Blog
Personlig kanon
Jeg har i skrivende stund alle mulige veje der snor sig ind og ud mellem hinanden i det litterære landskab, som i denne sammenhæng peges ud for at kaste lys over min personlige kanon.
Et af min personlige kanons udgangspunkter kan stedfæstes til den lokale boghandel, som ligger i den mindre fynske by, hvor jeg rendte rundt i 1988 – 89: Det var! mine damer og herrer, Dan Turèlls ”Vangede billeder”, der som en skæbnebestemt erindring sprang i øjnene på mig. Jeg stod der og bladrede lidt, samtidig med at de jazzede sætningers syntaks, bevægede sig ind og ramte noget jeg ikke forstod, men alligevel genkendte i den fod der taktfast begyndte at trampe i gulvet. Ikke fordi jeg på det tidspunkt kendte noget til bogens tilblivelse, som litteraturhistorisk er interessant ved at den først var skrevet som et langt digt, eller til at det ”og” som forbinder hvert afsnit, kaldes syntaksens polysyndese, hvad der giver stilen det orale drive som min krop reagerede på med sin fods taktfaste bevægelse.
Men jeg købte bogen, gik hjem, læste den og blev fan. Jeg læste flere bøger af forfatteren og det medførte en flerstemmig kædereaktion, hvor andre forfattere blev en del af min personlige kanon. En af dem er Peter Laugesen, som jeg læste i sommeren 1991. Jeg sad i haven omgivet af det høje græs, som vi i bofællesskabet var blevet enige om ikke skulle slås, og mærkede billederne fra skriften blande sig med oplevelsen fra den aften, Niels, Pede og jeg kravlede rundt i græsset og pludselig lå ansigt til ansigt med grinet i hudens åbne porte. Den samme port som ”Vindens tunge” foldede ud med sine anaforiske gentagelser og rim assonanser, sine intertekstuelle henvisninger til ”Howl” af Allen Ginsberg og ”On the Road” af Jack Kerouac. Igennem denne port købte jeg senere ”Syndens blomst” af Charles Baudelaire, hvad der en eftermiddag, hvor jeg ingen penge havde på lommen, førte mig ned til antikvariatet i Blågårdsgade. Her stod nu afdøde boghandler – som jeg så tit havde set sidde udenfor butikken i sin klapstol med stabler af bøger på skødet – og fortalte mig om en eller anden bog Vagn Lundbye havde været inde for at købe. Det centrale jeg husker – og som er vigtigt i denne sammenhæng – er den snak vi havde om læserens mange veje til litteraturen, som et system der ikke på forhånd kan fastlægges.
Nogle år senere gik jeg igen ned af Blågårdsgade for at aflægge antikvariatet et besøg, men døren var lukket, lyset slukket, og jeg trådte derfor automatisk nogle skridt tilbage, og fik derved øje på vinduerne ind til lejligheden hvor jeg boede den dag Dan Turèll døde.
Jeg har i skrivende stund alle mulige veje der snor sig ind og ud mellem hinanden i det litterære landskab, som i denne sammenhæng peges ud for at kaste lys over min personlige kanon.
Et af min personlige kanons udgangspunkter kan stedfæstes til den lokale boghandel, som ligger i den mindre fynske by, hvor jeg rendte rundt i 1988 – 89: Det var! mine damer og herrer, Dan Turèlls ”Vangede billeder”, der som en skæbnebestemt erindring sprang i øjnene på mig. Jeg stod der og bladrede lidt, samtidig med at de jazzede sætningers syntaks, bevægede sig ind og ramte noget jeg ikke forstod, men alligevel genkendte i den fod der taktfast begyndte at trampe i gulvet. Ikke fordi jeg på det tidspunkt kendte noget til bogens tilblivelse, som litteraturhistorisk er interessant ved at den først var skrevet som et langt digt, eller til at det ”og” som forbinder hvert afsnit, kaldes syntaksens polysyndese, hvad der giver stilen det orale drive som min krop reagerede på med sin fods taktfaste bevægelse.
Men jeg købte bogen, gik hjem, læste den og blev fan. Jeg læste flere bøger af forfatteren og det medførte en flerstemmig kædereaktion, hvor andre forfattere blev en del af min personlige kanon. En af dem er Peter Laugesen, som jeg læste i sommeren 1991. Jeg sad i haven omgivet af det høje græs, som vi i bofællesskabet var blevet enige om ikke skulle slås, og mærkede billederne fra skriften blande sig med oplevelsen fra den aften, Niels, Pede og jeg kravlede rundt i græsset og pludselig lå ansigt til ansigt med grinet i hudens åbne porte. Den samme port som ”Vindens tunge” foldede ud med sine anaforiske gentagelser og rim assonanser, sine intertekstuelle henvisninger til ”Howl” af Allen Ginsberg og ”On the Road” af Jack Kerouac. Igennem denne port købte jeg senere ”Syndens blomst” af Charles Baudelaire, hvad der en eftermiddag, hvor jeg ingen penge havde på lommen, førte mig ned til antikvariatet i Blågårdsgade. Her stod nu afdøde boghandler – som jeg så tit havde set sidde udenfor butikken i sin klapstol med stabler af bøger på skødet – og fortalte mig om en eller anden bog Vagn Lundbye havde været inde for at købe. Det centrale jeg husker – og som er vigtigt i denne sammenhæng – er den snak vi havde om læserens mange veje til litteraturen, som et system der ikke på forhånd kan fastlægges.
Nogle år senere gik jeg igen ned af Blågårdsgade for at aflægge antikvariatet et besøg, men døren var lukket, lyset slukket, og jeg trådte derfor automatisk nogle skridt tilbage, og fik derved øje på vinduerne ind til lejligheden hvor jeg boede den dag Dan Turèll døde.
Kommentarer