Blog
Blandede noter fra Vidensfestival
"Du vil nok gerne se Lars Bukdahl", sagde den unge mand i døren, da han hørte at jeg kom fra Litteratursiden. Jeg ved ikke, hvad det siger mest om: Bukdahl, Litteratursiden eller mig. Ligner jeg en Bukdahl-groupie? Jeg har godt nok en fortid langt ude i yderkanten af den danske lyrikscene for 20-25 år siden, men at det ligefrem skulle være så tydeligt, troede jeg ikke.
"Hvad laver Litteratursiden egentlig?" spurgte han så.
Jeg prøvede at forklare, at det er noget med bøger, faktisk alt muligt med bøger, men han virkede stadig ikke helt klar over, hvad jeg lavede på en Vidensfestival.
Alene ordet Vidensfestival sender jo unægteligt også et signal. Om at man skal være klog. Rigtig meget klog, endda. Det er intelligentsiaens legeplads. Selv politologen som jeg kender fra Twitter udtalte, at 12 timers gennemhegling af Meget Klåwe Mennesker var for meget for ham.
Jeg ankom først ud på eftermiddagen, og jeg landede lige midt i Peter Øvig Knudsens spørgerunde. Der blev talt en hel del om det anti-autoritære. Ingen overraskelser der.
Efter Øvig kom Mette Østergaard fra Politiken og talte om regeringens første tid. Jeg bed mest mærke i hendes kommentar om, at regeringen skal være bedre til at vise og forklare, at den er en anden type regering end den borgerlige, at der skal lægges mere vægt på værdipolitik, så man faktisk kan se, at samfundet er socialdemokratisk ledet. For som det er nu, har folk meget svært ved at se forskel på den nye og den gamle regering.
Den altid underholdende videnskabsjournalist Lone Frank talte om den massive sygeliggørelse, som finder sted inden for psykiatrien i disse år. Flere og flere får en diagnose selv om det dårligt kan passe, at flere og flere bliver syge i en tid, hvor vi har bedre levevilkår end nogensinde.
En af årsagerne til dette skal (ifølge Frank) findes i, at grænsen for hvornår man er syg er for lavt sat.
En anden årsag er (ifølge mig), at samfundet ikke længere kan finde ud af at håndtere folk, der ikke passer ind i en lille boks. Man er nødt til at få sat en definition på, ellers hører man ikke rigtigt til noget sted. Der er meget lidt fleksibilitet tilbage, og hvis folk er særligt sensitive (hvilket er den hotte diagnose for tiden, som Frank også kom ind på), skal der måske bare tages andre hensyn til disse mennesker, men det er ikke nødvendigvis en sygdom.
Vi skal kort sagt lære, at livet ikke altid handler om at være lykkelig, vi skal lære at håndtere angst ved at blive konfronteret med angst, vi skal give plads til at livet er andet end en idealtilstand.
Selve formatet med de mange 30-40 minutters foredrag presset sammen på en enkelt dag minder meget om TED konferencerne, som har gjort tung viden i lette doser populær. Så kan man blive klogere uden at bruge al for megen energi på det. Eller i hvert fald føle sig klogere. Jeg går altid fra den slags arrangementer med en blandet fornemmelse af, at jeg på den ene side har fået enormt mange input og på den anden side er glad for ikke at gå i skole længere. For det er så meget teori på en enkelt dag. Så mange tanker. Om alt mellem himmel og jord. Som man passivt hører andre udfolde sig om uden tid til fordybelse.
Det gik op for mig, da jeg kom hjem, at jeg allerede havde glemt 2 af de i alt 5 foredrag jeg hørte.
Jeg var egentlig sendt af sted for at skrive om Kristian Leth. Hans foredrag var lige dele fri tale og musik, han talte om kunst som et spørgsmål der ikke kan besvares, om et sprog for det der ikke kan beskrives, og mine noter forslår (for nu at være helt ærlig) ikke helt til at videregive, hvad han faktisk talte om, da han vel mest af alt kan sammenlignes med den der yndlingslærer man havde i gymnasiet, som hele tiden kom på afveje fra sine noter og pludselig kom i tanke om noget, han havde læst i en anden bog om noget helt fjerde. Det giver fuldkommen mening, når man er til stede, det er det man i virkeligheden lærer mest af, men det kan ikke genfortælles, så jeg vil ikke engang forsøge.
Men derfor vil jeg alligevel lige ind over ham her til sidst.
Kristian Leth er, udover at være musiker og forfatter, noget så sjældent i Danmark som en kulturpersonlighed, der blander sig i samfundsdebatten langt udover sit område. Senest i en kronik i Information om religion.
Jeg læste for nylig en artikel på The American Scholars hjemmeside om forskellen mellem en intellektuel og en akademiker, hvor følgende citat dukkede op:
“It takes years of disciplined preparation to become an academic. It takes years of undisciplined preparation to become an intellectual.”
Kristian Leth er stille og roligt i gang med at udvikle sig til en af sin generations førende intellektuelle. Og vi kan kun glæde os til at se, hvad han finder på i fremtiden.
I mellemtiden vil jeg da anbefale, at man følger ham på Twitter. Hvor man også kan finde Ræson og Den Sorte Diamant, som live-tweetede hele dagen, så hvis man er nysgerrig, kan man læse 140-karakters uddrag af de fleste af foredragene.
Det sidste notat fra dagen i min notesbog er "Forståelse er ikke altid en god ting". Og lad det så blive ved det.
Og jeg fik ikke set Lars Bukdahl.
Læs flere blogindlæg om Vidensfestivalen af Lene Knudsen, Karin Feit Almberg og Camilla Bundgaard.
Ræson er et uafhængigt nyhedsmagasin, der udkommer på tryk to gange om året og løbende på nettet.
Vidensfestivalen er et årligt foredragsarrangement i Den Sorte Diamant med flere af landets førende forskere, journalister og kulturpersonligheder.
"Du vil nok gerne se Lars Bukdahl", sagde den unge mand i døren, da han hørte at jeg kom fra Litteratursiden. Jeg ved ikke, hvad det siger mest om: Bukdahl, Litteratursiden eller mig. Ligner jeg en Bukdahl-groupie? Jeg har godt nok en fortid langt ude i yderkanten af den danske lyrikscene for 20-25 år siden, men at det ligefrem skulle være så tydeligt, troede jeg ikke.
"Hvad laver Litteratursiden egentlig?" spurgte han så.
Jeg prøvede at forklare, at det er noget med bøger, faktisk alt muligt med bøger, men han virkede stadig ikke helt klar over, hvad jeg lavede på en Vidensfestival.
Alene ordet Vidensfestival sender jo unægteligt også et signal. Om at man skal være klog. Rigtig meget klog, endda. Det er intelligentsiaens legeplads. Selv politologen som jeg kender fra Twitter udtalte, at 12 timers gennemhegling af Meget Klåwe Mennesker var for meget for ham.
Jeg ankom først ud på eftermiddagen, og jeg landede lige midt i Peter Øvig Knudsens spørgerunde. Der blev talt en hel del om det anti-autoritære. Ingen overraskelser der.
Efter Øvig kom Mette Østergaard fra Politiken og talte om regeringens første tid. Jeg bed mest mærke i hendes kommentar om, at regeringen skal være bedre til at vise og forklare, at den er en anden type regering end den borgerlige, at der skal lægges mere vægt på værdipolitik, så man faktisk kan se, at samfundet er socialdemokratisk ledet. For som det er nu, har folk meget svært ved at se forskel på den nye og den gamle regering.
Den altid underholdende videnskabsjournalist Lone Frank talte om den massive sygeliggørelse, som finder sted inden for psykiatrien i disse år. Flere og flere får en diagnose selv om det dårligt kan passe, at flere og flere bliver syge i en tid, hvor vi har bedre levevilkår end nogensinde.
En af årsagerne til dette skal (ifølge Frank) findes i, at grænsen for hvornår man er syg er for lavt sat.
En anden årsag er (ifølge mig), at samfundet ikke længere kan finde ud af at håndtere folk, der ikke passer ind i en lille boks. Man er nødt til at få sat en definition på, ellers hører man ikke rigtigt til noget sted. Der er meget lidt fleksibilitet tilbage, og hvis folk er særligt sensitive (hvilket er den hotte diagnose for tiden, som Frank også kom ind på), skal der måske bare tages andre hensyn til disse mennesker, men det er ikke nødvendigvis en sygdom.
Vi skal kort sagt lære, at livet ikke altid handler om at være lykkelig, vi skal lære at håndtere angst ved at blive konfronteret med angst, vi skal give plads til at livet er andet end en idealtilstand.
Selve formatet med de mange 30-40 minutters foredrag presset sammen på en enkelt dag minder meget om TED konferencerne, som har gjort tung viden i lette doser populær. Så kan man blive klogere uden at bruge al for megen energi på det. Eller i hvert fald føle sig klogere. Jeg går altid fra den slags arrangementer med en blandet fornemmelse af, at jeg på den ene side har fået enormt mange input og på den anden side er glad for ikke at gå i skole længere. For det er så meget teori på en enkelt dag. Så mange tanker. Om alt mellem himmel og jord. Som man passivt hører andre udfolde sig om uden tid til fordybelse.
Det gik op for mig, da jeg kom hjem, at jeg allerede havde glemt 2 af de i alt 5 foredrag jeg hørte.
Jeg var egentlig sendt af sted for at skrive om Kristian Leth. Hans foredrag var lige dele fri tale og musik, han talte om kunst som et spørgsmål der ikke kan besvares, om et sprog for det der ikke kan beskrives, og mine noter forslår (for nu at være helt ærlig) ikke helt til at videregive, hvad han faktisk talte om, da han vel mest af alt kan sammenlignes med den der yndlingslærer man havde i gymnasiet, som hele tiden kom på afveje fra sine noter og pludselig kom i tanke om noget, han havde læst i en anden bog om noget helt fjerde. Det giver fuldkommen mening, når man er til stede, det er det man i virkeligheden lærer mest af, men det kan ikke genfortælles, så jeg vil ikke engang forsøge.
Men derfor vil jeg alligevel lige ind over ham her til sidst.
Kristian Leth er, udover at være musiker og forfatter, noget så sjældent i Danmark som en kulturpersonlighed, der blander sig i samfundsdebatten langt udover sit område. Senest i en kronik i Information om religion.
Jeg læste for nylig en artikel på The American Scholars hjemmeside om forskellen mellem en intellektuel og en akademiker, hvor følgende citat dukkede op:
“It takes years of disciplined preparation to become an academic. It takes years of undisciplined preparation to become an intellectual.”
Kristian Leth er stille og roligt i gang med at udvikle sig til en af sin generations førende intellektuelle. Og vi kan kun glæde os til at se, hvad han finder på i fremtiden.
I mellemtiden vil jeg da anbefale, at man følger ham på Twitter. Hvor man også kan finde Ræson og Den Sorte Diamant, som live-tweetede hele dagen, så hvis man er nysgerrig, kan man læse 140-karakters uddrag af de fleste af foredragene.
Det sidste notat fra dagen i min notesbog er "Forståelse er ikke altid en god ting". Og lad det så blive ved det.
Og jeg fik ikke set Lars Bukdahl.
Læs flere blogindlæg om Vidensfestivalen af Lene Knudsen, Karin Feit Almberg og Camilla Bundgaard.
Ræson er et uafhængigt nyhedsmagasin, der udkommer på tryk to gange om året og løbende på nettet.
Vidensfestivalen er et årligt foredragsarrangement i Den Sorte Diamant med flere af landets førende forskere, journalister og kulturpersonligheder.
Kommentarer