Blog
Anmeldelser
Jeg kundgør hermed: Jeg er ikke og har aldrig været i besiddelse af et grønlandssyn. Hvis jeg nogen sinde skulle udvise symptomer på et sådant, bedes I venligst slå mig oven i hovedet med noget tungt.
Jeg kunne ikke lade være, jeg var nødt til at komme af med det. Pyha!
Grunden? Jo, min bog Tunu udkom i sidste uge. Anmeldelserne har indtil nu været rigtigt positive, dog uden at gå over gevind af begejstring, sådan firestjerner-agtige, et par endda med pil opad. Jeg har al mulig grund til at være tilfreds, og er også tilfreds. Men hvad der bekymrer mig en smule, er at mange behandler bogen som om den var en samling reportager fra Grønland, og ikke en roman. Den anmeldes altså mere for sit indhold end for sine litterære kvaliteter. En anmelder mente endda at mit Grønlands-syn godt kan tåle en diskussion. Derfor indledningen.
Et menneskesyn er jeg da udstyret med, og vel også et livssyn, selv om jeg nødig vil definere den slags. For enhver definition er samtidig en reduktion. Men Grønlands-syn? Nej, der sætter jeg grænsen. Min roman handler om specifikke personer i specifikke situationer (og er dermed utvivlsomt udtryk både for mit menneske- og livssyn), men den er ikke et forsøg på at definere grønlænderne som folk eller en slags arketyper. De er lige så forskellige som os andre, kan jeg melde. Og ingen ville vel sætte spørgsmålstegn ved Erling Jepsens Sønderjyde-syn, endsige udlede et Danmarks-syn af hans bøger, bare fordi han har skrevet flere bøger om gakkede mennesker fra Sønderjylland. Det ville da være meget nedladende, både over for Jepsen og sønderjyderne – og danskerne!
En anmeldelse blev jeg lykkelig for. Den mente at jeg dekonstruerer de grønlandske stereotyper. Og det er præcis hvad jeg er ude på. Jeg forsøger at tage disse stereotyper i hånden, tage dem alvorligt og ikke politisk korrekt styre uden om dem, men følge dem hele vejen. Derved håber jeg at komme ud på den anden side af det stereotypiske og af klichéen.
Det her kommer vist let til at lyde klynkende. Sådan er det ikke ment. For bogen er som sagt blevet modtaget rigtig godt, og tak for det! Men man har et problem når man skriver om Grønland, nemlig det at der udgives så få skønlitterære bøger om landet at den enkelte, i dette tilfælde Tunu, tildeles rollen som et totalt signalement af Grønland i dag. Og det kan den selvfølgelig ikke bære. Hvis der blev udgivet lige så mange romaner der foregik i Grønland som dem der foregår i Danmark, ville der ikke opstå den slags misforståelser. For nu at tage Erling Jepsen igen (Frygtelig lykkelig har visse strukturelle ligheder med Tunu), så er den oversat til flere sprog, bl.a. tysk. Mon tyskerne nu tror at hans roman er et udtryk for hans Danmarks-syn, eller at danskerne virkelig er som i hans bøger? Det håber jeg da ikke.
Ørestads Boulevard strækker sig mellem to tårne, Radissonhotellet i nord og Ferringbygningen i syd. Det er i hvert fald den strækning jeg plejer at vandre ad, skubbende barnevognen foran mig, mens jeg grubler over anmeldelser der er skrevet og anmeldelser der muligvis er på vej. Til den ene side breder den fantastiske Amager Fælled sig, med dens utallige krinkelkroge og labyrintiske stisystemer, til den anden ligger Københavns Metro som her, de sidste fem kilometer til endestationen Vestamager, er en højbane. Min søn kan vældig godt lide teksturen i fortovet, graden af nuprethed i fliserne, for den afgiver lige tilpas med vibrationer op gennem stel og og lift til at han kan slappe af. Tit ligger han bare og kigger på verden, eller på himlen, men efter en times tid drejer han hovedet til siden og falder i søvn. Så slår jeg kalechen op.
Han bliver fulgt lidt tættere af børnekardiologerne på Riget for tiden. I sidste uge var hans iltmætning faldet med 20-30%, og det kunne være et første tegn på at hjerteoperationen skulle fremskyndes. Men et par dage senere var den steget igen, dog ikke til det normale niveau, og nu synes han at være i topform igen. Så vi håber at det bare var et forbigående dyk. Han har desuden taget fint på i vægt. Og kardiologerne er ikke bekymrede, så det er vi heller ikke. Men lidt er vi nu alligevel.
Det bliver godt at få den operation overstået.
Sjovt, eller rettere sagt irriterende, som bekymringer kan blande sig med hinanden og forsøge at råbe lige højt, selv om den ene form for bekymring er banal og nærmest ligegyldig, og den anden af eksistentiel liv og død-karakter. Men når jeg går der på Ørestads Boulevard, eller inde på Fælleden, hvor vi også elsker at spadsere, min søn og jeg, mens min kæreste får sig en velfortjent formiddagslur derhjemme, kan jeg godt blive lidt bekymret for at der går postkolonialisme i modtagelsen af bogen. Det er igen dette med at man tildeler bogen en anden rolle end den er tiltænkt.
Et opgør med vores rolle som tidligere kolonimagt, især i Grønland, er der helt klart brug for. Og der er et meget påtrængende behov for et opgør med danskernes generelle forestillinger om Grønland og de vilkår folk deroppe lever under. Alt for mange artikler er skrevet og dokumentarfilm filmet om elendigheden, omsorgssvigtene, alkoholismen osv., krydret med nogle billeder af isbjerge, hvaler, hyggelige fangere og glitrende fjorde, alt for få om det almindelige liv, det jeg kalder det andet Grønland. Det er dette andet Grønland jeg gerne vil skrive om. Men selvfølgelig er der et par stykker i min roman der drikker, nogle der lider nød, og der er endda nogle der dyrker sex! Det er trods alt en roman. Og sex er efter min mening kommet for at blive.
Det er mit håb at Tunu vil blive læst som en fortælling om nogle mennesker der mødes, og hvordan disse møder påvirker dem og deres omgivelser. Møder mellem mennesker har altid fascineret mig som uudgrundelige, gådefulde og spændende. De er en uudtømmelig inspirationskilde for en forfatter som mig.
Jeg vil til slut henvise til min kronik i Politiken, ”Ti dogmer om Grønland, og hvorfor de er usande” ( http://politiken.dk/debat/kroniker/article607837.ece ). Her fortæller jeg omtrent hvad jeg har at sige om emnet postkolonialisme.
God læsning!
Jeg kundgør hermed: Jeg er ikke og har aldrig været i besiddelse af et grønlandssyn. Hvis jeg nogen sinde skulle udvise symptomer på et sådant, bedes I venligst slå mig oven i hovedet med noget tungt.
Jeg kunne ikke lade være, jeg var nødt til at komme af med det. Pyha!
Grunden? Jo, min bog Tunu udkom i sidste uge. Anmeldelserne har indtil nu været rigtigt positive, dog uden at gå over gevind af begejstring, sådan firestjerner-agtige, et par endda med pil opad. Jeg har al mulig grund til at være tilfreds, og er også tilfreds. Men hvad der bekymrer mig en smule, er at mange behandler bogen som om den var en samling reportager fra Grønland, og ikke en roman. Den anmeldes altså mere for sit indhold end for sine litterære kvaliteter. En anmelder mente endda at mit Grønlands-syn godt kan tåle en diskussion. Derfor indledningen.
Et menneskesyn er jeg da udstyret med, og vel også et livssyn, selv om jeg nødig vil definere den slags. For enhver definition er samtidig en reduktion. Men Grønlands-syn? Nej, der sætter jeg grænsen. Min roman handler om specifikke personer i specifikke situationer (og er dermed utvivlsomt udtryk både for mit menneske- og livssyn), men den er ikke et forsøg på at definere grønlænderne som folk eller en slags arketyper. De er lige så forskellige som os andre, kan jeg melde. Og ingen ville vel sætte spørgsmålstegn ved Erling Jepsens Sønderjyde-syn, endsige udlede et Danmarks-syn af hans bøger, bare fordi han har skrevet flere bøger om gakkede mennesker fra Sønderjylland. Det ville da være meget nedladende, både over for Jepsen og sønderjyderne – og danskerne!
En anmeldelse blev jeg lykkelig for. Den mente at jeg dekonstruerer de grønlandske stereotyper. Og det er præcis hvad jeg er ude på. Jeg forsøger at tage disse stereotyper i hånden, tage dem alvorligt og ikke politisk korrekt styre uden om dem, men følge dem hele vejen. Derved håber jeg at komme ud på den anden side af det stereotypiske og af klichéen.
Det her kommer vist let til at lyde klynkende. Sådan er det ikke ment. For bogen er som sagt blevet modtaget rigtig godt, og tak for det! Men man har et problem når man skriver om Grønland, nemlig det at der udgives så få skønlitterære bøger om landet at den enkelte, i dette tilfælde Tunu, tildeles rollen som et totalt signalement af Grønland i dag. Og det kan den selvfølgelig ikke bære. Hvis der blev udgivet lige så mange romaner der foregik i Grønland som dem der foregår i Danmark, ville der ikke opstå den slags misforståelser. For nu at tage Erling Jepsen igen (Frygtelig lykkelig har visse strukturelle ligheder med Tunu), så er den oversat til flere sprog, bl.a. tysk. Mon tyskerne nu tror at hans roman er et udtryk for hans Danmarks-syn, eller at danskerne virkelig er som i hans bøger? Det håber jeg da ikke.
Ørestads Boulevard strækker sig mellem to tårne, Radissonhotellet i nord og Ferringbygningen i syd. Det er i hvert fald den strækning jeg plejer at vandre ad, skubbende barnevognen foran mig, mens jeg grubler over anmeldelser der er skrevet og anmeldelser der muligvis er på vej. Til den ene side breder den fantastiske Amager Fælled sig, med dens utallige krinkelkroge og labyrintiske stisystemer, til den anden ligger Københavns Metro som her, de sidste fem kilometer til endestationen Vestamager, er en højbane. Min søn kan vældig godt lide teksturen i fortovet, graden af nuprethed i fliserne, for den afgiver lige tilpas med vibrationer op gennem stel og og lift til at han kan slappe af. Tit ligger han bare og kigger på verden, eller på himlen, men efter en times tid drejer han hovedet til siden og falder i søvn. Så slår jeg kalechen op.
Han bliver fulgt lidt tættere af børnekardiologerne på Riget for tiden. I sidste uge var hans iltmætning faldet med 20-30%, og det kunne være et første tegn på at hjerteoperationen skulle fremskyndes. Men et par dage senere var den steget igen, dog ikke til det normale niveau, og nu synes han at være i topform igen. Så vi håber at det bare var et forbigående dyk. Han har desuden taget fint på i vægt. Og kardiologerne er ikke bekymrede, så det er vi heller ikke. Men lidt er vi nu alligevel.
Det bliver godt at få den operation overstået.
Sjovt, eller rettere sagt irriterende, som bekymringer kan blande sig med hinanden og forsøge at råbe lige højt, selv om den ene form for bekymring er banal og nærmest ligegyldig, og den anden af eksistentiel liv og død-karakter. Men når jeg går der på Ørestads Boulevard, eller inde på Fælleden, hvor vi også elsker at spadsere, min søn og jeg, mens min kæreste får sig en velfortjent formiddagslur derhjemme, kan jeg godt blive lidt bekymret for at der går postkolonialisme i modtagelsen af bogen. Det er igen dette med at man tildeler bogen en anden rolle end den er tiltænkt.
Et opgør med vores rolle som tidligere kolonimagt, især i Grønland, er der helt klart brug for. Og der er et meget påtrængende behov for et opgør med danskernes generelle forestillinger om Grønland og de vilkår folk deroppe lever under. Alt for mange artikler er skrevet og dokumentarfilm filmet om elendigheden, omsorgssvigtene, alkoholismen osv., krydret med nogle billeder af isbjerge, hvaler, hyggelige fangere og glitrende fjorde, alt for få om det almindelige liv, det jeg kalder det andet Grønland. Det er dette andet Grønland jeg gerne vil skrive om. Men selvfølgelig er der et par stykker i min roman der drikker, nogle der lider nød, og der er endda nogle der dyrker sex! Det er trods alt en roman. Og sex er efter min mening kommet for at blive.
Det er mit håb at Tunu vil blive læst som en fortælling om nogle mennesker der mødes, og hvordan disse møder påvirker dem og deres omgivelser. Møder mellem mennesker har altid fascineret mig som uudgrundelige, gådefulde og spændende. De er en uudtømmelig inspirationskilde for en forfatter som mig.
Jeg vil til slut henvise til min kronik i Politiken, ”Ti dogmer om Grønland, og hvorfor de er usande” ( http://politiken.dk/debat/kroniker/article607837.ece ). Her fortæller jeg omtrent hvad jeg har at sige om emnet postkolonialisme.
God læsning!
Kommentarer