Abehuset

Tankevækkende, rørende og underholdende roman om seks bonoboer og deres liv i et sproglaboratorium

”Tror du aberne ved, at de er aber, eller tror de, de er mennesker?”
”De ved godt, at de er aber, men jeg tror ikke, at det betyder det, du tror”

Fakta: bonoboer, dværgchimpanser, bliver regnet for menneskets nærmeste nulevende slægtning, og mennesker og bonoboer har 98,7 % DNA til fælles. I fangenskab har aberne vist usædvanlige evner til at forstå tale- og tegnsprog.

Sara Gruen, som fik stor succes med ’Vand til Elefanterne’, har igen skrevet en roman om dyr, der lever indespærret. Her er det seks bonoboer, som lever i et sproglaboratorium, som minder meget om et hjem. Isabel Duncan er forsker ved sproglaboratoriet, og hun har knyttet tætte bånd til aberne.
Samme dag, som journalisten John Thigpen – det navn må han høre meget for – har besøgt laboratoriet og talt med aberne, sker der en eksplosion, Isabel bliver hårdt såret, og aberne forsvinder.

Hvem står bag? Mistanken retter sig i første omgang mod de  dyrerettighedsforkæmpere, , som længe har demonstreret foran centeret. Men??? Nej – det viser sig, at dyrene er blevet solgt til skruppelløse mediefolk, som ønsker at bruge aberne til realityshows, og udsendelsen Abehuset bliver da også en kæmpesucces.

Jeg tør godt røbe, at det lykkes for Isabel og John sammen med andre retskafne personer at befri aberne og bringe dem til nye, hjemlige omgivelser.

Sara Gruen har lave en grundig research, og hendes viden om bonoboerne er meget stor. Jeg synes, det er lykkedes hende at tegne et troværdigt portræt af en idealistisk og uselvisk forsker. Samtidig har jeg også læst bogen som en kritik af medicinalindustrien og militærets brug af forsøgsdyr - og af nogle massemedier, hvor seertallene er det eneste, der betyder noget.

Min anke over bogen går på, at den er forudsigelig, vi er ikke i tvivl om, hvem der er de gode og hvem, der er de onde, og at alt vil ende godt. De rigtige vil få hinanden, og de vil leve lykkeligt til deres dages ende, og det er lige ved at overskygge bogens egentlige tema – en velresearchet historie, om hvordan vi mennesker behandler udviklingstruede dyr.