Blog
Tale i forbindelse med åbningen af Litteratursiden 2.0
Jeg er et af de mennesker, der som barn var meget alene; så alene, at det nok kunne have skadet mig, hvis jeg ikke havde haft litteraturen. Jeg lærte at læse som seksårig, og som syvårig læste jeg mine første Agathe Christier, som jeg stadig læser den dag i dag selvom jeg kan dem udenad. Som otteårig lånte jeg Willard Motleys Lev stærkt, dø ung, på biblioteket, og derefter det meste af Værløse folkebibliotek, hylde for hylde. Så hvor alene jeg end var, var jeg ikke ensom. Jeg gik ved siden af Hercule Poirot og Arthur Hastings og overhørte deres samtaler og trykkede øret mod nøglehuller sammen med Miss Marple og lyttede til en verden af kærlighed, grådighed og bedrag. Jeg var sammen med folk der tog stoffer og overvandt det eller døde af det, og jeg levede med dem og følte med dem, jeg gik ind i verden efter verden og sugede det til hele til mig, fortællinger, billeder og landskaber, og fik gennem litteraturen et rigt, åndeligt liv.
For mig har det været en gave selv at kunne blive forfatter. Ikke fordi det er et særligt nemt erhverv, men fordi jeg får lov til at skabe verdener, skabe fortællinger og billeder, som andre tager imod og tager ind i sig. Fordi jeg får lov at bringe min billedverden, mine landskaber og fortællinger ind i andres bevidsthed.
Jeg betragter litteraturen som en lang samtale mellem mennesker, en samtale der er ligeglad med at tiden går og at nogen dør og andre fødes, for tråden i samtalen bliver samlet op, hver gang nogen læser en bog eller skriver en. Jeg har siddet med Sappho under et træ; og det kan godt være, at der så anderledes ud, da den virkelige Sappho sad under sit træ, og det kan godt være, hun ikke helt ville forstå mine tanker, som de former sig i dag; men alligevel, nogle billeder, en rytme, en tanke og et landskab bliver formidlet nede under de årtusinder, der er gået forbi i mellemtiden, noget af Sapphos tanke kan rive sig løs og gå ind i mine tanker, som om litteraturen er en hånd, der tager fat i en anden hånd, der tager fat i en tredje hånd og laver en lang kæde af menenesker op gennem århundreder og hen over verden. Jeg har gået med Petrarca op på et bjerg. Jeg har stået ved en flod i en roman af Marques, været i Afrika og søgt efter den blå Nil. Jeg har mødt forfatterne og jeg har mødt deres personer, som nogle gange bliver mere levende, end levende personer; nogle vil komme med en indvending her og siger; jamen hvad med virkeligheden, hvad med de mennesker der er omkring dig, venner, naboer og familie, og jo, de er af en ganske anden støbning, for de er virkelige. De er her og nu, på denne tid, og dette sted. De er glæde og besvær og fuldstændig uundværlige. Vi taler sammen med virkelige mennesker, vi udveksler tanker og ideer. Men i modsætning til de levende, er litteraturen et tyst møde mellem mig, læseren, og forfatteren, uanset dennes tid og sted. Et møde der finder sted i bevidstheden, og kun i bevidstheden. Det er et møde gennem sproget, og især gennem skriftsproget, hvilket er helt er så unikt for os mennesker. Det er litteraturen der gør det muligt for os at videregive menneskelig erfaring gennem generationer. At få viden om forhold jeg ellers aldrig ville kende til, både forhold i fremmede steder og i andre tider; og litteraturen giver indsigt i de ting, der kan være svære at tale om, også med mennesker man er tæt på; for hvordan sanser andre mennesker egentlig? Hvordan føler de, hvilke former har deres tanker, hvilket sprog taler de i deres indre, og hvilket billede i deres bevidsthed fører til hvilket andet billede?
Der har været mange forfattere genenm tiderne, som har brugt forskellige euforiserende midler til at skrive på, men for mig er det ikke nødvendigt. Litteraturen er i sig selv et bevidsthedsudvidende stof, og det har meget få bivirkninger. Hvis overhovedet nogen. Men det er selvfølgelig stærkt vanedannede! Og det er hele denne samtale, litteraturen er, og hele denne bevidsthedsudvidelse, den åbner for, som Litteratursiden 2.0 fører videre ind i den informationsteknologiske tidsalder.
Jeg er til enhver tid tilhænger af samtalen. Tilhænger af læsekredse og biblioteker med lænestole og rare omgivelser. Men jeg ved også, at for mig selv, og jeg tror for mange med mig, er litteraturen noget, jeg har for mig selv. Som jeg gerne vil have i mit hjem, og på en eller anden måde være alene med; samtidig med at jeg gerne vil udveksle og dele læsningen med andre. Og her er internettet jo en fantastisk medie, og litteratursiden et glimrende forum at udfolde sig på. Jeg kan være alene og fælles, i mit eget hjem og i et kæmpe virtuelt og meget avanceret bibliotek.
Man kan meget på litteratursiden, men de to ting der slår mig mest, og som også går hånd i hånd, synes jeg er de væsentligste; man kan få gode råd og uddybende viden om litteraturen fra fagfolk, der har en stor viden at skrive ud fra, og som kan sætte de enkelte bøger i perspektiv og sammenhæng, der kan indsætte værkerne i litteraturhistorien og guide læseren og den der gerne vil have noget at læse i, ud på nye veje, man måske ikke selv ville finde. Det er den ene side, den orange del. Og så er læsernes side, den blå del, med både virtuelle og fysiske læsekredse, og der er udvidet mulighed for samtaler mellem læserne, der måske ikke er fagfolk, men taler ud fra netop deres læseerfaring og deres oplevelse af de enkelte værker. Som om litteratursiden er et hus og man kan gå ud i køkkenet eller ind i stuen eller ind i soveværelset, og i hvert rum sidder der nogen og snakker om en bog eller en forfatter, og man kan få lov til at være der og bare lytte, eller deltage aktivt i samtalen.
Jeg ved godt, at det jeg siger måske er præget af, at min indgang til litteraturen er gået gennem et menneskeforladt bryggers og at jeg blev så glad da døren til den varme stue blev åbnet på klem og jeg fik lov til at smutte med ind. Men et eller andet sted er læsningen jo altid noget vi gør alene; men i den alenehed møder vi altid nogen. Og nu er dette rum blevet udvidet fra kun at være et møde med bogen og dens personer, til at være et rum, man kan dele med andre læsere, på en let og indbydende måde, et rum, hvor der allerede er sagt velkommen, og man bare kan træde ind.
Litteratursiden 2.0 tilbyder et moderne fællesskab; måske et virtuelt fællesskab, fordi man ikke behøver at møde hinanden rent fysisk, men ikke desto mindre et fællesskab. Et eller andet sted er bibliotekerne måske det største offentlige rum vi har; her kan man komme, uanset hvem man er, og det man kommer for, er meningsfuldt, om man nu mener at mening findes, man kan i hvert fald finde en masse bøger at læse, der søger efter en mening med tingene, eller afviser den eller beskriver meningstabet poetisk: der bliver skrevet om alt, hvad der optager os som mennesker, og det er bundet sammen af det sprog, vi alle har til fælles; som vi bemestrer mere eller mindre, men det findes i alle fald sproget, klar til at gå til. Og litteratursiden 2.0 er netop indrettet til at gøre fællesskabet mellem læserne så stort og bredt og mangfoldigt som muligt. Jeg håber at rigtig mange vil gå ind i det fælles læserum og deltage, så aktivt eller passivt som man nu har lyst til, og få åbnet øjnene for bøger man måske ikke havde opdaget selv, og åbne andres øjne for ens yndlingslitteratur; jeg vil i hvert fald som litteratursidens ambassadør slå på tromme for de bøger, jeg selv elsker højt; og måske endda for den forfatterantologi, hvor jeg skriver om, hvordan jeg som barn ville være ambassadør, fordi det lød så flot, men trak mig fra det, da jeg opdagede det der med cand politstudiet; men se nu, skæbnen har mange veje, og den af dem jeg drejede ind på, har alligevel gjort mig til ambassadør, og tak for det. Og til sidst vil jeg læse et digt, for også digte hører til på Litteratursiden.
Jeg tog en bog ned fra hylden
den var fuld af vand
og ugleskrig og lyden af hestehove der forsvandt.
I baggrunden kunne jeg høre dig læse et kinesisk digt,
det var noget med svævende bjerge og en måne der hviskede
noget forunderligt sjofelt.
Jeg hentede en klud og tørrede vandet op,
for det går jo ikke
sagde manden der var kommet for at rense swimmingpoolen
for gule og brune blade og kastanjer
og stankelbenlig.
Jeg satte bogen tilbage på hylden igen,
men hylden gav efter og efterlod mig svedig
jeg bar hele huset med min vægt
og ham med swimmingpoolen og lange grønne net kaldte tilbage når jeg kaldte:
Det går jo ikke, råbte han.
Så gik jeg
lod falde hvad falde kunne.
Tog en bog ned fra hylden
den var fuld af vand
og vandet løb ind over skovstierne, der
var dækket af gule og brune blade og kastanjer
og lyden af mine skridt
som forsøgte at træde på ord, der lå henkastet i kanten
af min bevidsthed.
Ordene knasede som biller, når jeg fik dem :
venusbjerg, morgenkåbe, sørgerand
bjergenes fortælling
tiden der glider fra side til side
og til sidst løber ned
som vand.
Jeg er et af de mennesker, der som barn var meget alene; så alene, at det nok kunne have skadet mig, hvis jeg ikke havde haft litteraturen. Jeg lærte at læse som seksårig, og som syvårig læste jeg mine første Agathe Christier, som jeg stadig læser den dag i dag selvom jeg kan dem udenad. Som otteårig lånte jeg Willard Motleys Lev stærkt, dø ung, på biblioteket, og derefter det meste af Værløse folkebibliotek, hylde for hylde. Så hvor alene jeg end var, var jeg ikke ensom. Jeg gik ved siden af Hercule Poirot og Arthur Hastings og overhørte deres samtaler og trykkede øret mod nøglehuller sammen med Miss Marple og lyttede til en verden af kærlighed, grådighed og bedrag. Jeg var sammen med folk der tog stoffer og overvandt det eller døde af det, og jeg levede med dem og følte med dem, jeg gik ind i verden efter verden og sugede det til hele til mig, fortællinger, billeder og landskaber, og fik gennem litteraturen et rigt, åndeligt liv.
For mig har det været en gave selv at kunne blive forfatter. Ikke fordi det er et særligt nemt erhverv, men fordi jeg får lov til at skabe verdener, skabe fortællinger og billeder, som andre tager imod og tager ind i sig. Fordi jeg får lov at bringe min billedverden, mine landskaber og fortællinger ind i andres bevidsthed.
Jeg betragter litteraturen som en lang samtale mellem mennesker, en samtale der er ligeglad med at tiden går og at nogen dør og andre fødes, for tråden i samtalen bliver samlet op, hver gang nogen læser en bog eller skriver en. Jeg har siddet med Sappho under et træ; og det kan godt være, at der så anderledes ud, da den virkelige Sappho sad under sit træ, og det kan godt være, hun ikke helt ville forstå mine tanker, som de former sig i dag; men alligevel, nogle billeder, en rytme, en tanke og et landskab bliver formidlet nede under de årtusinder, der er gået forbi i mellemtiden, noget af Sapphos tanke kan rive sig løs og gå ind i mine tanker, som om litteraturen er en hånd, der tager fat i en anden hånd, der tager fat i en tredje hånd og laver en lang kæde af menenesker op gennem århundreder og hen over verden. Jeg har gået med Petrarca op på et bjerg. Jeg har stået ved en flod i en roman af Marques, været i Afrika og søgt efter den blå Nil. Jeg har mødt forfatterne og jeg har mødt deres personer, som nogle gange bliver mere levende, end levende personer; nogle vil komme med en indvending her og siger; jamen hvad med virkeligheden, hvad med de mennesker der er omkring dig, venner, naboer og familie, og jo, de er af en ganske anden støbning, for de er virkelige. De er her og nu, på denne tid, og dette sted. De er glæde og besvær og fuldstændig uundværlige. Vi taler sammen med virkelige mennesker, vi udveksler tanker og ideer. Men i modsætning til de levende, er litteraturen et tyst møde mellem mig, læseren, og forfatteren, uanset dennes tid og sted. Et møde der finder sted i bevidstheden, og kun i bevidstheden. Det er et møde gennem sproget, og især gennem skriftsproget, hvilket er helt er så unikt for os mennesker. Det er litteraturen der gør det muligt for os at videregive menneskelig erfaring gennem generationer. At få viden om forhold jeg ellers aldrig ville kende til, både forhold i fremmede steder og i andre tider; og litteraturen giver indsigt i de ting, der kan være svære at tale om, også med mennesker man er tæt på; for hvordan sanser andre mennesker egentlig? Hvordan føler de, hvilke former har deres tanker, hvilket sprog taler de i deres indre, og hvilket billede i deres bevidsthed fører til hvilket andet billede?
Der har været mange forfattere genenm tiderne, som har brugt forskellige euforiserende midler til at skrive på, men for mig er det ikke nødvendigt. Litteraturen er i sig selv et bevidsthedsudvidende stof, og det har meget få bivirkninger. Hvis overhovedet nogen. Men det er selvfølgelig stærkt vanedannede! Og det er hele denne samtale, litteraturen er, og hele denne bevidsthedsudvidelse, den åbner for, som Litteratursiden 2.0 fører videre ind i den informationsteknologiske tidsalder.
Jeg er til enhver tid tilhænger af samtalen. Tilhænger af læsekredse og biblioteker med lænestole og rare omgivelser. Men jeg ved også, at for mig selv, og jeg tror for mange med mig, er litteraturen noget, jeg har for mig selv. Som jeg gerne vil have i mit hjem, og på en eller anden måde være alene med; samtidig med at jeg gerne vil udveksle og dele læsningen med andre. Og her er internettet jo en fantastisk medie, og litteratursiden et glimrende forum at udfolde sig på. Jeg kan være alene og fælles, i mit eget hjem og i et kæmpe virtuelt og meget avanceret bibliotek.
Man kan meget på litteratursiden, men de to ting der slår mig mest, og som også går hånd i hånd, synes jeg er de væsentligste; man kan få gode råd og uddybende viden om litteraturen fra fagfolk, der har en stor viden at skrive ud fra, og som kan sætte de enkelte bøger i perspektiv og sammenhæng, der kan indsætte værkerne i litteraturhistorien og guide læseren og den der gerne vil have noget at læse i, ud på nye veje, man måske ikke selv ville finde. Det er den ene side, den orange del. Og så er læsernes side, den blå del, med både virtuelle og fysiske læsekredse, og der er udvidet mulighed for samtaler mellem læserne, der måske ikke er fagfolk, men taler ud fra netop deres læseerfaring og deres oplevelse af de enkelte værker. Som om litteratursiden er et hus og man kan gå ud i køkkenet eller ind i stuen eller ind i soveværelset, og i hvert rum sidder der nogen og snakker om en bog eller en forfatter, og man kan få lov til at være der og bare lytte, eller deltage aktivt i samtalen.
Jeg ved godt, at det jeg siger måske er præget af, at min indgang til litteraturen er gået gennem et menneskeforladt bryggers og at jeg blev så glad da døren til den varme stue blev åbnet på klem og jeg fik lov til at smutte med ind. Men et eller andet sted er læsningen jo altid noget vi gør alene; men i den alenehed møder vi altid nogen. Og nu er dette rum blevet udvidet fra kun at være et møde med bogen og dens personer, til at være et rum, man kan dele med andre læsere, på en let og indbydende måde, et rum, hvor der allerede er sagt velkommen, og man bare kan træde ind.
Litteratursiden 2.0 tilbyder et moderne fællesskab; måske et virtuelt fællesskab, fordi man ikke behøver at møde hinanden rent fysisk, men ikke desto mindre et fællesskab. Et eller andet sted er bibliotekerne måske det største offentlige rum vi har; her kan man komme, uanset hvem man er, og det man kommer for, er meningsfuldt, om man nu mener at mening findes, man kan i hvert fald finde en masse bøger at læse, der søger efter en mening med tingene, eller afviser den eller beskriver meningstabet poetisk: der bliver skrevet om alt, hvad der optager os som mennesker, og det er bundet sammen af det sprog, vi alle har til fælles; som vi bemestrer mere eller mindre, men det findes i alle fald sproget, klar til at gå til. Og litteratursiden 2.0 er netop indrettet til at gøre fællesskabet mellem læserne så stort og bredt og mangfoldigt som muligt. Jeg håber at rigtig mange vil gå ind i det fælles læserum og deltage, så aktivt eller passivt som man nu har lyst til, og få åbnet øjnene for bøger man måske ikke havde opdaget selv, og åbne andres øjne for ens yndlingslitteratur; jeg vil i hvert fald som litteratursidens ambassadør slå på tromme for de bøger, jeg selv elsker højt; og måske endda for den forfatterantologi, hvor jeg skriver om, hvordan jeg som barn ville være ambassadør, fordi det lød så flot, men trak mig fra det, da jeg opdagede det der med cand politstudiet; men se nu, skæbnen har mange veje, og den af dem jeg drejede ind på, har alligevel gjort mig til ambassadør, og tak for det. Og til sidst vil jeg læse et digt, for også digte hører til på Litteratursiden.
Jeg tog en bog ned fra hylden
den var fuld af vand
og ugleskrig og lyden af hestehove der forsvandt.
I baggrunden kunne jeg høre dig læse et kinesisk digt,
det var noget med svævende bjerge og en måne der hviskede
noget forunderligt sjofelt.
Jeg hentede en klud og tørrede vandet op,
for det går jo ikke
sagde manden der var kommet for at rense swimmingpoolen
for gule og brune blade og kastanjer
og stankelbenlig.
Jeg satte bogen tilbage på hylden igen,
men hylden gav efter og efterlod mig svedig
jeg bar hele huset med min vægt
og ham med swimmingpoolen og lange grønne net kaldte tilbage når jeg kaldte:
Det går jo ikke, råbte han.
Så gik jeg
lod falde hvad falde kunne.
Tog en bog ned fra hylden
den var fuld af vand
og vandet løb ind over skovstierne, der
var dækket af gule og brune blade og kastanjer
og lyden af mine skridt
som forsøgte at træde på ord, der lå henkastet i kanten
af min bevidsthed.
Ordene knasede som biller, når jeg fik dem :
venusbjerg, morgenkåbe, sørgerand
bjergenes fortælling
tiden der glider fra side til side
og til sidst løber ned
som vand.
Kommentarer