Blog
At kilde skriveløgene
Forfatteren Morten Leth Jacobsen blogger om at researche eller ikke researche til en historie.
Jeg hører til de forfattere, der hverken skriver efter plot eller researcher mine historier.
Jeg nærer en dyb og inderlig mistro til research; jeg mener, det spænder ben for det, som litteraturen egentlig skal: Udforske hvad det vil sige at være menneske.
Research handler om at skaffe sig konkret viden om det, man sidder og skriver om. Der kan være tale om faktuelle forhold, der optræder i romanen – steder, personer, årstal. Der kan også være tale om mere flygtige emner. Man kan bruge research til at skaffe sig inspiration, hvis man skriver om en person, hvis livsvilkår man ikke selv er fortrolig med.
I nogle tilfælde kan man basere en hel roman på research – har man læst Tom Clancys Jagten på Røde Oktober, er der vel ikke meget, man ikke ved om en atomubåd. Man kunne i princippet styre sådan en fætter hele vejen under isen ved Nordpolen med Clancy i hånden.
En forfatter kan også bruge et år eller to på at tilegne sig al tilgængelig viden om et emne, der skal optræde i en spændingsroman – gift, bomber, terrorfraktioner – og dermed forlene sit stof med – ja, med hvad, egentlig?
For det er her, jeg selv er i tvivl. Hvad bibringer saglig og demonstrerbart korrekt viden af godt til et litterært værk?
Jeg har læst min del af technothrillers og sci-fi, og jeg har nydt det, når en forfatter præsenterer et faktum fra den ægte virkelighed for læseren. Især hvis det er formidlet godt og tankevækkende som f.eks. hos Kim Stanley Robinson (eller, og jeg ved det måske er blasfemisk, hos Clancy. Han kan i det mindste underholde).
Litteraturen er heldigvis så mangfoldig, at den kan rumme det meste, også jernhårde fakta.
Men er det nødvendigt? Er det nødvendigt med research?
Jeg vil mene, at det er muligt, endda næsten ønskværdigt, at skrive troværdig litteratur uden research. Jeg gør det selv – jeg researcher ikke, med mindre jeg absolut ikke kan blive fri. Det er selvfølgelig fordi jeg er en doven hund. Men det er også fordi jeg skriver stærkest, når jeg er fri af fakta.
Foder til den indre forsker
Litterær research er, når forfatteren sætter sig for at lede efter data, faktuelle oplysninger, troværdige teser og plausible holdninger, som kan viderebearbejdes i en fiktiv kontekst.
Ofte løber den indre forsker eller den indre journalist af med forfatteren, som synes, de fakta, data, teser og holdninger, hun er stødt på undervejs, er så rasende spændende (og det er de garanteret), at hun må have nogle af mellemregningerne med. Måske dem alle, og det ender desværre ofte med at være temmelig kedeligt.
Andre eksempler på research er, når eksempelvis en journalist i løbet af sin karriere erfarer så meget om et givent tema, at han konkluderer, at der er stof her til en roman. Forfatteren får en sag at kæmpe for og bruger litteraturen, det fiktive, til at formidle sin viden, sin indignation. Og det er for så vidt fint – hvis vi også kan bruge litteratur til at sætte fokus på samfundsmæssige problematikker, så; Ja, for fanden! Giv (et) los! Det er blandt andet det, krimier er gode til.
Men – og her bliver det vanskeligt – der er kæmpestor forskel på research og viden; der er kæmpestor forskel på at slå noget op på Wikipedia og på at have ræsonneret selv, have erfaret selv.
Jeg gentager: Der er forskel på research og viden.
Amatørarkæolog blottet for viden
De fleste debuterende forfattere har i realiteten været årtier om at skrive deres debutroman. Jeg selv rejste i årevis til Italien, læste alt om Italien, om Rom, om alt muligt, og så en dag satte jeg mig ned og skrev en roman om Rom. Men mængden af egentlig research jeg foretog var minimal. Jeg tappede bare af min i forvejen tilgængelige viden. Jeg opfandt en arkæolog som hovedperson, og jeg drømte mig til hvordan det måtte være at være hende.
Kort tid efter at min debut udkom, blev jeg kontaktet af en amatørarkæologisk forening. De spurgte, om jeg ville holde foredrag om klassisk arkæologi i litteraturen. Jeg var nødt til at sige nej.
De kære mennesker troede, jeg faktisk vidste noget om at være arkæolog. Det gør jeg ikke – jeg havde bare drømt mig til det hele, pakket ind i min allerede på lager liggende viden, som jeg vel at mærke ikke havde skaffet mig med en roman for øje, men bare fordi det var en del af mit liv.
I min roman nummer to, Mindset, satte jeg mig et mål: Jeg ville skrive en roman uden én eneste gang at slå op på Wikipedia eller Google Earth eller at gå ned på biblioteket og blive klogere. Alt, der stod i den bog, skulle hentes inde i mig selv. Mine egne erfaringer smurt ud på papir.
Det lykkedes – næsten. For problemet er jo, at hvis man skriver noget som helst, der relaterer sig et miljø i virkeligheden, støder man på begrænsninger i sin viden. Man er nødt til lige at slå op. Lige at tjekke.
Det går jo ikke, at man skriver, at Knuthenborg Safaripark ligger på Sydfyn, eller at hovedpersonen kører rundt i en Opel Mondeo. Så sker der nemlig det, at læseren – som ved bedre – træder det infame skridt tilbage fra fortællingen og siger: Det der, det passer jo ikke.
Så er magien brudt, kontrakten revet midt over.
Derfor skal alt, der er faktuelt gengivet, være i orden. Og jeg mener, forfatteren hver eneste gang, han støder på noget, der er gengivet som fakta, bør overvære længe og nøje om det overhovedet bibringer historien ekstra værdi at skrive, at han kørte af sted i sin 1998 Ford Mondeo i forhold til at skrive han kørte sin vej.
Man kan med fordel undgå fakta. Ikke helt, men næsten.
Alt andet – det, der virkelig kilder - kan man finde i sig selv og i sine ubevidste observationer.
At spørge – eller at drømme
I arbejdet med min tredje roman, Mens Vi Venter, satte jeg mig for at skrive om en dødsmærket, gammel mand. At se verden gennem hans øjne.
Det ved jeg intet om. Jeg ved ikke, hvordan det er at være tæt på døden. Jeg kunne sagtens gøre alt muligt for at lære noget om det – jeg kunne læse bøger om emnet, jeg kunne (og det overvejede jeg seriøst) kontakte et hospice eller en patientforening. Og så sætte mig ned og spørge.
Hvorfor gjorde jeg ikke det? Bevares, jeg skrev om ting, jeg ikke vidste meget om. For eksempel om at være læge. Der kunne jeg også have researchet, men jeg lod mig nøje med at lade en god ven tjekke, hvad jeg havde skrevet for konkrete fejl. Under selve skrivearbejdet lod jeg ikke min fantasi bremse af fakta, og det forunderlige resultat er, at bogen (ifølge andre end mig selv) fremstår troværdig og realistisk.
Jeg satte mig den udfordring, at jeg skulle kunne finde følelserne og realiteterne i mit eget sind. Jeg kan godt forestille mig, hvordan det er. Jeg kan godt skrive om, hvordan det er. Jeg – og det er en trossætning – behøver ikke slå noget op for at kunne se det for mig. Det er derinde i forvejen. Jeg prøver ikke at være mystisk – jeg har levet i 44 år og brugt mine øjne og sanser, og jeg har en bunke af ting liggende på lager, og der kommer nyt ind på lageret hver eneste dag.
Voyeuristisk empati
Jeg mener, at den vigtigste egenskab, en forfatter skal besidde, er fantasi. Fantasi ikke bare forstået som evnen til at finde på, men fantasi som en særegen form for empati. En voyeuristisk empati, om man vil. Man ser en person på gaden og tænker: Gad vide, hvordan han har det? Hvem han er, hvad han tænker. Og det næste man tænker, er: Gad vide, om jeg kan kannibalisere det, jeg tror om ham? Er han en historie, der kan kilde mine egne skriveløg?
Jeg taler om fantasi som noget helt, helt andet end research.
Research er at finde ud af noget for at skrive fiktion om det.
Fiktion er at skrive om noget for at finde ud af det.
Når jeg skriver, skriver jeg ikke for at formidle noget, men for selv at udforske noget.
Vi er blevet så kompetente, som Andreas Doppler måske ville have sagt det, at vi har glemt at drømme. Jeg oplever selv ved foredrag og oplæsninger og lignende, at folk med anerkendelse i blikket gerne vil tale om al den research, jeg må have præsteret i arbejdet med mine bøger.
Det kan være svært at forklare, at jeg undgår research med alle til rådighed stående midler.
Jeg vil forblive ubesmittet af fakta – og gennem mangel på fakta præsentere min vision af virkeligheden som næsten mere virkelig end virkeligheden selv.
Forfatteren Morten Leth Jacobsen blogger om at researche eller ikke researche til en historie.
Jeg hører til de forfattere, der hverken skriver efter plot eller researcher mine historier.
Jeg nærer en dyb og inderlig mistro til research; jeg mener, det spænder ben for det, som litteraturen egentlig skal: Udforske hvad det vil sige at være menneske.
Research handler om at skaffe sig konkret viden om det, man sidder og skriver om. Der kan være tale om faktuelle forhold, der optræder i romanen – steder, personer, årstal. Der kan også være tale om mere flygtige emner. Man kan bruge research til at skaffe sig inspiration, hvis man skriver om en person, hvis livsvilkår man ikke selv er fortrolig med.
I nogle tilfælde kan man basere en hel roman på research – har man læst Tom Clancys Jagten på Røde Oktober, er der vel ikke meget, man ikke ved om en atomubåd. Man kunne i princippet styre sådan en fætter hele vejen under isen ved Nordpolen med Clancy i hånden.
En forfatter kan også bruge et år eller to på at tilegne sig al tilgængelig viden om et emne, der skal optræde i en spændingsroman – gift, bomber, terrorfraktioner – og dermed forlene sit stof med – ja, med hvad, egentlig?
For det er her, jeg selv er i tvivl. Hvad bibringer saglig og demonstrerbart korrekt viden af godt til et litterært værk?
Jeg har læst min del af technothrillers og sci-fi, og jeg har nydt det, når en forfatter præsenterer et faktum fra den ægte virkelighed for læseren. Især hvis det er formidlet godt og tankevækkende som f.eks. hos Kim Stanley Robinson (eller, og jeg ved det måske er blasfemisk, hos Clancy. Han kan i det mindste underholde).
Litteraturen er heldigvis så mangfoldig, at den kan rumme det meste, også jernhårde fakta.
Men er det nødvendigt? Er det nødvendigt med research?
Jeg vil mene, at det er muligt, endda næsten ønskværdigt, at skrive troværdig litteratur uden research. Jeg gør det selv – jeg researcher ikke, med mindre jeg absolut ikke kan blive fri. Det er selvfølgelig fordi jeg er en doven hund. Men det er også fordi jeg skriver stærkest, når jeg er fri af fakta.
Foder til den indre forsker
Litterær research er, når forfatteren sætter sig for at lede efter data, faktuelle oplysninger, troværdige teser og plausible holdninger, som kan viderebearbejdes i en fiktiv kontekst.
Ofte løber den indre forsker eller den indre journalist af med forfatteren, som synes, de fakta, data, teser og holdninger, hun er stødt på undervejs, er så rasende spændende (og det er de garanteret), at hun må have nogle af mellemregningerne med. Måske dem alle, og det ender desværre ofte med at være temmelig kedeligt.
Andre eksempler på research er, når eksempelvis en journalist i løbet af sin karriere erfarer så meget om et givent tema, at han konkluderer, at der er stof her til en roman. Forfatteren får en sag at kæmpe for og bruger litteraturen, det fiktive, til at formidle sin viden, sin indignation. Og det er for så vidt fint – hvis vi også kan bruge litteratur til at sætte fokus på samfundsmæssige problematikker, så; Ja, for fanden! Giv (et) los! Det er blandt andet det, krimier er gode til.
Men – og her bliver det vanskeligt – der er kæmpestor forskel på research og viden; der er kæmpestor forskel på at slå noget op på Wikipedia og på at have ræsonneret selv, have erfaret selv.
Jeg gentager: Der er forskel på research og viden.
Amatørarkæolog blottet for viden
De fleste debuterende forfattere har i realiteten været årtier om at skrive deres debutroman. Jeg selv rejste i årevis til Italien, læste alt om Italien, om Rom, om alt muligt, og så en dag satte jeg mig ned og skrev en roman om Rom. Men mængden af egentlig research jeg foretog var minimal. Jeg tappede bare af min i forvejen tilgængelige viden. Jeg opfandt en arkæolog som hovedperson, og jeg drømte mig til hvordan det måtte være at være hende.
Kort tid efter at min debut udkom, blev jeg kontaktet af en amatørarkæologisk forening. De spurgte, om jeg ville holde foredrag om klassisk arkæologi i litteraturen. Jeg var nødt til at sige nej.
De kære mennesker troede, jeg faktisk vidste noget om at være arkæolog. Det gør jeg ikke – jeg havde bare drømt mig til det hele, pakket ind i min allerede på lager liggende viden, som jeg vel at mærke ikke havde skaffet mig med en roman for øje, men bare fordi det var en del af mit liv.
I min roman nummer to, Mindset, satte jeg mig et mål: Jeg ville skrive en roman uden én eneste gang at slå op på Wikipedia eller Google Earth eller at gå ned på biblioteket og blive klogere. Alt, der stod i den bog, skulle hentes inde i mig selv. Mine egne erfaringer smurt ud på papir.
Det lykkedes – næsten. For problemet er jo, at hvis man skriver noget som helst, der relaterer sig et miljø i virkeligheden, støder man på begrænsninger i sin viden. Man er nødt til lige at slå op. Lige at tjekke.
Det går jo ikke, at man skriver, at Knuthenborg Safaripark ligger på Sydfyn, eller at hovedpersonen kører rundt i en Opel Mondeo. Så sker der nemlig det, at læseren – som ved bedre – træder det infame skridt tilbage fra fortællingen og siger: Det der, det passer jo ikke.
Så er magien brudt, kontrakten revet midt over.
Derfor skal alt, der er faktuelt gengivet, være i orden. Og jeg mener, forfatteren hver eneste gang, han støder på noget, der er gengivet som fakta, bør overvære længe og nøje om det overhovedet bibringer historien ekstra værdi at skrive, at han kørte af sted i sin 1998 Ford Mondeo i forhold til at skrive han kørte sin vej.
Man kan med fordel undgå fakta. Ikke helt, men næsten.
Alt andet – det, der virkelig kilder - kan man finde i sig selv og i sine ubevidste observationer.
At spørge – eller at drømme
I arbejdet med min tredje roman, Mens Vi Venter, satte jeg mig for at skrive om en dødsmærket, gammel mand. At se verden gennem hans øjne.
Det ved jeg intet om. Jeg ved ikke, hvordan det er at være tæt på døden. Jeg kunne sagtens gøre alt muligt for at lære noget om det – jeg kunne læse bøger om emnet, jeg kunne (og det overvejede jeg seriøst) kontakte et hospice eller en patientforening. Og så sætte mig ned og spørge.
Hvorfor gjorde jeg ikke det? Bevares, jeg skrev om ting, jeg ikke vidste meget om. For eksempel om at være læge. Der kunne jeg også have researchet, men jeg lod mig nøje med at lade en god ven tjekke, hvad jeg havde skrevet for konkrete fejl. Under selve skrivearbejdet lod jeg ikke min fantasi bremse af fakta, og det forunderlige resultat er, at bogen (ifølge andre end mig selv) fremstår troværdig og realistisk.
Jeg satte mig den udfordring, at jeg skulle kunne finde følelserne og realiteterne i mit eget sind. Jeg kan godt forestille mig, hvordan det er. Jeg kan godt skrive om, hvordan det er. Jeg – og det er en trossætning – behøver ikke slå noget op for at kunne se det for mig. Det er derinde i forvejen. Jeg prøver ikke at være mystisk – jeg har levet i 44 år og brugt mine øjne og sanser, og jeg har en bunke af ting liggende på lager, og der kommer nyt ind på lageret hver eneste dag.
Voyeuristisk empati
Jeg mener, at den vigtigste egenskab, en forfatter skal besidde, er fantasi. Fantasi ikke bare forstået som evnen til at finde på, men fantasi som en særegen form for empati. En voyeuristisk empati, om man vil. Man ser en person på gaden og tænker: Gad vide, hvordan han har det? Hvem han er, hvad han tænker. Og det næste man tænker, er: Gad vide, om jeg kan kannibalisere det, jeg tror om ham? Er han en historie, der kan kilde mine egne skriveløg?
Jeg taler om fantasi som noget helt, helt andet end research.
Research er at finde ud af noget for at skrive fiktion om det.
Fiktion er at skrive om noget for at finde ud af det.
Når jeg skriver, skriver jeg ikke for at formidle noget, men for selv at udforske noget.
Vi er blevet så kompetente, som Andreas Doppler måske ville have sagt det, at vi har glemt at drømme. Jeg oplever selv ved foredrag og oplæsninger og lignende, at folk med anerkendelse i blikket gerne vil tale om al den research, jeg må have præsteret i arbejdet med mine bøger.
Det kan være svært at forklare, at jeg undgår research med alle til rådighed stående midler.
Jeg vil forblive ubesmittet af fakta – og gennem mangel på fakta præsentere min vision af virkeligheden som næsten mere virkelig end virkeligheden selv.
Kommentarer