Apropos ingenting

Den store filminstruktør giver et sørgmuntert indblik i sit liv, sine værker og de krænkelsessager, hans tidligere kæreste Mia Farrow har anlagt mod ham.

For nu at gribe om nældens rod: For mange står Allen som det store monster, der ikke bare har forført sin mindreårige og retarderede adoptivdatter, men også har krænket Farrows dengang 6-årige datter seksuelt.

I denne bog tilbageviser Allen anklagerne, ikke kun som påstande, men med facts, retskendelser, undersøgelsesrapporter og vidneudsagn. Han er frikendt for alle beskyldningerne ved domstolene, blot ikke folkedomstolene, hvor han igen fik den store omgang med MeToo-bevægelsen. Til den første er fakta, at han gennem over 25 år har levet sammen med Soon-Iy, men dels er hun ikke hans, men Farrows adoptivdatter, dels er hun ikke retarderet, og dels var hun 22 år, da de indledte forholdet.

I sagen om den dengang 6-årige Dylan er han også så renset efter grundige undersøgelser, at domstolene ovenikøbet har givet Soon-Iy og Allen ret til selv at adoptere to piger. Både Dylans storebror og tidligere ansatte hos Farrow har bevidnet, at Dylan nærmest er hjernevasket til at tro på overgrebene.

Det er alt sammen en trist historie om dysfunktionelle familieforhold, der fortælles relativt nøgternt og overbevisende. Heldigvis er hovedparten af bogen mere opløftende læsning, fortalt med den udprægede selvironi, der også kendes fra mange af hans film. Jeg har netop med stor fornøjelse genset 'Mig og Bogart' (Play it again, Sam) fra 1972, og den kiksede hovedrolle, Allen selv spiller, er den tone, der går gennem hele bogen. Man er virkelig godt underholdt og får lyst til at se eller gense alle hans film, hvilket han ikke selv har gjort: For ham er processen med at skabe film alt, mens slutproduktet stort set ikke interesserer ham.