now
Nicole Boyle Rødtnes: Du
Zakiya Ajmi: Jeg boede på den anden side af søerne

Bogdetaljer

Forlag
Valeta
Faustnummer
NULL
ISBN
0
Antal sider
122

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer