Bog

Alter ego

Af (
2010
)

Anmeldelse

Alter ego af Kaare Scheuer Pedersen

15 jul.10

En mor ønsker sig en datter, men får en søn. Men en søn kan jo også gå i pigetøj. Læs Kaare Scheuer Pedersens tankevækkende erindringer.

Dette er en utrolig beretning! Én af dem, man ville finde lige lovlig usandsynlig, hvis der var tale om skønlitteratur. Kaare Scheuer Pedersen er født i 1935, og hans erindringer dækker hans barndom og ungdom til han er ca. 25 år. Fra Kaare er omkring fem år, begynder han og hans mor at lege husassistenter med kjoler og forklæder derhjemme, og efterhånden optræder Kaare, stærkt påvirket af mor, også udenfor hjemmet under sit alter ego, Iben.

Kaare er helt med på idéen om at optræde som pige, selv om det ikke altid er lige let at opnå omgivelsernes accept. Det er først i sine teenageår, at han begynder at gøre sig overvejelser om, hvor grænserne mellem moderens ønsker og hans egne går. I ungdommen prøver han en overgang at leve som mand, men finder sig aldrig for alvor tilpas i denne rolle. Som han selv vælger at fortolke og formulere det, så moderen tidligt pigen i ham og dyrkede dette.

Bogen er skrevet i et roligt, fremadskridende tempo med mange detaljer. Bogen besidder vel ikke store litterære kvaliteter, men Kaare Scheuer Pedersen er en ærlig fortæller, som man ikke kan andet end fatte sympati for. Han er meget åben, også når det betyder, at han måske ikke selv fremstår helt sympatisk, som da han beskriver, hvordan han tjener penge på en anden mands behov. Det er tydeligvis en skribent, der gennem et langt liv har kæmpet for at forlige sig med sin - ikke altid lette - livsskæbne. Kaare Scheuer Pedersen er meget reflekterende både mht. egen person, men også mht. sine omgivelser. Dette bevirker, at man som læser gør sig mere generelle tanker om, hvad kulturelle konventioner betyder for kønnenes udfoldelsesmuligheder, og hvordan man omgås.

Under læsningen kunne jeg ikke lade være med at tænke på bogen, ’Den danske pige’, der fortæller om den første mand, der fik foretaget en kønsskifteoperation. Romanen baserer sig på den autentiske historie om den danske kunstmaler Einar Wegener. Historien udspiller sig i 1930’erne, og kønsskifteoperationen har naturligvis vakt opsigt i sin samtid. Kaare Scheuer Pedersen refererer da også til den skelsættende begivenhed i sine erindringer.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
28315686
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702094343
Antal sider
348

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer