Blog
Tiden går
Jeg er flov over ikke at have skrevet her i så lang tid; men sandheden er, at jeg ingen bøger har læst siden sidst - bortset fra min egen.
Og den kan I andre ikke læse - endnu. For ind imellem er det jo sådan, at det manuskript man har arbejdet på i årevis, skal ud af døren, og redaktøren venligt har sat en dato, “som du måske kan overskride med et par dage”. Og manuskriptet mangler lige denne her tættekamslæsning, hvor alle fejl findes, selv de mindste, hvor alle eventuelle modsigelser bliver set og rettet, hvor der lige skrives det afsnit til, der tydeliggør historien. Så det er hvad jeg har læst og læst indtil i sidste uge; det eneste andet litteratur der har været tid til er en fortsat lytning af Dostojevskis Idioten. Lydbogen tager 26 timer, og jeg er efterhånden halvt igennem og er stærkt underholdt på gåturene og i fitnesscentret, hvor jeg sidder meditativt men effektivt i romaskinen og lytter til Fyrst Myshkins besværligheder.
Men nu er manuskriptet afleveret, og selvom en anden deadline trænger sig på, nemlig en dramatisering af to af Karen Blixens noveller for DR, fik jeg endelig læst en bog, jeg har set frem til, nemlig Christa Wolfs “I live”. Det er en roman om en kvinde, der ligger dødssyg af et bakterieangreb efter en blindtarmsbetændelse. Hospitalet er i det tidligere DDR, hvor Wolf blev boende under hele DDR styret, mens mange af hendes kolleger flygtede; men under protest imod styret. Romanen er ikke politisk, handler snarere om livsvilkår; hvordan man indretter sig, hvordan erindringer bryder frem under feber, hvad lægen nu sagde i dag, hvad det betyder at være syg. Det er en tæt og meget menneskekærlig og klog lille bog, som jeg stærkt vil anbefale; og jeg vil også gøre opmærksom på en anden bog fra Christa Wolfs pen, som dog ikke er en roman, men en essaysamling, der hedder “En dag i livet”. Som ung blev hun spurgt om at skrive et essay til den russiske avis Pravda om den 27 september, sammen med en masse andre forfattere fra hele verden; så avisen den dag kunne afspejle alle forfatternes virkelighed. Det gjorde Wolf; men hun fortsatte også, år efter år, med at skrive et essayistisk dagbogsstykke den 27 september. Helt frem til år 2000. Det vil sige gennem den desillusionering, der skete for de intellektuelle i DDR, til deciderede trusler og flugtforsøg, over murens fald og frem til det, vi føler som vores nutid. En af de ting, jeg synes er så spændende ved den bog, er at den er skrevet lige ind i Wolfs dagligdag; men jeg sidder som læser og ved så meget mere end hun selv har gjort i mange af årene. Jeg ved, hvordan det gik, og slet ikke gik, med DDR, jeg ved at muren falder, og hvordan det bliver bagefter, og denne merviden giver nærmest en følelse af ømhed for den unge forfatter, der sidder midt i sine kriser, politiske og kunstneriske. Den 27 september er også dagen før den ene af Christa Wolfs to døtres fødselsdag, og som tiden går, ændrer fødselsdagene sig, fra børnefødselsdage til middage med den voksne datter og hendes familie. Og nogle år kan moren købe blomster til sin datter, andre år er der ingen blomster at få. En dag i livet er som I live ikke en egentlig politisk bog; den handler om det politiske menneske, den handler om hvad det vil sige at stå ved sig selv og hvad det vil sige ikke at gøre det. Men det er begge bøger, der handler om at være til i tiden der går; en meget konkret tid, og det gør dem til spændende læseoplevelser.
Det næste jeg vil kaste mig over, er et par hundrede ansøgninger til forfatterskolen. Men på natbordet ligger også Hanne Ørstaviks Kaldet, som just er udkommet, og det er også en af de nominerede romaner til Nordisk råds litteraturpris fra Island, Stiklingen. Jeg ser frem til begge. Min egen roman, som det nu er redaktøren der læser, hedder Hej menneske, men udkommer først til september. Så lang tid tager det, fra forlaget hiver en i ørerne, til bogen ligger på disken i boghandlen.
Jeg er flov over ikke at have skrevet her i så lang tid; men sandheden er, at jeg ingen bøger har læst siden sidst - bortset fra min egen.
Og den kan I andre ikke læse - endnu. For ind imellem er det jo sådan, at det manuskript man har arbejdet på i årevis, skal ud af døren, og redaktøren venligt har sat en dato, “som du måske kan overskride med et par dage”. Og manuskriptet mangler lige denne her tættekamslæsning, hvor alle fejl findes, selv de mindste, hvor alle eventuelle modsigelser bliver set og rettet, hvor der lige skrives det afsnit til, der tydeliggør historien. Så det er hvad jeg har læst og læst indtil i sidste uge; det eneste andet litteratur der har været tid til er en fortsat lytning af Dostojevskis Idioten. Lydbogen tager 26 timer, og jeg er efterhånden halvt igennem og er stærkt underholdt på gåturene og i fitnesscentret, hvor jeg sidder meditativt men effektivt i romaskinen og lytter til Fyrst Myshkins besværligheder.
Men nu er manuskriptet afleveret, og selvom en anden deadline trænger sig på, nemlig en dramatisering af to af Karen Blixens noveller for DR, fik jeg endelig læst en bog, jeg har set frem til, nemlig Christa Wolfs “I live”. Det er en roman om en kvinde, der ligger dødssyg af et bakterieangreb efter en blindtarmsbetændelse. Hospitalet er i det tidligere DDR, hvor Wolf blev boende under hele DDR styret, mens mange af hendes kolleger flygtede; men under protest imod styret. Romanen er ikke politisk, handler snarere om livsvilkår; hvordan man indretter sig, hvordan erindringer bryder frem under feber, hvad lægen nu sagde i dag, hvad det betyder at være syg. Det er en tæt og meget menneskekærlig og klog lille bog, som jeg stærkt vil anbefale; og jeg vil også gøre opmærksom på en anden bog fra Christa Wolfs pen, som dog ikke er en roman, men en essaysamling, der hedder “En dag i livet”. Som ung blev hun spurgt om at skrive et essay til den russiske avis Pravda om den 27 september, sammen med en masse andre forfattere fra hele verden; så avisen den dag kunne afspejle alle forfatternes virkelighed. Det gjorde Wolf; men hun fortsatte også, år efter år, med at skrive et essayistisk dagbogsstykke den 27 september. Helt frem til år 2000. Det vil sige gennem den desillusionering, der skete for de intellektuelle i DDR, til deciderede trusler og flugtforsøg, over murens fald og frem til det, vi føler som vores nutid. En af de ting, jeg synes er så spændende ved den bog, er at den er skrevet lige ind i Wolfs dagligdag; men jeg sidder som læser og ved så meget mere end hun selv har gjort i mange af årene. Jeg ved, hvordan det gik, og slet ikke gik, med DDR, jeg ved at muren falder, og hvordan det bliver bagefter, og denne merviden giver nærmest en følelse af ømhed for den unge forfatter, der sidder midt i sine kriser, politiske og kunstneriske. Den 27 september er også dagen før den ene af Christa Wolfs to døtres fødselsdag, og som tiden går, ændrer fødselsdagene sig, fra børnefødselsdage til middage med den voksne datter og hendes familie. Og nogle år kan moren købe blomster til sin datter, andre år er der ingen blomster at få. En dag i livet er som I live ikke en egentlig politisk bog; den handler om det politiske menneske, den handler om hvad det vil sige at stå ved sig selv og hvad det vil sige ikke at gøre det. Men det er begge bøger, der handler om at være til i tiden der går; en meget konkret tid, og det gør dem til spændende læseoplevelser.
Det næste jeg vil kaste mig over, er et par hundrede ansøgninger til forfatterskolen. Men på natbordet ligger også Hanne Ørstaviks Kaldet, som just er udkommet, og det er også en af de nominerede romaner til Nordisk råds litteraturpris fra Island, Stiklingen. Jeg ser frem til begge. Min egen roman, som det nu er redaktøren der læser, hedder Hej menneske, men udkommer først til september. Så lang tid tager det, fra forlaget hiver en i ørerne, til bogen ligger på disken i boghandlen.
Kommentarer