Blog
Alle de liv, man kunne have levet - tanker fra et kloster
Selvom jeg var bekymret for at drive mine med-vandringsmænd til vanvid, kunne jeg ikke lade være med at stoppe op foran det ene hus efter det andet og spørge mig selv: Hvem mon bor derinde?
Hvad tænker de på, hvordan lever de, hvad drømmer de om? Hvad frygter de, hvor arbejder de, hvad laver de om aftenen, når mørket er faldet på? Når man går forbi sådan et ældgammelt stenhus med to plyssofaer udenfor døren, en citronlund i etager ned af bjerget og skodder for vinduerne, kan man så lade være med at spørge sig selv om dem, der bor derinde, elsker hinanden, altså virkelig elsker hinanden?
Den slags er der tid til at fantasere om, når man er på skriverefugium på et kloster ved Amalfikysten. Da jeg engang i foråret fik brev fra "Institutionen San Cataldo" om, at jeg var så heldig at have fået bevilliget et ophold, havde jeg ingen idé om, hvilket lykketræf det var. Det ved jeg nu. Ikke nok med, at der er himmelsk smukt; stejle bjergsider, der skråner ned i et uendeligt dybblåt hav, små byer hugget ind i klipperne, strande, dramatiske himmelhvælvinger, solstriber på klipperne, små torve med caféer, afskallede kirker, citrontræer, figner, brombær. Ikke nok med, at man får den mest fantastiske mad serveret; pesto, muslinger, auberginer, tomater der smager af solen selv. Ikke nok med, at jeg var så heldig at havne i en gruppe af med-beboere, der alle er så berigende, behagelige og vidende mennesker, at jeg sjældent har kendt magen, nej, der kom så meget mere i spil end det. Jeg kom nemlig også til at stoppe op foran mit eget lille hus og begyndte at tænke på alle de liv, jeg kunne have levet, og alle de måder, jeg kunne have levet dem på.
Jeg indrømmer gerne, at der trillede en tåre eller hundrede ud under solbrillen, da jeg lænede panden mod det lille flyvindue og så de regngrå landingsbaner i Kastrup nærme sig. Men det er alligevel først nu, hvor jeg er kommet hjem, at jeg kan se klart, hvad sådan en åbning af sanserne og fantasien betyder. Jeg er blevet opmærksom på, at der er andre måder at gøre tingene på. At man godt kan leve et liv, hvor man spadserer hundrede trappetrin ned til byen for at hente tre modne tomater. At det ikke nødvendigvis er én selv, der skal forme sig efter livet, men at det rent faktisk også er muligt at forme livet, så det passer til den man er. Så det gør én glad. For mig er det et spørgsmål om, at der er plads. Plads til sanserne, fordybelsen og eftertanken, plads til fantasien. Og det behøver man ikke bo på et kloster 2000 km væk for at skabe.
Når jeg stopper op klokken tretten og nittentredive og lytter efter mad-dong-dong'en, kan jeg rent faktisk høre den, ligesom jeg kan høre æslet skryde og hønsene kagle. Og kirkeklokkerne, I kan tro jeg kan høre kirkeklokkerne, når de kimer dagen igang! Når jeg lukker øjnene kan jeg mærke den blide morgensol falde i mit ansigt og når jeg stiller mig på tæer og strækker hals, kan jeg tydeligt se skyerne fare hen over himmelen over Ravello og lysene tændes langs Salernos kystlinje, mens mørket falder på. Det hele er der jo endnu, siger jeg til mig selv, der er bare et par kilometer væk, det er inden i mig, i sproget.
Jeg er ikke et menneske, der, på ydersiden af livet i hvert fald, har rykket ret mange rødder op. Jeg har ikke rejst verden tynd, jeg har gået rundt på de samme stier sammen med dem, jeg elsker allerhøjest, for det er sådan, jeg bedst kan lide det. Men jeg har fantasien og den gør mig til den jeg er. Derfor vil jeg tillade mig at tænde den olympiske fane i sproget et øjeblik og sige, at disse dage i klosteret, har givet mig lyst til at slippe det hele løs, brække rammerne op, smide alt det overflødige overbors og flytte ind i hvert eneste af de huse, jeg er gået forbi - om så det kun er på papiret.
Selvom jeg var bekymret for at drive mine med-vandringsmænd til vanvid, kunne jeg ikke lade være med at stoppe op foran det ene hus efter det andet og spørge mig selv: Hvem mon bor derinde?
Hvad tænker de på, hvordan lever de, hvad drømmer de om? Hvad frygter de, hvor arbejder de, hvad laver de om aftenen, når mørket er faldet på? Når man går forbi sådan et ældgammelt stenhus med to plyssofaer udenfor døren, en citronlund i etager ned af bjerget og skodder for vinduerne, kan man så lade være med at spørge sig selv om dem, der bor derinde, elsker hinanden, altså virkelig elsker hinanden?
Den slags er der tid til at fantasere om, når man er på skriverefugium på et kloster ved Amalfikysten. Da jeg engang i foråret fik brev fra "Institutionen San Cataldo" om, at jeg var så heldig at have fået bevilliget et ophold, havde jeg ingen idé om, hvilket lykketræf det var. Det ved jeg nu. Ikke nok med, at der er himmelsk smukt; stejle bjergsider, der skråner ned i et uendeligt dybblåt hav, små byer hugget ind i klipperne, strande, dramatiske himmelhvælvinger, solstriber på klipperne, små torve med caféer, afskallede kirker, citrontræer, figner, brombær. Ikke nok med, at man får den mest fantastiske mad serveret; pesto, muslinger, auberginer, tomater der smager af solen selv. Ikke nok med, at jeg var så heldig at havne i en gruppe af med-beboere, der alle er så berigende, behagelige og vidende mennesker, at jeg sjældent har kendt magen, nej, der kom så meget mere i spil end det. Jeg kom nemlig også til at stoppe op foran mit eget lille hus og begyndte at tænke på alle de liv, jeg kunne have levet, og alle de måder, jeg kunne have levet dem på.
Jeg indrømmer gerne, at der trillede en tåre eller hundrede ud under solbrillen, da jeg lænede panden mod det lille flyvindue og så de regngrå landingsbaner i Kastrup nærme sig. Men det er alligevel først nu, hvor jeg er kommet hjem, at jeg kan se klart, hvad sådan en åbning af sanserne og fantasien betyder. Jeg er blevet opmærksom på, at der er andre måder at gøre tingene på. At man godt kan leve et liv, hvor man spadserer hundrede trappetrin ned til byen for at hente tre modne tomater. At det ikke nødvendigvis er én selv, der skal forme sig efter livet, men at det rent faktisk også er muligt at forme livet, så det passer til den man er. Så det gør én glad. For mig er det et spørgsmål om, at der er plads. Plads til sanserne, fordybelsen og eftertanken, plads til fantasien. Og det behøver man ikke bo på et kloster 2000 km væk for at skabe.
Når jeg stopper op klokken tretten og nittentredive og lytter efter mad-dong-dong'en, kan jeg rent faktisk høre den, ligesom jeg kan høre æslet skryde og hønsene kagle. Og kirkeklokkerne, I kan tro jeg kan høre kirkeklokkerne, når de kimer dagen igang! Når jeg lukker øjnene kan jeg mærke den blide morgensol falde i mit ansigt og når jeg stiller mig på tæer og strækker hals, kan jeg tydeligt se skyerne fare hen over himmelen over Ravello og lysene tændes langs Salernos kystlinje, mens mørket falder på. Det hele er der jo endnu, siger jeg til mig selv, der er bare et par kilometer væk, det er inden i mig, i sproget.
Jeg er ikke et menneske, der, på ydersiden af livet i hvert fald, har rykket ret mange rødder op. Jeg har ikke rejst verden tynd, jeg har gået rundt på de samme stier sammen med dem, jeg elsker allerhøjest, for det er sådan, jeg bedst kan lide det. Men jeg har fantasien og den gør mig til den jeg er. Derfor vil jeg tillade mig at tænde den olympiske fane i sproget et øjeblik og sige, at disse dage i klosteret, har givet mig lyst til at slippe det hele løs, brække rammerne op, smide alt det overflødige overbors og flytte ind i hvert eneste af de huse, jeg er gået forbi - om så det kun er på papiret.
Kommentarer