Ash-Shaheed : (vidnet)

Ash-shaheed [Vidnet] er et befriende og hårdt bidrag til den danske migrationslitteratur.

Hvor mange gange kan en mand vågne på sin sofa uden at vide, hvordan han er havnet der? I Jamal Bendahmans debutroman 'Ash-shaheed' [Vidnet] begynder ti af de tyve kapitler med hovedpersonen Younes' forvirring over igen at vågne på sofaen. Dette humoristiske greb sætter rammen for den fabulerende fortælling om en ung mand med indvandrerbaggrund og hans liv og natteliv i København med uddannelse, arbejde, kvinder, alkohol og stoffer. Hvad der ved første øjekast fremstår som en veloplagt og sprogligt innovativ roman om en ung mands usammenhængende og afsøgende liv, udvikler sig i løbet af de 287 sider til en kraftfuld knytnæve af trippende hallucinationer, mens Younes krakelerer i psykisk sammenbrud og deroute.

Sprogligt har romanen en vild og ubesværet energi, der både er underholdende, morsom og medrivende, men også skarp og intelligent. Fortællerens beskrivelser begiver sig ofte ud i frie associationer: ”Jeg passerede en mand, der lignede en der var verbalt voldelig mod sin kone og en kvinde der så ud som om hun levede sit liv gennem sine veninder og havde et unaturligt tæt forhold til sin nevø.” Sammenligningerne dukker op som små punches fra overraskende vinkler, bland selv slik omtales som folkes kaviar, og et bord ser pludselig ud som chokolade: ”Bordet imellem os var mørkt som 80 procents chokolade. Et overdimensioneret askebæger i røget glas stod på midten af bordet og mindede os om alle de livsstilsvalg vi nogensinde havde truffet der indirekte havde ført os til denne situation.”

Tematisk forener romanen to af tidens litterære tendenser, migrationslitteratur og psykisk sårbarhed i litteraturen. Og den tilføjer et nyt element, når den lader islam og rumvæsener forenes i den religiøse vækkelse. Troen virker som det dragende halmstrå, der skal redde Younes fra en på forhånd skrevet skæbne; at være en ung mand med indvandrerbaggrund og ghettoopvækst, som stræber efter mønsterbrud, men kæmper med sammenbrud.

Som migrationslitteratur er romanen interessant, fordi den insisterer på at blive læst som en partikulær fortælling, der handler om at være Younes, og ikke en repræsentativ fortælling om at være indvandrer i Danmark. Hvilket blandt andet ses, når Younes, der går med forfatterdrømme, insisterer på, at han i hvert fald ikke er som Yahya Hassan. Hovedpersonen Younes vil som forfatteren Jamal have lov at være en selvstændig og unik stemme, ikke en repræsentant. Det er dog især i beskrivelsen af Younes' psykiske sårbarhed, at romanen brager igennem læserens overraskede hornhinder og efterlader hende lettere gennemblæst efter det afsluttende hallucinationsinferno.