Blog
Mere end bare en god historie
Jeg mener fantasy har sin store force i den indirekte læring igennem dens escapistiske stil.
Som ny praktikant på Litteratursiden er jeg blevet mødt med utrolig mange titler og genrer, jeg ellers i mit studie på litteraturhistorie i Aarhus har måtte skippe til fordel for ’pligtlæsningen’. Man får hurtigt en fornemmelse af, hvad der er interessant og helt klart anbefalelsesværdigt! Men som både specialist og entusiast inden for fantasy, føler jeg lidt, at ungdomslitteraturen inden for denne genre, har en tendens til at blive overset.
Der kan være mange argumenter for hvorfor. Det vil der nok altid være, når vi bevæger os ud i det drømmende, urealistiske felt. Ligesom drømmen om lønforhøjelse og ekstra lange kaffepauser. Til denne karakteristik, kan jeg ikke gøre andet end at smide genrens stærkeste kort: det escapistiske. Nogen gange kan virkeligheden fylde så meget i virkeligheden, at det man har brug for, er en pause. Simpelthen. Glem opvasken, glem madlavningen, glem støvsugeren. Bare forsvind for et par timer ind i en roman, hvor hverdagen ikke længere findes, men er blevet forvandlet til et eventyr.
Som barn var vi vilde med det magiske, anderledes og eventyrlige. Som voksne har vi måske en tendens til at være mere optaget af, at hvis vi bruger mange timer på et projekt, jamen så skal det også betyde noget på det personlige plan. Vi har så travlt. Vi skal rykke os, udvikle os, flytte grænser, reflektere (samtidig med at vi skal hente børn, handle, forberede arbejde osv.) Hvornår kommer pausen? Hvornår får barnet i os lov til at sætte sig med en fantasybog og bare glemme at det burde være voksen og læse Ulysses i stedet for? Der skal være plads til alle genrer på vores boghylder, og den ene genre er ikke bedre end den anden, men blot anderledes i sit fokus.
Der hvor jeg mener fantasy har sin store force, er i den indirekte læring igennem dens escapistiske stil. Vi læser om Alanna, der klæder sig ud som dreng, fordi hun hellere vil være ridder end magiker. Vi flygter fra vores hverdag ind i fortællingen om den her pige, der konstant må være på vagt over for sit køn. Hun bliver mødt af udfordringer både fysisk og psykisk i en drengeverden. Men bagefter, når bogen er slut og vi er godt underholdt og står og laver gryderet, kommer refleksionen. Måske handlede det ikke om en pige, der ville være ridder. Måske handlede det om en pige, der selv ville bestemme, hvad hun ville blive til, selvom hun var en pige. Måske tog bogen udgangspunkt i en realistisk problemstilling, hvor pigen var et billede på en mønsterbryder, og tog en håndværkeruddannelse frem for en akademisk. Det aspekt dukkede ikke op da vi læste.
Det gode ved fantasy er, at man kan fortolke så meget mening og betydning ind i historien, som man selv kan overskue. Flere værker gennem tiden har behandlet enten historiske krige, socialrealistiske problemstillinger eller traumatiske hændelser igennem fantasyfortællingen. På den måde bliver selve temaet stadig fortalt, dog uden at blive stemplet direkte som ’endnu en beretning fra 2. Verdenskrig’. Litteratur skal rykke noget ved os personligt, det er jeg kun enig i. Men at overse den egenskab fantasy besidder ved at arbejde inkognito med sine budskaber, det er desværre en alt for almen tendens, og en skam for både genren såvel som læseren.
Personligt nyder jeg at læse fantasy både for fortællingen og kreativitetens skyld, men især også for selve tekstanalysens. I stedet for at kunne læse direkte hvad værkets problem er i eks. socialrealistiske bøger, skal man i fantasy dykke lidt længere ned i teksten, og læse mellem linjerne. Det gør for mig en stor forskel ved læsningen, for ikke nok med at jeg får en spændende historie fortalt, så får jeg ligeledes lov til at fortolke, analysere og reflektere yderligere over teksten, end jeg ellers ville gøre – om end det stadig er et aktivt valg jeg tager. For det særlige ved genren er jo, at den fortolkende instans er frivillig. Genren pådutter dig ikke at grave i fortællingen efter en historisk eller social realistisk grundsten. Du kan derfor vælge bare at læse hen over den. Men for de læsere der mener, at fantasy bare er pladder og indholdsløst, der vil jeg kun tilføje, at så har de helt overset dette aspekt, og dermed ikke forstået hvad genren indeholder af muligheder og dybde.
Alle genrer har noget vigtigt at sige. Også fantasy. Og jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at genren er begyndt at vokse sig større inden for ikke kun ungdoms, og men også voksenbøger.
Jeg mener fantasy har sin store force i den indirekte læring igennem dens escapistiske stil.
Som ny praktikant på Litteratursiden er jeg blevet mødt med utrolig mange titler og genrer, jeg ellers i mit studie på litteraturhistorie i Aarhus har måtte skippe til fordel for ’pligtlæsningen’. Man får hurtigt en fornemmelse af, hvad der er interessant og helt klart anbefalelsesværdigt! Men som både specialist og entusiast inden for fantasy, føler jeg lidt, at ungdomslitteraturen inden for denne genre, har en tendens til at blive overset.
Der kan være mange argumenter for hvorfor. Det vil der nok altid være, når vi bevæger os ud i det drømmende, urealistiske felt. Ligesom drømmen om lønforhøjelse og ekstra lange kaffepauser. Til denne karakteristik, kan jeg ikke gøre andet end at smide genrens stærkeste kort: det escapistiske. Nogen gange kan virkeligheden fylde så meget i virkeligheden, at det man har brug for, er en pause. Simpelthen. Glem opvasken, glem madlavningen, glem støvsugeren. Bare forsvind for et par timer ind i en roman, hvor hverdagen ikke længere findes, men er blevet forvandlet til et eventyr.
Som barn var vi vilde med det magiske, anderledes og eventyrlige. Som voksne har vi måske en tendens til at være mere optaget af, at hvis vi bruger mange timer på et projekt, jamen så skal det også betyde noget på det personlige plan. Vi har så travlt. Vi skal rykke os, udvikle os, flytte grænser, reflektere (samtidig med at vi skal hente børn, handle, forberede arbejde osv.) Hvornår kommer pausen? Hvornår får barnet i os lov til at sætte sig med en fantasybog og bare glemme at det burde være voksen og læse Ulysses i stedet for? Der skal være plads til alle genrer på vores boghylder, og den ene genre er ikke bedre end den anden, men blot anderledes i sit fokus.
Der hvor jeg mener fantasy har sin store force, er i den indirekte læring igennem dens escapistiske stil. Vi læser om Alanna, der klæder sig ud som dreng, fordi hun hellere vil være ridder end magiker. Vi flygter fra vores hverdag ind i fortællingen om den her pige, der konstant må være på vagt over for sit køn. Hun bliver mødt af udfordringer både fysisk og psykisk i en drengeverden. Men bagefter, når bogen er slut og vi er godt underholdt og står og laver gryderet, kommer refleksionen. Måske handlede det ikke om en pige, der ville være ridder. Måske handlede det om en pige, der selv ville bestemme, hvad hun ville blive til, selvom hun var en pige. Måske tog bogen udgangspunkt i en realistisk problemstilling, hvor pigen var et billede på en mønsterbryder, og tog en håndværkeruddannelse frem for en akademisk. Det aspekt dukkede ikke op da vi læste.
Det gode ved fantasy er, at man kan fortolke så meget mening og betydning ind i historien, som man selv kan overskue. Flere værker gennem tiden har behandlet enten historiske krige, socialrealistiske problemstillinger eller traumatiske hændelser igennem fantasyfortællingen. På den måde bliver selve temaet stadig fortalt, dog uden at blive stemplet direkte som ’endnu en beretning fra 2. Verdenskrig’. Litteratur skal rykke noget ved os personligt, det er jeg kun enig i. Men at overse den egenskab fantasy besidder ved at arbejde inkognito med sine budskaber, det er desværre en alt for almen tendens, og en skam for både genren såvel som læseren.
Personligt nyder jeg at læse fantasy både for fortællingen og kreativitetens skyld, men især også for selve tekstanalysens. I stedet for at kunne læse direkte hvad værkets problem er i eks. socialrealistiske bøger, skal man i fantasy dykke lidt længere ned i teksten, og læse mellem linjerne. Det gør for mig en stor forskel ved læsningen, for ikke nok med at jeg får en spændende historie fortalt, så får jeg ligeledes lov til at fortolke, analysere og reflektere yderligere over teksten, end jeg ellers ville gøre – om end det stadig er et aktivt valg jeg tager. For det særlige ved genren er jo, at den fortolkende instans er frivillig. Genren pådutter dig ikke at grave i fortællingen efter en historisk eller social realistisk grundsten. Du kan derfor vælge bare at læse hen over den. Men for de læsere der mener, at fantasy bare er pladder og indholdsløst, der vil jeg kun tilføje, at så har de helt overset dette aspekt, og dermed ikke forstået hvad genren indeholder af muligheder og dybde.
Alle genrer har noget vigtigt at sige. Også fantasy. Og jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at genren er begyndt at vokse sig større inden for ikke kun ungdoms, og men også voksenbøger.
Kommentarer