Blog
Kim Leines tale til Erling Jepsen
Kære Erling
Det var sgu da på tide!
Jeg er utroligt glad for og stolt over at give prisen videre til dig. Jeg vil ikke ligefrem påstå at vi ligner hinanden som forfattere, men vi har jo i hvert fald det til fælles at vi rammer bredt. Og vi har også det fælles at vores bøger har fået mærkater på sig som autofiktion og dobbeltkontrakt, ord der i hvert fald får mig til at gribe ud efter min seksløber.
Jeg må indrømme en ting over for dig, nu hvor jeg har dig på tomandshånd. Jeg henviser tit til dig når nogen kritiserer mig for mit billede af Grønland. Hvad med Erling Jepsen, siger jeg så. Er I så også sure over den måde Erling Jepsen beskriver Sønderjylland på?
Det er jo sådan at vi ejer det sted vi skriver om. Og så laver vi det om. Vi er romanforfattere, og vi kan gøre hvad vi vil. Og så bliver det læst, og så er det læseren der ejer det. Man kan sige at det faktisk ikke er forfatteren der skriver sine bøger, men hans læsere. Læseprocessen er altså i virkeligheden er skriveproces; vi skriver bogen mens vi læser den. Dermed ligger ansvaret for tekstens sandhedsværdi hos læseren, ikke hos forfatteren. Tove Ditlevsen har ikke ansvar over for Istedgade, Karen Blixen ikke for området ved N'gong bjerget, Yahya Hassan ikke for sin ghetto i Aarhus vest, og Erling Jepsen ikke for Sønderjylland. Det er os læsere der er det.
Og en anden ting: Når man griner ad en af de mange absurde og barokke situationer i en Erling Jepsen-bog, kan man ikke undgå at føle sig lidt skyldig. For latteren gør læseren til medskyldig i det der sker, mens forfatteren selv kan trække sig tilbage og vaske sine hænder.
Nej, en forfatter er altid en charlatan og en bluffmager, ellers var vi ikke forfattere. Os kan man ikke regne med, og slet ikke stole på. Men læsere er pæne og sandfærdige mennesker, og læsningen af romaner er også en langt mere forfinet og kultiveret aktivitet end skrivningen af dem som er en barbarisk og blodig affære.
Ikke desto mindre, Erling, da jeg jo ikke så godt kan give DR's romanpris til de tusinder af læsere der i virkeligheden har skrevet din bog, har jeg ingen som helst betænkeligheder ved i stedet for at give prisen til dig. Vi ved begge to at den er mere end vel fortjent, og jeg vil sige til dig, og også til læserne: Et hjerteligt og ægte følt tillykke!
Kære Erling
Det var sgu da på tide!
Jeg er utroligt glad for og stolt over at give prisen videre til dig. Jeg vil ikke ligefrem påstå at vi ligner hinanden som forfattere, men vi har jo i hvert fald det til fælles at vi rammer bredt. Og vi har også det fælles at vores bøger har fået mærkater på sig som autofiktion og dobbeltkontrakt, ord der i hvert fald får mig til at gribe ud efter min seksløber.
Jeg må indrømme en ting over for dig, nu hvor jeg har dig på tomandshånd. Jeg henviser tit til dig når nogen kritiserer mig for mit billede af Grønland. Hvad med Erling Jepsen, siger jeg så. Er I så også sure over den måde Erling Jepsen beskriver Sønderjylland på?
Det er jo sådan at vi ejer det sted vi skriver om. Og så laver vi det om. Vi er romanforfattere, og vi kan gøre hvad vi vil. Og så bliver det læst, og så er det læseren der ejer det. Man kan sige at det faktisk ikke er forfatteren der skriver sine bøger, men hans læsere. Læseprocessen er altså i virkeligheden er skriveproces; vi skriver bogen mens vi læser den. Dermed ligger ansvaret for tekstens sandhedsværdi hos læseren, ikke hos forfatteren. Tove Ditlevsen har ikke ansvar over for Istedgade, Karen Blixen ikke for området ved N'gong bjerget, Yahya Hassan ikke for sin ghetto i Aarhus vest, og Erling Jepsen ikke for Sønderjylland. Det er os læsere der er det.
Og en anden ting: Når man griner ad en af de mange absurde og barokke situationer i en Erling Jepsen-bog, kan man ikke undgå at føle sig lidt skyldig. For latteren gør læseren til medskyldig i det der sker, mens forfatteren selv kan trække sig tilbage og vaske sine hænder.
Nej, en forfatter er altid en charlatan og en bluffmager, ellers var vi ikke forfattere. Os kan man ikke regne med, og slet ikke stole på. Men læsere er pæne og sandfærdige mennesker, og læsningen af romaner er også en langt mere forfinet og kultiveret aktivitet end skrivningen af dem som er en barbarisk og blodig affære.
Ikke desto mindre, Erling, da jeg jo ikke så godt kan give DR's romanpris til de tusinder af læsere der i virkeligheden har skrevet din bog, har jeg ingen som helst betænkeligheder ved i stedet for at give prisen til dig. Vi ved begge to at den er mere end vel fortjent, og jeg vil sige til dig, og også til læserne: Et hjerteligt og ægte følt tillykke!
Kommentarer