Blog
Helten som litterær skikkelse
En bruger blogger om helten i litteraturen - en tur med eksprestog.
I januar har Dronning Margrethe regeret i 40 år. Som dronning repræsenterer hun ikke blot Danmark og kongehuset, hun er også del af et større eventyrligt forestillingsunivers, der i litteraturen er befolket af riddere, drager, feer og helte. Lad os se nærmere på helten ved at foretage en rejse med eksprestog gennem litteraturens landskab af helte, fra Antikken over middelalderen og frem til i dag.
Antikkens heltedyrkelse
Første stop er de store helte epos’er fra Antikkens Grækenland. Her hyldede man den gudelignende helt, der udviste overmenneskeligt storsind og mod. Mest berømt af alle er nok Iliaden af Homer fra omkring det 8. årh. f.Kr., der er spækket af overmenneskelige helte. Scenen er sat til Troja, som er belejret af den græske hær. Den trojanske prins Paris har bortført grækernes gudesmukke Helene, og i bogen følger vi de vældige slag mellem trojanerne og grækerne. Iliaden skildrer en mytisk tid, hvor rigtige mænd ikke blot var mænd. De var halvguder!
Odysseen, det andet værk, man tilskriver Homer, handler om Odysseus. Han var med i slaget om Troja i Iliaden, og vi følger hans færd hjem til sin elskede Penelope. Efter vor tids målestok er menneskeskildringen stadig ekstremt heroisk og næsten karikeret, men hvor Iliaden kun interesserer sig for de helt store episke temaer som krig og kærlighed, så er mennesket i Odysseen mere helstøbt og ikke nær så gudelignende (hvilket i øvrigt bl.a. er grunden til, at forskerne med stor sikkerhed kan sige, at de to værker ikke kan tilskrives den samme person). Odysseus er dog stadig en vaskeægte helt i klassisk forstand, der nedkæmper kykloper, troldkvinder, overvinder stormvejr og meget andet.
Middelalderlige ridderromaner – høviske idealer
Andet stop på ruten er de middelalderlige ridderromaner fra år 1200 og nogle århundreder frem. Her dyrkede man i stor stil idéen om det heltemodige menneske, der sætter alt ind i kampen for det Gode. Romanerne fra denne tid har tre hovedtemaer, kærlighed, ridderlighed og jagten på evige, åndelige værdier. Romanerne om Tristan og Isolde, ridderne om det runde bord og jagten på den hellige gral er at finde i forskellige udgaver på alle større europæiske sprog. Det mytiske univers er befolket af onde drager og fagre ungmøer samt naturligvis kong Arthur og ridderne Percival og Lancelot. For de gode gælder det, at de er gennemført gode; der er ikke en eneste rids i lakken, hverken på rustning eller personlighed.
Ridderromanens helt får sit endeligt med Don Quixote, Cervantes parodi på genren fra starten af 1600-tallet, der bliver den første roman i moderne forstand. Don Quixote er en tragikomisk ridder, der forgæves kæmper for at opretholde høviske idealer fra en svunden tid; han kæmper ikke mod drager, men mod vindmøller. De ædle værdier, han kæmper for, er ikke (længere) at finde ude i verden, kun i Don Quixotes egen indre galskab.
Den moderne fantasy genre
Sidste stop på turen i heltens univers er fantasy genren, hvor vi spoler tiden frem til i dag. Her er der igen er plads til den helt, som Miguel de Cervantes aflivede. Fantasy bøgerne henter inspiration fra Antikkens episke fortællinger, fra folkeeventyret og fra middelalderens ridderromaner. Man kan gå så vidt som at sige, at fantasy genren er en nutidig fortolkning eller en decideret gentagelse af de antikke og middelalderlige forestillinger om den markante personlighed, som udgøres af hhv. den episke heltefigur og ridderen.
Man finder ingen anden nutidig genre, der dyrker helterollen i samme grad. J. K. Rowlings bøger om Harry Potter står vel allerøverst, når det kommer til popularitet og udbredelse indenfor fantasy. Historien om den lille dreng med de usædvanlige evner har en almen appel til de fleste mennesker. I samme boldgade finder vi Tolkiens Ringenes Herre, hvor en helt almindelig hobbitdreng udfører aldeles usædvanlige handlinger. Fælles for disse bøger er, at de dyrker idéen om markanthed både i form af medfødte evner og nedarvet status (som opdages undervejs til hovedpersonens egen overraskelse), men også markanthed gennem handlinger.
Vi har behov for helten
Fantasy bøgernes popularitet kan dels tilskrives, at de giver os chancen for at identificere os med Harry og Frodo; hvor de mytiske heltefigurer i Homers digtning synes at udelukke en én-til-én spejling (de er simpelthen for gennemført heroiske), så er både Harry og Frodo helt almindelige mennesker / hobitter. Harry og Frodo er med andre ord som os selv – og den hemmelige besked til alle fantasy nørder er, at de selv, alle bumser og overgangsstemmer til trods, bærer kimen i sig til noget smukt og heroisk.
Den anden og måske væsentligste grund til genrens populariet er, at vi har brug for helten som fiktiv karakter. Vi lever i en postheroisk tidsalder, hvor soldater ikke behøver være helte. Det har vi de fjernstyrede droner til, men alligevel – eller måske netop derfor – har vi brug for helten som idé og fiktiv karakter.
Når vi stimler sammen i de folkefyldte gader og vinker til Dronningen d. 14. januar, så vinker vi samtidig til alle heltene, der væver sig ind i forestillingsuniverset omkring det royale; Hektor, Odysseus, Kong Arthur og ikke mindst Harry Potter og Frodo. - Og husk, at du altid kan få del i det royale eventyrunivers på dit bibliotek!
En bruger blogger om helten i litteraturen - en tur med eksprestog.
I januar har Dronning Margrethe regeret i 40 år. Som dronning repræsenterer hun ikke blot Danmark og kongehuset, hun er også del af et større eventyrligt forestillingsunivers, der i litteraturen er befolket af riddere, drager, feer og helte. Lad os se nærmere på helten ved at foretage en rejse med eksprestog gennem litteraturens landskab af helte, fra Antikken over middelalderen og frem til i dag.
Antikkens heltedyrkelse
Første stop er de store helte epos’er fra Antikkens Grækenland. Her hyldede man den gudelignende helt, der udviste overmenneskeligt storsind og mod. Mest berømt af alle er nok Iliaden af Homer fra omkring det 8. årh. f.Kr., der er spækket af overmenneskelige helte. Scenen er sat til Troja, som er belejret af den græske hær. Den trojanske prins Paris har bortført grækernes gudesmukke Helene, og i bogen følger vi de vældige slag mellem trojanerne og grækerne. Iliaden skildrer en mytisk tid, hvor rigtige mænd ikke blot var mænd. De var halvguder!
Odysseen, det andet værk, man tilskriver Homer, handler om Odysseus. Han var med i slaget om Troja i Iliaden, og vi følger hans færd hjem til sin elskede Penelope. Efter vor tids målestok er menneskeskildringen stadig ekstremt heroisk og næsten karikeret, men hvor Iliaden kun interesserer sig for de helt store episke temaer som krig og kærlighed, så er mennesket i Odysseen mere helstøbt og ikke nær så gudelignende (hvilket i øvrigt bl.a. er grunden til, at forskerne med stor sikkerhed kan sige, at de to værker ikke kan tilskrives den samme person). Odysseus er dog stadig en vaskeægte helt i klassisk forstand, der nedkæmper kykloper, troldkvinder, overvinder stormvejr og meget andet.
Middelalderlige ridderromaner – høviske idealer
Andet stop på ruten er de middelalderlige ridderromaner fra år 1200 og nogle århundreder frem. Her dyrkede man i stor stil idéen om det heltemodige menneske, der sætter alt ind i kampen for det Gode. Romanerne fra denne tid har tre hovedtemaer, kærlighed, ridderlighed og jagten på evige, åndelige værdier. Romanerne om Tristan og Isolde, ridderne om det runde bord og jagten på den hellige gral er at finde i forskellige udgaver på alle større europæiske sprog. Det mytiske univers er befolket af onde drager og fagre ungmøer samt naturligvis kong Arthur og ridderne Percival og Lancelot. For de gode gælder det, at de er gennemført gode; der er ikke en eneste rids i lakken, hverken på rustning eller personlighed.
Ridderromanens helt får sit endeligt med Don Quixote, Cervantes parodi på genren fra starten af 1600-tallet, der bliver den første roman i moderne forstand. Don Quixote er en tragikomisk ridder, der forgæves kæmper for at opretholde høviske idealer fra en svunden tid; han kæmper ikke mod drager, men mod vindmøller. De ædle værdier, han kæmper for, er ikke (længere) at finde ude i verden, kun i Don Quixotes egen indre galskab.
Den moderne fantasy genre
Sidste stop på turen i heltens univers er fantasy genren, hvor vi spoler tiden frem til i dag. Her er der igen er plads til den helt, som Miguel de Cervantes aflivede. Fantasy bøgerne henter inspiration fra Antikkens episke fortællinger, fra folkeeventyret og fra middelalderens ridderromaner. Man kan gå så vidt som at sige, at fantasy genren er en nutidig fortolkning eller en decideret gentagelse af de antikke og middelalderlige forestillinger om den markante personlighed, som udgøres af hhv. den episke heltefigur og ridderen.
Man finder ingen anden nutidig genre, der dyrker helterollen i samme grad. J. K. Rowlings bøger om Harry Potter står vel allerøverst, når det kommer til popularitet og udbredelse indenfor fantasy. Historien om den lille dreng med de usædvanlige evner har en almen appel til de fleste mennesker. I samme boldgade finder vi Tolkiens Ringenes Herre, hvor en helt almindelig hobbitdreng udfører aldeles usædvanlige handlinger. Fælles for disse bøger er, at de dyrker idéen om markanthed både i form af medfødte evner og nedarvet status (som opdages undervejs til hovedpersonens egen overraskelse), men også markanthed gennem handlinger.
Vi har behov for helten
Fantasy bøgernes popularitet kan dels tilskrives, at de giver os chancen for at identificere os med Harry og Frodo; hvor de mytiske heltefigurer i Homers digtning synes at udelukke en én-til-én spejling (de er simpelthen for gennemført heroiske), så er både Harry og Frodo helt almindelige mennesker / hobitter. Harry og Frodo er med andre ord som os selv – og den hemmelige besked til alle fantasy nørder er, at de selv, alle bumser og overgangsstemmer til trods, bærer kimen i sig til noget smukt og heroisk.
Den anden og måske væsentligste grund til genrens populariet er, at vi har brug for helten som fiktiv karakter. Vi lever i en postheroisk tidsalder, hvor soldater ikke behøver være helte. Det har vi de fjernstyrede droner til, men alligevel – eller måske netop derfor – har vi brug for helten som idé og fiktiv karakter.
Når vi stimler sammen i de folkefyldte gader og vinker til Dronningen d. 14. januar, så vinker vi samtidig til alle heltene, der væver sig ind i forestillingsuniverset omkring det royale; Hektor, Odysseus, Kong Arthur og ikke mindst Harry Potter og Frodo. - Og husk, at du altid kan få del i det royale eventyrunivers på dit bibliotek!
Kommentarer