Blog
Ambassadøren taler ud
Jeg har spekuleret på hvad og hvordan jeg skulle starte min blog som ambassadør her på litteratursiden.
Jeg er på vinterferie i New York og har begrænset adgang til internettet men masser af adgang til at tænke på litteratur, og da jeg i forgårs gik igennem den zoologiske have i Central Park, fik jeg en ide. Langs stien hang der aflange farvestrålende bannere, og på hvert af dem var der digt, som om handlede dyr; de to digte, jeg især bed mærke i, var et digt af den engelske digter William Wordsworth : I´ll teach my boy the sweetest things, I´ll teach him how the owlet sings, fra digtet Her eyes are wild. På dansk er det sådan urimet : Jeg vil lære min dreng de yndigste ting, jeg vil lære ham hvordan kirkeuglen synger. det andet digt var et haiku digt af den japanske digter fra 1600-tallet Basho : Year after year / on a monkeys face/ a monkeys face. År efter år/ på en abes ansigt/ en abes ansigt.
Jeg er vild med Basho og den måde han får mig til at se verden på ny, og har været det i mange år, og at støde ham digte midt i en zoologisk have gav mig ideen til, at jeg vil prøve i løbet af dette år at notere hvor og hvordan jeg støder på litteratur, og hvilken anden litteratur, den får mig til at tænke på; både for at undersøge, hvordan litteraturen bevæger sig gennem vores liv på mange forskellige måder ad mange forskellige veje; og forhåbentlig som en inspiration for læserne af bloggen.
Senere på dagen kom jeg ind i en enorm boghandel, Barnes and Nobles på 5th Avenue og ledte spredt rundt omkring i den. Jeg gik til poesihylden for at se, om der var noget nyt fra en anden af mine yndlingsforfattere, nemlig den canadiske digter Anna Carson, men der stod kun bøger jeg allerede havde. Så kiggede jeg efter en anden bog, som digteren Mette Moestrup havde introduceret mig for, nemlig en facsimile udgave af Emily Dickinsons The Master Letters, som er nogle vilde breve Dickinson måske, måske ikke sendte til en ukendt Master. Jeg læste Dickinsons Selected Letters i sommer og var meget berørt af dem; men heller ikke facsimileudgaven var i boghandlen. Men kunne bestilles, så jeg bestilte, stolt over at være længe nok i New York (seks dage) til at kunne bestille en bog, og fandt også en essaysamling af Carson på den venlige boghandlers skærm jeg ikke kendte og bestilte den med. Betalte for datterens syv Valentinskort og gik videre ud i New York; hen på Guggenheim museet der havde en nyåbnet udstilling om Zen i amerikansk kunst; en rigtig spændende udstilling også fordi man ser alle de værker der prøver at få en til at mærke eller forstå zen; der var blandt andet et vildt lydværk jeg måtte gå ud af, fordi de var så voldsomt; men det interessante i denne sammenhæng var en præsentation af Allen Ginsberg og Jack Kerouac, der begge var optaget af begrebet zen; nyoversættelsen af Kerouacs Til vejene er med på turen, fordi Morten, som jeg bor sammen med, læser den og har taget den med, og siger, jeg skal anbefale den videre.
Vi er sent på den, det er vi hver dag, jetlagget er hårdt, og forlader først museet lige før de lukker; jeg går lige ind i rummet hvor der hænger et af van Goghs seneste malerier, en himmel og et bjerg i blå streger, et hus der putter sig og så nogle solsikker, der bare er lavet med tryk på tuben; først vil vagten standse mig, det er lukketid, men jeg siger jeg skal bare lige hurtigt se det billede igen, og han går med mig hen til billedet. Han er en stor tyk mand, vel omkring 50, sort, taler et drævende amerikansk og er en almindelig vagt, ikke kunsthistoriker. Det billede jeg vil se igen, er, fortæller han, hans yndlingsbillede på museet. Vi peger på de fede solsikker sammen, og på de steder på himlen, hvor man kan se lærredet, fordi malingen er lagt så tilfældigt på. Han siger at han kommer på arbejde hver morgen, drikker sin kaffe og så går op og ser på billedet i ti minutter. Hans øjne stråler, han holder mig venskabeligt i hånden. Jeg tænker han burde være med i en bog - og hvor glad Van Gogh ville have været for at en almindelig arbejdende mand havde det liv med hans maleri. For et par år siden læste jeg Van Gogh samlede breve - jeg elsker at læse breve - der var over tusind sider men jeg skulle anmelde bogen og følte mig forpligtet til at læse det hele og gled igennem hele hans liv, og der var netop hans ønske om at male for de almindelige mennesker, for de bønder og prostituerede han omgav sig med, og jeg tænker på det når jeg ser hans kalendre og postkort rundt omkring. Jeg kan stærkt anbefale Van Gogh breve, men de fås desværre kun samlet i en engelsk oversættelse.
Dagens sidste litteratur var i subwayen på vej tilbage til Brooklyn; en ung kvinde ved siden af mig læser en bog om Leonardo, og jge læser med på siden, der handler om Leonardos syn på øjet. det ser godt og velskrevet ud, og jeg spørger hvilken bog det er ; det er en biografi af Fritjof Capra. Jeg vil se om den er kommet på dansk, når vi kommer hjem. Er alt for træt til at læse, da jeg går i seng (klokken er 22 udenpå og 4 om morgenen indeni).
Jeg har spekuleret på hvad og hvordan jeg skulle starte min blog som ambassadør her på litteratursiden.
Jeg er på vinterferie i New York og har begrænset adgang til internettet men masser af adgang til at tænke på litteratur, og da jeg i forgårs gik igennem den zoologiske have i Central Park, fik jeg en ide. Langs stien hang der aflange farvestrålende bannere, og på hvert af dem var der digt, som om handlede dyr; de to digte, jeg især bed mærke i, var et digt af den engelske digter William Wordsworth : I´ll teach my boy the sweetest things, I´ll teach him how the owlet sings, fra digtet Her eyes are wild. På dansk er det sådan urimet : Jeg vil lære min dreng de yndigste ting, jeg vil lære ham hvordan kirkeuglen synger. det andet digt var et haiku digt af den japanske digter fra 1600-tallet Basho : Year after year / on a monkeys face/ a monkeys face. År efter år/ på en abes ansigt/ en abes ansigt.
Jeg er vild med Basho og den måde han får mig til at se verden på ny, og har været det i mange år, og at støde ham digte midt i en zoologisk have gav mig ideen til, at jeg vil prøve i løbet af dette år at notere hvor og hvordan jeg støder på litteratur, og hvilken anden litteratur, den får mig til at tænke på; både for at undersøge, hvordan litteraturen bevæger sig gennem vores liv på mange forskellige måder ad mange forskellige veje; og forhåbentlig som en inspiration for læserne af bloggen.
Senere på dagen kom jeg ind i en enorm boghandel, Barnes and Nobles på 5th Avenue og ledte spredt rundt omkring i den. Jeg gik til poesihylden for at se, om der var noget nyt fra en anden af mine yndlingsforfattere, nemlig den canadiske digter Anna Carson, men der stod kun bøger jeg allerede havde. Så kiggede jeg efter en anden bog, som digteren Mette Moestrup havde introduceret mig for, nemlig en facsimile udgave af Emily Dickinsons The Master Letters, som er nogle vilde breve Dickinson måske, måske ikke sendte til en ukendt Master. Jeg læste Dickinsons Selected Letters i sommer og var meget berørt af dem; men heller ikke facsimileudgaven var i boghandlen. Men kunne bestilles, så jeg bestilte, stolt over at være længe nok i New York (seks dage) til at kunne bestille en bog, og fandt også en essaysamling af Carson på den venlige boghandlers skærm jeg ikke kendte og bestilte den med. Betalte for datterens syv Valentinskort og gik videre ud i New York; hen på Guggenheim museet der havde en nyåbnet udstilling om Zen i amerikansk kunst; en rigtig spændende udstilling også fordi man ser alle de værker der prøver at få en til at mærke eller forstå zen; der var blandt andet et vildt lydværk jeg måtte gå ud af, fordi de var så voldsomt; men det interessante i denne sammenhæng var en præsentation af Allen Ginsberg og Jack Kerouac, der begge var optaget af begrebet zen; nyoversættelsen af Kerouacs Til vejene er med på turen, fordi Morten, som jeg bor sammen med, læser den og har taget den med, og siger, jeg skal anbefale den videre.
Vi er sent på den, det er vi hver dag, jetlagget er hårdt, og forlader først museet lige før de lukker; jeg går lige ind i rummet hvor der hænger et af van Goghs seneste malerier, en himmel og et bjerg i blå streger, et hus der putter sig og så nogle solsikker, der bare er lavet med tryk på tuben; først vil vagten standse mig, det er lukketid, men jeg siger jeg skal bare lige hurtigt se det billede igen, og han går med mig hen til billedet. Han er en stor tyk mand, vel omkring 50, sort, taler et drævende amerikansk og er en almindelig vagt, ikke kunsthistoriker. Det billede jeg vil se igen, er, fortæller han, hans yndlingsbillede på museet. Vi peger på de fede solsikker sammen, og på de steder på himlen, hvor man kan se lærredet, fordi malingen er lagt så tilfældigt på. Han siger at han kommer på arbejde hver morgen, drikker sin kaffe og så går op og ser på billedet i ti minutter. Hans øjne stråler, han holder mig venskabeligt i hånden. Jeg tænker han burde være med i en bog - og hvor glad Van Gogh ville have været for at en almindelig arbejdende mand havde det liv med hans maleri. For et par år siden læste jeg Van Gogh samlede breve - jeg elsker at læse breve - der var over tusind sider men jeg skulle anmelde bogen og følte mig forpligtet til at læse det hele og gled igennem hele hans liv, og der var netop hans ønske om at male for de almindelige mennesker, for de bønder og prostituerede han omgav sig med, og jeg tænker på det når jeg ser hans kalendre og postkort rundt omkring. Jeg kan stærkt anbefale Van Gogh breve, men de fås desværre kun samlet i en engelsk oversættelse.
Dagens sidste litteratur var i subwayen på vej tilbage til Brooklyn; en ung kvinde ved siden af mig læser en bog om Leonardo, og jge læser med på siden, der handler om Leonardos syn på øjet. det ser godt og velskrevet ud, og jeg spørger hvilken bog det er ; det er en biografi af Fritjof Capra. Jeg vil se om den er kommet på dansk, når vi kommer hjem. Er alt for træt til at læse, da jeg går i seng (klokken er 22 udenpå og 4 om morgenen indeni).
Kommentarer