Alt det krat, alle de buske : en historie om min far

Vellykket debut, hvor den sproglige leg og erindringens omskiftlighed har en særlig rolle. En interessant og anderledes læseoplevelse.

Denne lille, men fine bog skriver sig impressionistisk ind på en relation mellem et barn og en voksen, der næsten vokser sammen i beskrivelserne af dem. Mens jeg læser bogen, manifesterer titlen sig flere gange; fortællingen spreder sig som en busk og samler erindringen vilkårligt – hændelserne varieres og vokser sammen på ny. På den måde samler busken af fortællinger sig også igen. Og det fungerer.

Relationen mellem de to karakterer i bogen, jeg og du, italesættes kun i undertitlen: en historie om min far. Derfor er karaktererne heller ikke bygget op på deres relation, men de er i stedet frit ombyttelige, hvorfor der flere steder bliver skiftet synsvinkel, krop og form. Historien handler blandt andet om et trafikuheld, et gult murstensbyggeri, et barneværelse og en skov. Generelt er bogen præget af en impressionistisk vaghed gennem de 14 tekststykker, men mod slutningen fremtræder situationerne og den alvorlige stemning mere konkret.

Min indre billedmaskine kører i fuld drift under læsningen, hvor sproget og især den sproglige leg med erindringen er en fornøjelse at læse. Samtidigt sætter det tankerne i gang, for eksempel fordi trafikuheldet fremstilles på forskellige måder ned til mindste detalje. Det er interessant at læse og genlæse variationer over den samme situationen – at lade sandheden vandre frit omkring i ordenes dis – lade sandheden blive til sandheder. Bogen bliver en gåde, der skal løses, en metamorfose der skal forstås. Livet, med trafikuheldet som eksempel, er en konstruktion, der hele tiden ændrer sig. Maria Dixen fremviser dette på fornemmeste vis.

Bogen skriver sig hele tiden frem mod noget, men fortællingen forbliver mere eller mindre vag i sit udtryk, og det er ment som en styrke. I sit formudtryk minder Dixen om for eksempel Josefine Klougart i ’Én af os sover’. Mod slutningen af bogen bliver fortællingen dog mere konkret, så busken også samler sig igen, og det virker stærkt at komme helt tæt på:

”Alt omkring os blev levende nu, også du. Taget lettede fra huset, det røde saftevand steg op i atmosfæren, og himlen steg ned i glasset ved siden af dig … Da jeg forlod det gule murstensbyggeri, var det, som om alt omkring mig var faldet i søvn. Riven, der lænede sig op af den gule mur, hang med takkerne, og selv skaftet var i sin sovende slaphed ved at knække på midten”.

Bogen viser, hvordan man kan fremstille en historie på en ny måde ved at lade erindringens vaghed være omdrejningspunktet. Den viser, hvad der kan ske, når man gentænker de samme situationer igen og igen – hvad man finder, eller ikke finder i de processer.