Anmeldelse
Anne, Sanne og Lis : historien om en dansk musikrevolution af Jan Eriksen
- Log ind for at skrive kommentarer
Tre musikalske kvinders musikhistorie fra slutningen af 70’erne til i dag er en fin tur ned ad Memory Lane.
Jan Eriksen har skrevet en biografi om Anne, Sanne og Lis, som tager udgangspunkt i deres første møde i 1979. Han går kronologisk frem og fortæller om både op-og nedture og de karrierer, de har haft hver for sig, efter Anne Linnet Band blev opløst. Bagerst i bogen er en rigt illustreret diskografi.
Bogen er skrevet ud fra artikler, tidligere interviews og tv-udsendelser, hvilket desværre betyder, at man aldrig kommer helt tæt på hovedpersonerne, men heldigvis er der en masse musikhistorie, som sendte denne læser en tur ned ad Memory Lane.
I og med at kunstnerne ikke har ønsket at bidrage til bogen, har Jan Eriksen haft frihed til at skrive, hvad han synes er relevant for læserne. Denne præmis er ikke optimal, og læsningen bliver af og til en anelse træg. Sangerinderne har alle udviklet sig, og det ville have givet et andet perspektiv, hvis Anne, Sanne og Lis selv havde bidraget. Bogen fortæller meget om tiden og kulturen, og det fungerer rigtig godt og er et stort plus.
Anne, Sanne og Lis er i 2019 samlet for første gang siden 1982, hvor de spillede deres sidste fælleskoncert.
Brugernes anmeldelser