Ailias sang

Britisk jernalder i historisk fantasy med drabelige kampscener, kærlighed, druidevisdom og naturreligion mikset sammen til en poetisk og stemningsfuld fortælling.

Australske Ilka Tampke debuterede i 2015 med Albions sang, og romanen blev øjeblikkelig en stor succes med flere priser til følge, men først nu kommer anden og afsluttende del. Hele stemningen og ånden i bogen minder især om Marion Zimmer Bradleys store værk 'Tågerne omkring Avalon' og i hvert fald Tv-serien 'Britannia', som foregår i samme tid. Naturbeskrivelserne og troen på magtfulde naturånder rummer egentlig også mange genkendelige ting og lighedspunkter med 'Hulebjørnens klan' og lignende romaner. Det samlede resultat er en korrekt beskrevet historisk periode tilsat fantastiske elementer i en helt speciel og voldsomt fascinerende historisk fantasy.

Historien foregår i år 47 e.Kr., hvor Romerne har erobret magten i det sydøstlige Storbritannien. Efter udslettelsen af Ailias landsby er hun flygtet op i bjergene og har levet i total isolation og i nær kontakt med de naturguder, som hun er den levende menneskelige kontakt til. Under ledelse af krigskongen Caradog, som er flygtet til Wales, påbegyndes et storstilet forsøg på at besejre romerne, og Ailia ved nu, at hendes opgave er at støtte kongen. Ailia bliver hurtigt en uundværlig rådgiver for Caradog, og for yderligere at støtte hans position går hun med til at gifte sig med ham. Det afgørende slag mod romerne og deres hævngerrige hærfører Scapula står for døren.

Historiske romaner er der mange af, også om romerne, men alle de folkeslag, der blev besejret, er derimod ikke så godt beskrevet. Dette råder denne glimrende roman bod på, og man aner, at forfatteren har foretaget en omfattende research til historien. Beskrivelsen af livet for små 2000 år siden virker således særdeles autentisk og levende.

Romanen er dog meget mere end en historisk opremsning af begivenheder, og historien omfatter både kærlighed, magi og kvindemagt, holistisk naturtilbedelse og det simple liv i pagt med naturen Forfatteren tager sig god tid til sin historie, og det fungerer fint, at der indimellem optræder digte og sange. Hovedindtrykket er eminent god underholdning, og især er beskrivelserne af Ailias forsøg på at finde sin rolle i en barsk verden fascinerende. Farverig og romantisk på alle planer, og serien, som hermed er afsluttet, anbefales på det varmeste.