Anmeldelse
Angela Merkel af Stefan Kornelius
- Log ind for at skrive kommentarer
Kompetent politisk biografi, der beskriver den østtyske præstedatters kometagtige karriere, som førte til hendes betydningsfulde position som tysk kansler gennem snart ni år.
Forfatteren er en estimeret, tysk journalist, der har fulgt Angela Merkels politiske karriere på nært hold. Med hendes baggrund i det tidligere DDR lå det ikke ligefrem i kortene, at hun ville ende som det mest magtfulde statsoverhoved i Europa. Forfatteren beskriver hendes trygge opvækst i en intellektuel, frisindet præstefamilie. Trods flere år i et kommunistisk diktatur var hun i stand til at omstille sig til livet i det forenede Tyskland, og måske netop på grund af sin baggrund blev værdier som frihed og tolerance vigtige pejlemærker for hende også i hendes politiske karriere.
Merkel værner om sit privatliv. Hun er uddannet fysiker og gift med en verdenskendt kemiker. Hun er operaelsker og fodboldfan, men ellers fortælles der ikke meget om hendes liv uden for det politiske rampelys. Det er politikeren Merkel, bogen handler om.
Forfatteren pejler sig ind på hendes karakteregenskaber. Hun er uden tvivl super intelligent og i besiddelse af betydelige analytiske evner. Dertil kommer at hun er myreflittig, hæderlig og mere ærlig end de fleste politikere. Hun er ikke nogen karismatisk taler, men har vundet ry, også internationalt, som en saglig, struktureret, pragmatisk og kompromissøgende politiker. Når hun står over for et problem, opløser hun det i delproblemer og arbejder sig systematisk og vedholdende frem til problemets løsning. Med sin fortid i DDR har hun ikke haft det let og har måttet kæmpe med mistro. Som kvindelig politiker har hun måttet sande, at viden, indsigt og seriøsitet ikke gør det alene, og hun har måttet acceptere stylisten som et nødvendigt onde.
Bogen kommer fint omkring hendes politiske karriere. Vi får et indtryk af, hvad hun har betydet internt i Tyskland, men hovedparten af bogen beskæftiger sig med hendes udenrigspolitiske virke og de relationer, hun har skabt til en række statsledere. Hendes holdning er, at Tyskland ikke kan klare sig uden alliancer, og hun har arbejdet på et stærkt partnerskab med USA. Også hendes relationer til Putins Rusland og til Kina behandles ligesom hendes ikke ukritiske, men meget nære forhold til Israel.
Bekæmpelsen af eurokrisen er hovedtemaet for Merkels politiske liv, men som forfatteren bemærker, kan man først give en endelig vurdering af hendes betydning for Europas redning – eller det modsatte – når krisen er overstået. Hun har bragt Tyskland velbeholdent gennem det værste, men hendes skrappe krav til de hårdest ramte EU-lande har skabt hende fjender. Hun har også høstet anerkendelse for sin forståelse for krisens kompleksitet. Hendes foreslåede kur er ikke et mægtigere EU. I stedet mener hun, at man skal stille langt større krav til de enkelte medlemslande, blandt andet med hensyn til en bedre styring af økonomien.
Bogen giver et væsentligt bidrag til forståelsen af Merkels politiske betydning. Den er ikke nogen hagiografi, men giver et nuanceret, velafbalanceret indtryk af en betydningsfuld statsleder. Oven i købet er bogen velskrevet og let læselig.
Brugernes anmeldelser