Blog
Nå, er du så i gang med den næste?
Forfatterambassadør, Signe Langtved Pallisgaard, blogger om arbejdet med sin næste roman.
Allerede inden min roman "Et andet sted" udkom i januar måned, fik jeg ofte spørgsmålet: "Nå, er du så i gang med den næste?". Men som min mand så rigtigt sagde, så går man jo ikke og prøver at blive gravid lige inden man skal til at føde et barn. Det er rent faktisk ikke en fysisk mulighed. Men jeg havde alligevel en naiv forventning om, at det ville glide som smurt i olie for mig at barsle med en to'er. For nu havde (den) verden jo åbnet sig for mig, som den skulle, nu lå alt lige til højrebenet. Nu har jeg et forlag i ryggen (og dermed en større sandsynlighed for at få udgivet den næste bog) og ikke mindst, en voksende skare af dejlige, opmuntrende læsere, som siger, at de gerne vil læse mere.
Hvor svært kan det så være? Det kan være forfærdelig svært. Selvfølgelig var jeg blev advaret om den svære to'er, men jeg fløj af sted på den uvidendes optimismes vinger. Nu er et halvt år lige pludselig gået med hastige skridt. Jeg skriver og skriver, ælter, former, skærer fra, skærer til, puster op og punkterer. Jeg river mig i håret og knytter næverne.
Det er efterhånden ved at gå op for mig, at det hele kan koges ned til spørgsmålet om, hvorvidt det er én selv, der opsøger historien, eller om det er historien, der opsøger én. Jeg farer rundt som et sultens barn i en slikbutik (og dem, der tror, at det bare er et udtryk, skal bare tage en tur ned i Fætter Guf på Lyngby Hovedgade fredag aften inden Disney Sjov) men mangler stadig, at den helt rigtige fortælling finder sin form. At historien ikke længere er en idé i mit hoved, men selve virkeligheden. Jeg husker den store frustration, jeg som barn havde ved at sidde foran det tomme, hvide tegneark. Ikke fordi jeg manglede noget at tegne, (jeg ville jo gerne tegne det hele) jeg vidste bare ikke, hvad jeg helst ville tegne. Det er jo ligesom at vælge manden i sit liv, den skal helst sidde i skabet, ikke? En bog hører under de ting, men hverken kan eller vil gøre om.
Det føles lidt som at være teenager igen, alting føles rigtigt og stærkt og ubetvivleligt lige ind til det øjeblik, hvor det ikke gør det længere. På én og samme dag kan alting ændre sig. Verden består af en vifte af ting, der folder sig ud og ind. Man har en grundfølelse af forvirring, kan ikke stå fast. Men jeg ved, at klarhed fødes af forvirring. At sikkerhed opstår af tvivl. Og at det eneste man kan gøre, når man ikke ved, hvad man skal skrive, er at blive ved med at skrive. Jeg ved, at min hovedperson, den helt rigtige person, lige pludselig prikker mig på skulderen og siger: ”her er jeg, skal vi komme i gang?”
Forfatterambassadør, Signe Langtved Pallisgaard, blogger om arbejdet med sin næste roman.
Allerede inden min roman "Et andet sted" udkom i januar måned, fik jeg ofte spørgsmålet: "Nå, er du så i gang med den næste?". Men som min mand så rigtigt sagde, så går man jo ikke og prøver at blive gravid lige inden man skal til at føde et barn. Det er rent faktisk ikke en fysisk mulighed. Men jeg havde alligevel en naiv forventning om, at det ville glide som smurt i olie for mig at barsle med en to'er. For nu havde (den) verden jo åbnet sig for mig, som den skulle, nu lå alt lige til højrebenet. Nu har jeg et forlag i ryggen (og dermed en større sandsynlighed for at få udgivet den næste bog) og ikke mindst, en voksende skare af dejlige, opmuntrende læsere, som siger, at de gerne vil læse mere.
Hvor svært kan det så være? Det kan være forfærdelig svært. Selvfølgelig var jeg blev advaret om den svære to'er, men jeg fløj af sted på den uvidendes optimismes vinger. Nu er et halvt år lige pludselig gået med hastige skridt. Jeg skriver og skriver, ælter, former, skærer fra, skærer til, puster op og punkterer. Jeg river mig i håret og knytter næverne.
Det er efterhånden ved at gå op for mig, at det hele kan koges ned til spørgsmålet om, hvorvidt det er én selv, der opsøger historien, eller om det er historien, der opsøger én. Jeg farer rundt som et sultens barn i en slikbutik (og dem, der tror, at det bare er et udtryk, skal bare tage en tur ned i Fætter Guf på Lyngby Hovedgade fredag aften inden Disney Sjov) men mangler stadig, at den helt rigtige fortælling finder sin form. At historien ikke længere er en idé i mit hoved, men selve virkeligheden. Jeg husker den store frustration, jeg som barn havde ved at sidde foran det tomme, hvide tegneark. Ikke fordi jeg manglede noget at tegne, (jeg ville jo gerne tegne det hele) jeg vidste bare ikke, hvad jeg helst ville tegne. Det er jo ligesom at vælge manden i sit liv, den skal helst sidde i skabet, ikke? En bog hører under de ting, men hverken kan eller vil gøre om.
Det føles lidt som at være teenager igen, alting føles rigtigt og stærkt og ubetvivleligt lige ind til det øjeblik, hvor det ikke gør det længere. På én og samme dag kan alting ændre sig. Verden består af en vifte af ting, der folder sig ud og ind. Man har en grundfølelse af forvirring, kan ikke stå fast. Men jeg ved, at klarhed fødes af forvirring. At sikkerhed opstår af tvivl. Og at det eneste man kan gøre, når man ikke ved, hvad man skal skrive, er at blive ved med at skrive. Jeg ved, at min hovedperson, den helt rigtige person, lige pludselig prikker mig på skulderen og siger: ”her er jeg, skal vi komme i gang?”
Kommentarer