Blog
En forelsket bibliotekar
Bøger og læseoplevelser deler man med andre. Det opdagede jeg som barn, når jeg besøgte biblioteket – eller betjente mit eget og fandt fysiske og fiktive fællesskaber.
Af Lotte Kirkeby, forfatter og forfatterambassadør
Da jeg var lille, havde jeg et bibliotek. Bibliotek Ingemanns vej 4. Her kunne man, hvis man boede på vejen eller gik på skolen, låne mine bøger. Både den fine udgave af Tusind og én nat i alle regnbuens farver, Astrid Lindgrens bøger om røverhøvdingen Fiolito og børnene i Bulderby og Spørg Bare-bøgerne, der som et datidens Wikipedia gav svar på (næsten) alt, hvad en nysgerrig niårig gerne ville vide.
Det var før stregkodens tid, og jeg måtte klistre en lille lomme af papir ind bag i bøgerne. Jeg mindes ikke, at der var nogen, der gik fri, og jeg klippede kort og tegnede kolonner, så det kom til at ligne noget fra et rigtigt bibliotek.
Når bøgerne stod hjemme på hylden, klar og alfabetiseret, sad kortet i lommen. Men når en af bøgerne blev lånt ud, tog jeg kortet op, skrev omhyggeligt navn, klasse, by og dato på og gemte det i en skuffe i mit skrivebord. Jeg fortalte formanende den unge låner, at bogen kunne beholdes i en måned, ikke længere, holdt et stramt øje med for sent afleverede bøger og skrev med en sær og skrækblandet fryd rykkere ud, som jeg løb ned og smed ind af synderens brevsprække.
Hvis det var en praksis, jeg havde forfulgt, ville jeg nu være druknet i bøger. Omvendt ville jeg have undgået de tilbagevendende anklager fra mine børn, der stadig mener at mangle den Doktor Proktor, som jeg lånte ud for længe siden, uden at få den tilbage, uden at kunne huske, hvem der havde lånt den – og altså uden mulighed for at rykke. Men jeg forstår dem godt. Jeg har det også bedst, når mine bøger står på hylden, så jeg kan se dem. Og hvis jeg havde plads, ville jeg insistere på, at de alle sammen vendte hjem igen.
Måske var det derfor, jeg var så vild med at stemple ind på Skive Bibliotek, hvor jeg mange år senere arbejdede som bogopsætter. Jeg elskede at hente en af de fyldte vogne og opdage, at nogle af mine yndlingsbøger var kommet hjem, og at der var andre end mig, der læste dem. Og jeg elskede at sætte dem på plads og rette op, så ryggen flugtede med hylden, som var det en stramt komponeret fransk barokhave – en vane, som min mand nok vil mene, at jeg desværre har lagt fra mig for i stedet at bekende mig til en mere fri og engelsk stil, hvor man er hævet over lige rækker og rygge, der flugter ...
Måske var jeg allerede som lille, på et helt ubevidst plan, klar over deleøkonomiens velsignelser. Eller også var jeg bare på udkig efter ligesindede, der som jeg var hemmeligt forelsket, lidt på skift, i drengene i Bulderby. Eller måske havde jeg en intuitiv fornemmelse af, at bøger og læseoplevelser skulle deles med andre – og at fællesskabet sagtens kunne være ordløst, som det jeg mærkede, når jeg så en kendt og elsket bog blive afleveret på biblioteket.
Det er ikke kun som læser, at bibliotekets ordløse fællesskab altid har fascineret mig. Også som skrivende er det her, jeg har fundet en særlig ro, fra jeg for tyve år siden skrev speciale på Statsbibliotekets læsesal ved det gule himmelstræbende bogtårn i Aarhus, til jeg begyndte at skrive fiktion. Og mange af de noveller, man kan læse i min debut Jubilæum, er blevet til på biblioteker: på mit lokale bibliotek på Østerbro, som må være delvist finansieret af vores bøder, på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade med rulletrappe som underlægningsmusik og på biblioteket i Ballerup, hvor jeg søger tilflugt, når kolonihavens 43 kvadratmeter bliver for få til at huse en familie på fem, fordi den ene insisterer på ro og fred til at være forfatter.
Det er bibliotekets tavse fællesskab, jeg kender bedst. Det fælleskab, hvor enhver passer sit og sidder stille, og hvor det er forbudt at tale. Men som bibliotekar på Bibliotek Ingemanns vej 4 lærte jeg jo værdien af at dele. Såvel bøger som læsninger. Og i foråret åbnede et af de mere ordrige fællesskaber sig for mig til fælleslæsning af nogle af mine egne noveller i læsekredsene på Vejle og Egtved bibliotek.
Den oplevelse og mange andre, både som læsende og skrivende, glæder jeg mig til at sætte ord på her på Litteratursiden i de kommende måneder, hvor jeg skal blogge som forfatterambassadør. Og jeg glæder mig til at tage på tur rundt til en række biblioteker her i efteråret, hvor jeg håber at møde en masse læsere, der måske selv engang lå om natten, uden at kunne sove, ved tanken om, at der ventede en koldblodig røverhøvding uden for vinduet, mens de om dagen havde stærke meninger om, hvem der var den sødeste dreng i Bulderby.
Bøger og læseoplevelser deler man med andre. Det opdagede jeg som barn, når jeg besøgte biblioteket – eller betjente mit eget og fandt fysiske og fiktive fællesskaber.
Af Lotte Kirkeby, forfatter og forfatterambassadør
Da jeg var lille, havde jeg et bibliotek. Bibliotek Ingemanns vej 4. Her kunne man, hvis man boede på vejen eller gik på skolen, låne mine bøger. Både den fine udgave af Tusind og én nat i alle regnbuens farver, Astrid Lindgrens bøger om røverhøvdingen Fiolito og børnene i Bulderby og Spørg Bare-bøgerne, der som et datidens Wikipedia gav svar på (næsten) alt, hvad en nysgerrig niårig gerne ville vide.
Det var før stregkodens tid, og jeg måtte klistre en lille lomme af papir ind bag i bøgerne. Jeg mindes ikke, at der var nogen, der gik fri, og jeg klippede kort og tegnede kolonner, så det kom til at ligne noget fra et rigtigt bibliotek.
Når bøgerne stod hjemme på hylden, klar og alfabetiseret, sad kortet i lommen. Men når en af bøgerne blev lånt ud, tog jeg kortet op, skrev omhyggeligt navn, klasse, by og dato på og gemte det i en skuffe i mit skrivebord. Jeg fortalte formanende den unge låner, at bogen kunne beholdes i en måned, ikke længere, holdt et stramt øje med for sent afleverede bøger og skrev med en sær og skrækblandet fryd rykkere ud, som jeg løb ned og smed ind af synderens brevsprække.
Hvis det var en praksis, jeg havde forfulgt, ville jeg nu være druknet i bøger. Omvendt ville jeg have undgået de tilbagevendende anklager fra mine børn, der stadig mener at mangle den Doktor Proktor, som jeg lånte ud for længe siden, uden at få den tilbage, uden at kunne huske, hvem der havde lånt den – og altså uden mulighed for at rykke. Men jeg forstår dem godt. Jeg har det også bedst, når mine bøger står på hylden, så jeg kan se dem. Og hvis jeg havde plads, ville jeg insistere på, at de alle sammen vendte hjem igen.
Måske var det derfor, jeg var så vild med at stemple ind på Skive Bibliotek, hvor jeg mange år senere arbejdede som bogopsætter. Jeg elskede at hente en af de fyldte vogne og opdage, at nogle af mine yndlingsbøger var kommet hjem, og at der var andre end mig, der læste dem. Og jeg elskede at sætte dem på plads og rette op, så ryggen flugtede med hylden, som var det en stramt komponeret fransk barokhave – en vane, som min mand nok vil mene, at jeg desværre har lagt fra mig for i stedet at bekende mig til en mere fri og engelsk stil, hvor man er hævet over lige rækker og rygge, der flugter ...
Måske var jeg allerede som lille, på et helt ubevidst plan, klar over deleøkonomiens velsignelser. Eller også var jeg bare på udkig efter ligesindede, der som jeg var hemmeligt forelsket, lidt på skift, i drengene i Bulderby. Eller måske havde jeg en intuitiv fornemmelse af, at bøger og læseoplevelser skulle deles med andre – og at fællesskabet sagtens kunne være ordløst, som det jeg mærkede, når jeg så en kendt og elsket bog blive afleveret på biblioteket.
Det er ikke kun som læser, at bibliotekets ordløse fællesskab altid har fascineret mig. Også som skrivende er det her, jeg har fundet en særlig ro, fra jeg for tyve år siden skrev speciale på Statsbibliotekets læsesal ved det gule himmelstræbende bogtårn i Aarhus, til jeg begyndte at skrive fiktion. Og mange af de noveller, man kan læse i min debut Jubilæum, er blevet til på biblioteker: på mit lokale bibliotek på Østerbro, som må være delvist finansieret af vores bøder, på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade med rulletrappe som underlægningsmusik og på biblioteket i Ballerup, hvor jeg søger tilflugt, når kolonihavens 43 kvadratmeter bliver for få til at huse en familie på fem, fordi den ene insisterer på ro og fred til at være forfatter.
Det er bibliotekets tavse fællesskab, jeg kender bedst. Det fælleskab, hvor enhver passer sit og sidder stille, og hvor det er forbudt at tale. Men som bibliotekar på Bibliotek Ingemanns vej 4 lærte jeg jo værdien af at dele. Såvel bøger som læsninger. Og i foråret åbnede et af de mere ordrige fællesskaber sig for mig til fælleslæsning af nogle af mine egne noveller i læsekredsene på Vejle og Egtved bibliotek.
Den oplevelse og mange andre, både som læsende og skrivende, glæder jeg mig til at sætte ord på her på Litteratursiden i de kommende måneder, hvor jeg skal blogge som forfatterambassadør. Og jeg glæder mig til at tage på tur rundt til en række biblioteker her i efteråret, hvor jeg håber at møde en masse læsere, der måske selv engang lå om natten, uden at kunne sove, ved tanken om, at der ventede en koldblodig røverhøvding uden for vinduet, mens de om dagen havde stærke meninger om, hvem der var den sødeste dreng i Bulderby.
Kommentarer