Blog
Forfattersnobben og de uskrivelige ord
Litteratursidens ambassadør, Morten Brask, blogger om ordsnobberi, 'pava', og hvorfor han bare ikke kan skrive om æggemadder.
Jeg har en tilståelse. Jeg er en snob. Ikke snob som man normalt opfatter denne betegnelse, men en arrogant ordsnob, en som hovent rynker på næsen ad mindreværdige ord, en der som prinsessen i Klodshans afviser dem med et: duer ikke.
Jeg vil for eksempel aldrig nogensinde i mit forfatterliv kunne skrive denne sætning: ”Han kløede sig i røven med sin Ipod mens han guffede ostepops og æggemadder.” Og hvorfor egentlig ikke? Selvfølgelig er det helt i orden at man lader en romanperson spise en mad med æg og klø sig med en Ipod. Men selve ordene er jeg for snobbet til at bruge. De er nemlig ”pava”.
Garcia Marquez og smagen af pava
Jeg stødte første gang på udtrykket ”pava” i bogen Duften af guava - samtaler med Gabriel Garcia Marquez. Bogen består, som titlen ganske svagt antyder, af en række samtaler med den magiske realist Garcia Marquez. I en af samtalerne fortæller Marquez om det fænomen at bestemte ting, ord, begivenheder eller adfærd, har en kvalitet af smagløshed.
Han kalder fænomenet for pava. Plasticblomster er pava for Marquez, især hvis der er lys i dem. Plasticblomster er ”kitch”, de er noget lavt, men prætentiøst, noget der skal forestille at være hvad det ikke er. At have plasticblomster i sin stue er ren pava, ligesom at have en hæklet dug på sit tv, at binde sløjfer om stearinlys som man aldrig tænder fordi de kun skal stå og se ud, som noget der illuderer hygge, men ikke er det. Det samme gælder slips og butterflies der ikke skal bindes, men som sidder fast med velcro.
Realityprogrammer om intellektuelt udfordrede unge der indtager store mængder alkohol som ”Kongerne af Marienlyst” er pava. At sige ”fucking nice” og ”vi gir’ den gas”, er pava.
Ordsarthedens forbandelse
I skønlitterær sammenhæng, er der en række ord der har for meget af denne pava til at jeg kan bruge dem. De gør teksten for uskøn, de stinker på en upoetisk måde. Jeg er ikke glad for at indrømme det, men det er en form for snerperi jeg lider af , en ordsarthed, og jeg overvejer at gå i forfatterterapi for at komme mig over det, for er der noget man ikke ønsker at være når man skriver, så er det æstetisk hæmmet.
Ord der ikke kan hænges på væggen
Tag nu ordet ”røv”. Jeg kan ikke få mig til at bruge det i en roman. Ordet er simpelt hen for grimt, både skriftligt og lydligt, og det har en række konnotationer som jeg ikke kan placere i mine skriverier. Det er hvad Gertrude Stein over for Hemingway betegnede som ”inaccrochable” – som et billede man ikke kan hænge op på væggen. ”Røv” er en rift i øjet. ”Numse” og ”bagdel” går heller ikke rigtigt, det ene er for nuttet, det andet for eufemistisk. Hvis en mand rør en kvindes røv, vil jeg hellere skrive mig ud af det ved at beskrive håndens bevægelse.
Det er forbudt at bolle i mine bøger
Jeg kan heller ikke bruge ordet ”bolle”, det er det grimmeste ord jeg kan forestille mig om det at have sex. Der er faktisk ikke rigtigt nogen ord om som jeg kan bruge. "Samleje" er for teknisk, "elske" for romantiseret, "kneppe" og "knalde" for komiske. Når jeg skal beskrive et samleje, lader jeg det hellere være noget der ligger implicit i det skrevne.
Prut og æggemad
Det kan også være kropsprocesser. Jeg vil ikke bruge ordet ”prutte”. Personer i mine romaner prutter bare ikke. De kunne heller ikke drømme om at ”guffe i sig”. Jeg overraskes over hvor mange danske forfattere der lader deres romanpersoner ”guffe” og ”gnaske”. Det er i mine øjne afsindig grimme ord. Til gengæld må de gerne ”smaske”, ”slubre” og ”ræbe”, de er, ulogisk nok, ikke pavaord for mig.
Der er også mange madbetegnelser der er pava for mig. Et ord jeg aldrig vil bruge er ”æggemad”. Jeg kan ikke forklare det. ”Æg” og ”mad” er helt i orden hver for sig, men til sammen er de ren pava. Der findes faktisk en del æggemadder i dansk litteratur. Klaus Rifbjergs bøger vrimler med æggemadder, han er en maestro til at skildre ægemadder så man tydeligt sanser lugten i spisefrikvarteret på Metropolitanskolen i 50’erne.
Man må heller ikke bruge for brandfokuserede navne for madvarer. Det er i orden at spise rocquefort, men det går ikke at ”nuppe en ostehaps”, og man må spise en hamburger, men sgu’ ikke en Whopper. De fleste supermarkedsbetegnelser er pava: matadormix, snøfler, Cheesy. Derimod er Cremant de Bourgogne helt i orden. Jeg sagde jo jeg var en snob.
Jeg tænder lige EDB-maskinen
Mange tidsbestemte ord kan også være pava. De skal have lagret længe i sproget, før de får kanonisk status. Jeg tror det skyldes at de virker forkerte og forældede efter kort tid. Tænk på hvor enormt gammel en roman virker hvis hovedpersonen har en ”walkman” på. Da jeg for nylig genlæste American psycho, var Patrick Bateman bare ikke så smart med en walkman som i 90’erne. Lidt ligesom Michael Douglas i filmen Wallstreet ikke længere er cutting edge med sin helt enormt, grotesk store mobiltelefon.
Endnu mere umuligt er det hvis en romanperson tænder for sin smarte ”EDB-maskine” og indsætter en femtommers ”floppydisc”. En ”laptop” er no go, ”føntørrer” er på grænsen, mens ordet ”computer” efterhånden er kanoniseret, selv om jeg ikke heeeeelt kan lide det, ordet har stadig en bismag af plastic. Tidsmæssig slang er altid pava: det er notorisk forbudt at se en ”gyser” i ”biffen” uanset hvor ”fed”, ”svedig” eller ”syg” den er.
Pava er pava
Som det fremgår er mine pava-ord meget subjektive - og jeg er i mange tilfælde sikkert den eneste der opfatter dem som pavaiske. Mange andre forfattere har overhovedet ikke noget der er pava. De skriver det bare. Lader det vælte med personer der boller på ikeaborde, og skal jeg være helt ærlig, så elsker jeg at de tør ”skide” på pava:
Christina Hagen der i sin imponerende novellesamling, ”Sexdronning”, beskriver en mands øhm… vedhæftede genitalier i pinlige detaljer, Kristian Himmelstrup der tør kalde sin roman ”Angelinas røv”, Kirsten Hammann der i ”Se på mig” bruger alle mine pavaord i kaskader, og Klaus Rifbjerg der brillerer med sin forblommede æggemadsæstetik.
Jeg kan ikke udelukke at jeg en dag selv tør skrive en roman med pavaord. Jeg har ofte lyst til det, for det er begrænsende at have dem. Som et lidt for stramt korset. Men den dag det sker, så skal jeg fanme’ også ”gi den gas”!
Litteratursidens ambassadør, Morten Brask, blogger om ordsnobberi, 'pava', og hvorfor han bare ikke kan skrive om æggemadder.
Jeg har en tilståelse. Jeg er en snob. Ikke snob som man normalt opfatter denne betegnelse, men en arrogant ordsnob, en som hovent rynker på næsen ad mindreværdige ord, en der som prinsessen i Klodshans afviser dem med et: duer ikke.
Jeg vil for eksempel aldrig nogensinde i mit forfatterliv kunne skrive denne sætning: ”Han kløede sig i røven med sin Ipod mens han guffede ostepops og æggemadder.” Og hvorfor egentlig ikke? Selvfølgelig er det helt i orden at man lader en romanperson spise en mad med æg og klø sig med en Ipod. Men selve ordene er jeg for snobbet til at bruge. De er nemlig ”pava”.
Garcia Marquez og smagen af pava
Jeg stødte første gang på udtrykket ”pava” i bogen Duften af guava - samtaler med Gabriel Garcia Marquez. Bogen består, som titlen ganske svagt antyder, af en række samtaler med den magiske realist Garcia Marquez. I en af samtalerne fortæller Marquez om det fænomen at bestemte ting, ord, begivenheder eller adfærd, har en kvalitet af smagløshed.
Han kalder fænomenet for pava. Plasticblomster er pava for Marquez, især hvis der er lys i dem. Plasticblomster er ”kitch”, de er noget lavt, men prætentiøst, noget der skal forestille at være hvad det ikke er. At have plasticblomster i sin stue er ren pava, ligesom at have en hæklet dug på sit tv, at binde sløjfer om stearinlys som man aldrig tænder fordi de kun skal stå og se ud, som noget der illuderer hygge, men ikke er det. Det samme gælder slips og butterflies der ikke skal bindes, men som sidder fast med velcro.
Realityprogrammer om intellektuelt udfordrede unge der indtager store mængder alkohol som ”Kongerne af Marienlyst” er pava. At sige ”fucking nice” og ”vi gir’ den gas”, er pava.
Ordsarthedens forbandelse
I skønlitterær sammenhæng, er der en række ord der har for meget af denne pava til at jeg kan bruge dem. De gør teksten for uskøn, de stinker på en upoetisk måde. Jeg er ikke glad for at indrømme det, men det er en form for snerperi jeg lider af , en ordsarthed, og jeg overvejer at gå i forfatterterapi for at komme mig over det, for er der noget man ikke ønsker at være når man skriver, så er det æstetisk hæmmet.
Ord der ikke kan hænges på væggen
Tag nu ordet ”røv”. Jeg kan ikke få mig til at bruge det i en roman. Ordet er simpelt hen for grimt, både skriftligt og lydligt, og det har en række konnotationer som jeg ikke kan placere i mine skriverier. Det er hvad Gertrude Stein over for Hemingway betegnede som ”inaccrochable” – som et billede man ikke kan hænge op på væggen. ”Røv” er en rift i øjet. ”Numse” og ”bagdel” går heller ikke rigtigt, det ene er for nuttet, det andet for eufemistisk. Hvis en mand rør en kvindes røv, vil jeg hellere skrive mig ud af det ved at beskrive håndens bevægelse.
Det er forbudt at bolle i mine bøger
Jeg kan heller ikke bruge ordet ”bolle”, det er det grimmeste ord jeg kan forestille mig om det at have sex. Der er faktisk ikke rigtigt nogen ord om som jeg kan bruge. "Samleje" er for teknisk, "elske" for romantiseret, "kneppe" og "knalde" for komiske. Når jeg skal beskrive et samleje, lader jeg det hellere være noget der ligger implicit i det skrevne.
Prut og æggemad
Det kan også være kropsprocesser. Jeg vil ikke bruge ordet ”prutte”. Personer i mine romaner prutter bare ikke. De kunne heller ikke drømme om at ”guffe i sig”. Jeg overraskes over hvor mange danske forfattere der lader deres romanpersoner ”guffe” og ”gnaske”. Det er i mine øjne afsindig grimme ord. Til gengæld må de gerne ”smaske”, ”slubre” og ”ræbe”, de er, ulogisk nok, ikke pavaord for mig.
Der er også mange madbetegnelser der er pava for mig. Et ord jeg aldrig vil bruge er ”æggemad”. Jeg kan ikke forklare det. ”Æg” og ”mad” er helt i orden hver for sig, men til sammen er de ren pava. Der findes faktisk en del æggemadder i dansk litteratur. Klaus Rifbjergs bøger vrimler med æggemadder, han er en maestro til at skildre ægemadder så man tydeligt sanser lugten i spisefrikvarteret på Metropolitanskolen i 50’erne.
Man må heller ikke bruge for brandfokuserede navne for madvarer. Det er i orden at spise rocquefort, men det går ikke at ”nuppe en ostehaps”, og man må spise en hamburger, men sgu’ ikke en Whopper. De fleste supermarkedsbetegnelser er pava: matadormix, snøfler, Cheesy. Derimod er Cremant de Bourgogne helt i orden. Jeg sagde jo jeg var en snob.
Jeg tænder lige EDB-maskinen
Mange tidsbestemte ord kan også være pava. De skal have lagret længe i sproget, før de får kanonisk status. Jeg tror det skyldes at de virker forkerte og forældede efter kort tid. Tænk på hvor enormt gammel en roman virker hvis hovedpersonen har en ”walkman” på. Da jeg for nylig genlæste American psycho, var Patrick Bateman bare ikke så smart med en walkman som i 90’erne. Lidt ligesom Michael Douglas i filmen Wallstreet ikke længere er cutting edge med sin helt enormt, grotesk store mobiltelefon.
Endnu mere umuligt er det hvis en romanperson tænder for sin smarte ”EDB-maskine” og indsætter en femtommers ”floppydisc”. En ”laptop” er no go, ”føntørrer” er på grænsen, mens ordet ”computer” efterhånden er kanoniseret, selv om jeg ikke heeeeelt kan lide det, ordet har stadig en bismag af plastic. Tidsmæssig slang er altid pava: det er notorisk forbudt at se en ”gyser” i ”biffen” uanset hvor ”fed”, ”svedig” eller ”syg” den er.
Pava er pava
Som det fremgår er mine pava-ord meget subjektive - og jeg er i mange tilfælde sikkert den eneste der opfatter dem som pavaiske. Mange andre forfattere har overhovedet ikke noget der er pava. De skriver det bare. Lader det vælte med personer der boller på ikeaborde, og skal jeg være helt ærlig, så elsker jeg at de tør ”skide” på pava:
Christina Hagen der i sin imponerende novellesamling, ”Sexdronning”, beskriver en mands øhm… vedhæftede genitalier i pinlige detaljer, Kristian Himmelstrup der tør kalde sin roman ”Angelinas røv”, Kirsten Hammann der i ”Se på mig” bruger alle mine pavaord i kaskader, og Klaus Rifbjerg der brillerer med sin forblommede æggemadsæstetik.
Jeg kan ikke udelukke at jeg en dag selv tør skrive en roman med pavaord. Jeg har ofte lyst til det, for det er begrænsende at have dem. Som et lidt for stramt korset. Men den dag det sker, så skal jeg fanme’ også ”gi den gas”!
Kommentarer