Blog
Dagbog fra et dårligt år
En bruger deler ud af sin fascination af og giver inspiration til J.M. Coetzees forfatterskab.
J.M. Coetzee er en fabelagtig forfatter. Helt i top. Absolut en af de allerbedste, vi har. Jeg glæder mig altid som en sidssyg til hans bøger udkommer og pløjer mig gennem bagkataloget igen og igen. Hans næstnyeste roman ”Dagbog fra et dårligt år” er ikke hans bedste. Alligevel lå jeg af en eller anden grund i sofaen forleden dag og kom til at tænke på en sætning fra bogen. Sætningen ytres af en den ældre forfatter Juan C, der har forelsket sig i en ung skønhed fra det lejlighedskompleks han bor i. Den lyder: “Hendes forbindelse med Mr. Aberdeen, som utvivlsomt har fregner på ryggen, er en stor skuffelse. Det piner mig at forestille mig de to side om side i sengen, siden det i sidste instans er det der tæller. Ikke bare på grund af fornærmelsen – fornærmelsen mod den naturlige retfærdighed – ved at se en så kedelig mand i besiddelse af så himmelsk en elskerinde, men også på grund af hvordan frugten af deres forening kunne komme til at se ud, når hendes gyldne glød udvaskes af hans keltiske bleghed.”
Denne triste forening af keltisk bleghed og skønhedens gyldne glød er bare et billede, man ikke kan slå ud af hovedet. Derudover er bogen er på alle måder underlig. Men selvfølgelig underlig på den sublime Coetzee-måde. Ligeså besværlig og irriterende den er at læse, ligeså fuldstændig fantastisk er den. Efter blot få siders besværlig og irriterende læsning fik jeg så stor trang til at rive alle siderne ud, klippe dem over på midten og lime dem sammen igen i den ”rigtige” rækkefølge, at jeg rent faktisk fotokopierede hele bogen og gjorde det.
Handlingen er simpel: Den 72-årige forfatter J.C. betages af en ung filippinsk kvinde, Anya, som han ser i vaskekælderen, og han tilbyder hende hurtigt job som renskriver af det manuskript, han arbejder på. Dette udvikler sig til et særligt, men varmt, venskab der kompliceres, da Anyas samlever invaderer harmonien med sit forbryderiske forsæt og fornævnte keltiske bleghed. Disse mennesker står, med påfaldende få strøg af forfatterens pensel, lyslevende frem med alle de nuancer, der hører det levede liv til.
Hver side i bogen er delt op i tre horisontale bælter, hvor den øverste består af manuskriptet med ”skarpe meninger”, som forfatteren arbejder på. Her udfoldes det, der ret utilsløret, står som Coetzees egne meninger om verdens tilstand, både den globale og hans private. Herunder har man den litterært komponerede historie om hans forhold til den unge kvinde og manuskriptets tilblivelse, og nederst på siden er det den unge kvindes stemme, man hører. Som læser tvinges man til at vælge, hvordan man vil læse bogen. Man må prøve sig frem, lægge en strategi, tage et valg. Enten læser man et bælte af gangen og går måske glip af en subtil, men afgørende, vertikal sammenhæng eller også læser man oppefra og ned og mister det fantastiske flow, der er så typisk for Coetzee. Men alt hvad man investerer, gives tifoldigt igen. Hvis man formår at betragte sine læsetekniske besværligheder som det, at Coetzee tvinger én til at tage stilling til spørgsmålet: hvordan man læser, hæver bogen sig op på det plan, hvor den bliver uforglemmelig.
Som ny Coetzee læser vil jeg dog ikke anbefale, at man starter med denne bog. Begyndt hellere med "Vanære", der indbragte ham nobelprisen i 2003, og giv dig først i kast med ”Dagbog fra et dårligt år”, når du er så bidt af hans forfatterskab, at du gerne klipper en bog i stykker for læsningens skyld.
En bruger deler ud af sin fascination af og giver inspiration til J.M. Coetzees forfatterskab.
J.M. Coetzee er en fabelagtig forfatter. Helt i top. Absolut en af de allerbedste, vi har. Jeg glæder mig altid som en sidssyg til hans bøger udkommer og pløjer mig gennem bagkataloget igen og igen. Hans næstnyeste roman ”Dagbog fra et dårligt år” er ikke hans bedste. Alligevel lå jeg af en eller anden grund i sofaen forleden dag og kom til at tænke på en sætning fra bogen. Sætningen ytres af en den ældre forfatter Juan C, der har forelsket sig i en ung skønhed fra det lejlighedskompleks han bor i. Den lyder: “Hendes forbindelse med Mr. Aberdeen, som utvivlsomt har fregner på ryggen, er en stor skuffelse. Det piner mig at forestille mig de to side om side i sengen, siden det i sidste instans er det der tæller. Ikke bare på grund af fornærmelsen – fornærmelsen mod den naturlige retfærdighed – ved at se en så kedelig mand i besiddelse af så himmelsk en elskerinde, men også på grund af hvordan frugten af deres forening kunne komme til at se ud, når hendes gyldne glød udvaskes af hans keltiske bleghed.”
Denne triste forening af keltisk bleghed og skønhedens gyldne glød er bare et billede, man ikke kan slå ud af hovedet. Derudover er bogen er på alle måder underlig. Men selvfølgelig underlig på den sublime Coetzee-måde. Ligeså besværlig og irriterende den er at læse, ligeså fuldstændig fantastisk er den. Efter blot få siders besværlig og irriterende læsning fik jeg så stor trang til at rive alle siderne ud, klippe dem over på midten og lime dem sammen igen i den ”rigtige” rækkefølge, at jeg rent faktisk fotokopierede hele bogen og gjorde det.
Handlingen er simpel: Den 72-årige forfatter J.C. betages af en ung filippinsk kvinde, Anya, som han ser i vaskekælderen, og han tilbyder hende hurtigt job som renskriver af det manuskript, han arbejder på. Dette udvikler sig til et særligt, men varmt, venskab der kompliceres, da Anyas samlever invaderer harmonien med sit forbryderiske forsæt og fornævnte keltiske bleghed. Disse mennesker står, med påfaldende få strøg af forfatterens pensel, lyslevende frem med alle de nuancer, der hører det levede liv til.
Hver side i bogen er delt op i tre horisontale bælter, hvor den øverste består af manuskriptet med ”skarpe meninger”, som forfatteren arbejder på. Her udfoldes det, der ret utilsløret, står som Coetzees egne meninger om verdens tilstand, både den globale og hans private. Herunder har man den litterært komponerede historie om hans forhold til den unge kvinde og manuskriptets tilblivelse, og nederst på siden er det den unge kvindes stemme, man hører. Som læser tvinges man til at vælge, hvordan man vil læse bogen. Man må prøve sig frem, lægge en strategi, tage et valg. Enten læser man et bælte af gangen og går måske glip af en subtil, men afgørende, vertikal sammenhæng eller også læser man oppefra og ned og mister det fantastiske flow, der er så typisk for Coetzee. Men alt hvad man investerer, gives tifoldigt igen. Hvis man formår at betragte sine læsetekniske besværligheder som det, at Coetzee tvinger én til at tage stilling til spørgsmålet: hvordan man læser, hæver bogen sig op på det plan, hvor den bliver uforglemmelig.
Som ny Coetzee læser vil jeg dog ikke anbefale, at man starter med denne bog. Begyndt hellere med "Vanære", der indbragte ham nobelprisen i 2003, og giv dig først i kast med ”Dagbog fra et dårligt år”, når du er så bidt af hans forfatterskab, at du gerne klipper en bog i stykker for læsningens skyld.
Kommentarer