Anmeldelse
Alt hvad vi var af Lara Prescott
- Log ind for at skrive kommentarer
Medrivende og spændende roman med kvindelige agenter og et manuskript med potentiale til at sende rystelser gennem det russiske rige.
Denne pageturner af et koldkrigsdrama har det hele: Spænding, (u)lykkelig kærlighed, hemmelige missioner, historiske begivenheder, og så er det kvindelige agenter, der spiller hovedrollen.
Historien følger i årene 1949-1961 en række personer omkring Boris Pasternaks roman Doktor Zivago. Romanen blev forbudt i Sovjetunionen, men det lykkedes at få manuskriptet smuglet ud og udgivet i Vesten, hvorefter romanen fandt vej tilbage til moderlandet som et våben under den kolde krig. Der er masser af hemmelige agenter og missioner, svære valg og store ofre i denne medrivende debutroman bygget løst over historiske begivenheder.
Olga er Boris Pasternaks elskerinde og muse, som har inspireret ham til hovedpersonen Lara Antipov i romanen 'Doktor Zivago'. Romanen og Olgas historie starter med en fængsling. Sovjetunionen vil vide, hvad det er for et værk Pasternak arbejder på og om det er systemkritisk. Olgas mangelfulde svar og loyalitet overfor sin elskede koster hende fem år i Gulag under umenneskelige forhold. Men hun overlever og vender hjem til sine børn og Pasternak, som i mellemtiden er blevet færdig med manuskriptet til 'Doktor Zivago'. De ved begge, at romanen ikke har en chance for at blive udgivet i moderlandet, men da det senere lykkes at få romanen ud af Sovjetunionen og den indstilles til Nobelprisen, bliver situationen sprængfarlig.
I USA har man hos CIA har en strategi om at ændre folks ideologi gennem litteraturen og da man erfarer, at Pasternaks manuskript er sluppet ud og udkommet på italiensk i 1957, bliver det en mission at få romanen smuglet ind og udbredt i Sovjet igen. I CIA er Irina blevet ansat som maskinskriverske, men pludselig får hun muligheden for ”nye spændende jobmuligheder”. Hun besidder alle de rigtige karaktertræk for at kunne blive kvindelig agent i en maskulin verden: hun har russiske rødder, men er født i USA, og er en pæn, almindelig pige, der forstår at blende ind i mængden uden at tiltrække sig opmærksomhed. Til at oplære Irina sætter CIA den erfarne og gudesmukke agent Sally på opgaven. Der er tiltrækning mellem de to kvinder fra første øjeblik, men homoseksualitet har svære vilkår i en tid domineret af traditionelle kønsopfattelser.
Historien fortælles af skiftende hovedpersoner og en finurlig detalje er, at kapitlerne er navngivet efter hovedpersonernes alter ego: Kureren er Irina, Lokkeduen er Sally, Musen er Olga, Boris er Drømmeren osv. Efterhånden som handlingen skrider frem, og mange dramatiske begivenheder farver hovedpersonernes liv, får de flere og flere titler hæftet på sig i kapiteloverskrifterne.
Romanen giver et eminent spændende kig ind bag murene hos CIA både i hverdagen og på missioner og er samtidig et storpolitisk, kønspolitisk og socialt tidsbillede af 1950’ernes USA. På den anden side i Øst er der helt andre levevilkår og spilleregler. Her går romanen tæt på Pasternak og Olgas samliv under og efter tilblivelsen af 'Doktor Zivago' og hvad de må ofre i litteraturens tjeneste under det kommunistiske styre. Det er også historien om bagsiden af medaljen professionelt såvel som privat, når man har valgt at leve et dobbeltliv:
”Dobbeltagent er et lidt misvisende ord: Et menneske kan ikke være to. Snarere mister man en del af sig selv for at kunne bevæge sig i to verdener uden rigtigt at være til stede i nogen af dem.”
Dobbeltagenter, hemmelige missioner, udklædninger og budskaber leveret i kodesprog kunne risikere at blive kliche, overgjort eller komisk. Men jeg køber det hele lige på stedet! Miljøerne, personerne og missionerne er virkelighedsnære og overbevisende beskrevet. Prescotts levende sprog skaber billeder på nethinden, og det skulle ikke undre mig, om romanen bliver filmatiseret.
Med denne roman giver Lara Prescott sit spændende og realistiske bud på, hvordan tilblivelsen og udbredelsen af 'Doktor Zivago' kunne have fundet sted og fortæller, hvordan litteratur har potentiale til at røre og ændre verden.
Brugernes anmeldelser