Blog
Alice i vaskerummet
Jeg elsker at høre, hvor og hvordan andre forfattere arbejder. Og hvis jeg selv bliver forstyrret eller går i stå, hjælper det (næsten) altid at tænke på et strygebræt og en skrivemaskine.
Af Lotte Kirkeby, forfatter og forfatterambassadør
Alice Munro skrev engang en novelle, der hed ’The Office’. Den handlede om en forfatter, der lejede et kontor for at få fred og ro til at skrive. Men som konstant blev forstyrret af en udlejer, der ville snakke.
Den novelle var ironisk nok det eneste, Alice Munro fik skrevet i de måneder, hvor hun havde kontor uden for hjemmet, da hendes børn var mindre. Det fortæller hendes datter Sheila Munro i bogen Lives of Mothers and Daughters. Growing up with Alice Munro.
Kontoret skulle have været svaret på Munros skriveblokering, og de optimale arbejdsbetingelser skulle have sat strøm til koncentration og kreativitet. Men det skete ikke. Så hun rykkede hjem igen til sit skrivebord, der stod i et hjørne af et mørkt soveværelse, der ikke var voldsomt stort. Og selv om det nok ikke lige var det, Virginia Woolf mente med eget værelse, så var det en klar opgradering i forhold til det vaskerum, hvor Alice Munro sad, da Lives of Girls and Women blev til. Her havde hun nemlig sin skrivemaskine stående mellem tørretumler, vaskemaskine og strygebræt, og her sad hun og skrev.
Alice Munro kunne, fortæller hendes datter Sheila, skrive så godt som overalt: Når hun sad med en notesbog i sofaen, mens Sheila og hendes søster var i skole, eller ved køkkenbordet, inden de kom ned for at spise morgenmad. Så snart de kom ind i rummet, lagde hun sin notesbog væk, uden at gøre væsen af det, som om hun bare var ved at skrive en huskeseddel. Og når de var ude af rummet igen, fortsatte hun. Som om intet var hændt.
Jeg tænker tit på Alice Munro. Men jeg gør det især om morgenen, når jeg går ind på husets mest opryddelige børneværelse og låner et skrivebord. Som regel er jeg (lykkeligt) alene i dagtimerne. Bortset fra i frokostpausen, når et udvalg af mine børn og deres venner kommer hjem for at spise. Eller når de har fritime. Eller er syge. Eller når min mand møder sent. Og sådan er det for mange forfattere. Vi arbejder hjemme, med eller uden eget værelse, og vi skal skrive indimellem en masse andre gøremål, praktiske, professionelle og private. Og måske er det i virkeligheden okay. Hvis der altså af og til opstår lommer af fred og ro ved siden af strygebrættet.
Nogle gange, når det bliver for broget, får jeg lyst til at give skrivebordet skylden. Men så tænker jeg på Alice i vaskerummet. Og så skriver jeg videre, mens jeg krydser fingre for, at jeg har det som Søren Ulrik Thomsen. I En hårnål klemt inde bag panelet skriver han nemlig: ”Skriveophold på fjerne refugier har aldrig fristet mig, for når uroen forsvinder fra omgivelserne, er den henvist til mig selv: Derimod kan jeg arbejde, når det lykkes mig at etablere en ø af stilhed midt i en storbys kaos, hvor jeg skal ned af en sidegade og ind af en port, over baggården og op på femte til et værelse, hvor alt koncentrereres i lyscirklen fra arbejdslampen, mens byens søvnløshed suser nervøst i baggrunden.”
Det er på øerne af stilhed, at man kan arbejde. Og hvordan de bliver etableret er individuelt. Nogle gange er de mentale, andre gange er de fysiske, og der er forfattere, der har arbejdet glimrende blandt andre mennesker, som Sartre og Beauvoir på Les Deux Margots i Paris. Jonathan Franzen skal helst sidde mutters alene i et dunkelt rum med en computer, der er ude af stand til at gå på nettet, og så er der andre, der skriver mere end fremragende i et vaskerum.
Så man må altså prøve sig frem efter det forhåndenværende søms princip. Og heldigvis har jeg opdaget, at man også under optimale omstændigheder på skønne refugier kan skrive umanerligt ringe tekster, mens en af mine personlige yndlingsnoveller blev skrevet ude i gården en sommerdag, hvor lejligheden var fyldt med mere eller mindre sure eksistenser, og hvor alle skriveborde var optaget.
Jeg elsker at høre, hvor og hvordan andre forfattere arbejder. Og hvis jeg selv bliver forstyrret eller går i stå, hjælper det (næsten) altid at tænke på et strygebræt og en skrivemaskine.
Af Lotte Kirkeby, forfatter og forfatterambassadør
Alice Munro skrev engang en novelle, der hed ’The Office’. Den handlede om en forfatter, der lejede et kontor for at få fred og ro til at skrive. Men som konstant blev forstyrret af en udlejer, der ville snakke.
Den novelle var ironisk nok det eneste, Alice Munro fik skrevet i de måneder, hvor hun havde kontor uden for hjemmet, da hendes børn var mindre. Det fortæller hendes datter Sheila Munro i bogen Lives of Mothers and Daughters. Growing up with Alice Munro.
Kontoret skulle have været svaret på Munros skriveblokering, og de optimale arbejdsbetingelser skulle have sat strøm til koncentration og kreativitet. Men det skete ikke. Så hun rykkede hjem igen til sit skrivebord, der stod i et hjørne af et mørkt soveværelse, der ikke var voldsomt stort. Og selv om det nok ikke lige var det, Virginia Woolf mente med eget værelse, så var det en klar opgradering i forhold til det vaskerum, hvor Alice Munro sad, da Lives of Girls and Women blev til. Her havde hun nemlig sin skrivemaskine stående mellem tørretumler, vaskemaskine og strygebræt, og her sad hun og skrev.
Alice Munro kunne, fortæller hendes datter Sheila, skrive så godt som overalt: Når hun sad med en notesbog i sofaen, mens Sheila og hendes søster var i skole, eller ved køkkenbordet, inden de kom ned for at spise morgenmad. Så snart de kom ind i rummet, lagde hun sin notesbog væk, uden at gøre væsen af det, som om hun bare var ved at skrive en huskeseddel. Og når de var ude af rummet igen, fortsatte hun. Som om intet var hændt.
Jeg tænker tit på Alice Munro. Men jeg gør det især om morgenen, når jeg går ind på husets mest opryddelige børneværelse og låner et skrivebord. Som regel er jeg (lykkeligt) alene i dagtimerne. Bortset fra i frokostpausen, når et udvalg af mine børn og deres venner kommer hjem for at spise. Eller når de har fritime. Eller er syge. Eller når min mand møder sent. Og sådan er det for mange forfattere. Vi arbejder hjemme, med eller uden eget værelse, og vi skal skrive indimellem en masse andre gøremål, praktiske, professionelle og private. Og måske er det i virkeligheden okay. Hvis der altså af og til opstår lommer af fred og ro ved siden af strygebrættet.
Nogle gange, når det bliver for broget, får jeg lyst til at give skrivebordet skylden. Men så tænker jeg på Alice i vaskerummet. Og så skriver jeg videre, mens jeg krydser fingre for, at jeg har det som Søren Ulrik Thomsen. I En hårnål klemt inde bag panelet skriver han nemlig: ”Skriveophold på fjerne refugier har aldrig fristet mig, for når uroen forsvinder fra omgivelserne, er den henvist til mig selv: Derimod kan jeg arbejde, når det lykkes mig at etablere en ø af stilhed midt i en storbys kaos, hvor jeg skal ned af en sidegade og ind af en port, over baggården og op på femte til et værelse, hvor alt koncentrereres i lyscirklen fra arbejdslampen, mens byens søvnløshed suser nervøst i baggrunden.”
Det er på øerne af stilhed, at man kan arbejde. Og hvordan de bliver etableret er individuelt. Nogle gange er de mentale, andre gange er de fysiske, og der er forfattere, der har arbejdet glimrende blandt andre mennesker, som Sartre og Beauvoir på Les Deux Margots i Paris. Jonathan Franzen skal helst sidde mutters alene i et dunkelt rum med en computer, der er ude af stand til at gå på nettet, og så er der andre, der skriver mere end fremragende i et vaskerum.
Så man må altså prøve sig frem efter det forhåndenværende søms princip. Og heldigvis har jeg opdaget, at man også under optimale omstændigheder på skønne refugier kan skrive umanerligt ringe tekster, mens en af mine personlige yndlingsnoveller blev skrevet ude i gården en sommerdag, hvor lejligheden var fyldt med mere eller mindre sure eksistenser, og hvor alle skriveborde var optaget.
Kommentarer