Blog
Litteratur og brugslitteratur
Ville det være smart at dele skønlitteratur op på samme måde som kunst og brugskunst? Det spørgsmål stiller Litteratursidens nye læseklubredaktør Jørgen Dissing i dette blogindlæg.
Du er ude at shoppe. Du går ind i Bahne og falder for et Lene Bjerre kaffekrus. Bagefter går du ind i Galleri Asbæk og køber et værk af Michael Kvium. Du har nu købt brugskunst og kunst. Så langt, så godt.
Og her er det så, at jeg kommer i tvivl. Vil det være smart at dele skønlitteratur op på samme måde som kunst og brugskunst? En form for litteratur der har et mere eller mindre bestemt formål for øje, som fx at kunne underholde, at kunne pirre, at kunne beskrive krigen i 1864 - og så en litteraturform hvor drivkraften er en decideret kunstnerisk ambition?
Synd for alle
Måske. Er der ikke mindst lige så stor forskel på Dan Browns ”Da Vinci Mysteriet” og Karen Blixens ”Syv Fantastiske Fortællinger” som på et Lene Bjerre kaffekrus og et værk af Michael Kvium? Der indgår masser af kreativitet i begge kategorier, men er der alligevel ikke en grundlæggende væsensforskel?
Som man ikke vurderer kaffekruset og værket ud fra de samme kriterier, så kunne man jo mene at det heller ikke giver mening at tænke på Brown og Blixen som om de er det samme. Er der i begge tilfælde ikke er tale om forskellige ting, som skal vurderes derefter? Og måske er det endda synd for både den ene og den anden, hvis det ikke sker. Man vurderer jo ikke Michael Kviums værk efter hvor god den er til at holde kaffen varm eller Lene Bjerres kaffekrus efter hvordan den forsøger at indfange menneskets stadige søgen mellem tomrum og fylde.
Generelt/specifikt/bredt/smalt
Det handler måske også om hhv. hvor generelt og specifikt budskabet er. Et kaffekrus er til at have kaffe i, mens et kunstværk gerne skal ned og grave i de fællesmenneskelige grundvilkår for eksistensen, synes jeg. Og jo, selvfølgelig er der masser af krimier og andre gode bøger der berører disse temaer, men måske ikke primært ud fra en kunstnerisk ambition?
Og er det ikke det der er på spil i tilfældet med fx Brown og Blixen, hvis man tænker lidt efter? Det er selvfølgelig en uvant tankegang, men måske kunne den være gavnlig.
Tror I det kan lade sig gøre, ville det være en fordel? Hvad ville der ske? Det går jo fint for både kunsten og brugskunsten, så hvorfor ikke? Fx, så har Politiken jo også lige oprettet en ny litteraturpris (der hedder FFF), foruden deres store folkelige Litteraturpris. Den nye pris skal hylde det nybrydende og eksperimenterede i det litterære felt, måske fordi Politiken også synes at alle vil få det bedste ud af at skelne, hvem ved?
Hermed har den nye læseklubredaktørs første blogindlæg nået sin ende, et indlæg som både begyndte og slutter med et åbent spørgsmål. Alt er kun godt ment. Tak for jeres ører.
Ville det være smart at dele skønlitteratur op på samme måde som kunst og brugskunst? Det spørgsmål stiller Litteratursidens nye læseklubredaktør Jørgen Dissing i dette blogindlæg.
Du er ude at shoppe. Du går ind i Bahne og falder for et Lene Bjerre kaffekrus. Bagefter går du ind i Galleri Asbæk og køber et værk af Michael Kvium. Du har nu købt brugskunst og kunst. Så langt, så godt.
Og her er det så, at jeg kommer i tvivl. Vil det være smart at dele skønlitteratur op på samme måde som kunst og brugskunst? En form for litteratur der har et mere eller mindre bestemt formål for øje, som fx at kunne underholde, at kunne pirre, at kunne beskrive krigen i 1864 - og så en litteraturform hvor drivkraften er en decideret kunstnerisk ambition?
Synd for alle
Måske. Er der ikke mindst lige så stor forskel på Dan Browns ”Da Vinci Mysteriet” og Karen Blixens ”Syv Fantastiske Fortællinger” som på et Lene Bjerre kaffekrus og et værk af Michael Kvium? Der indgår masser af kreativitet i begge kategorier, men er der alligevel ikke en grundlæggende væsensforskel?
Som man ikke vurderer kaffekruset og værket ud fra de samme kriterier, så kunne man jo mene at det heller ikke giver mening at tænke på Brown og Blixen som om de er det samme. Er der i begge tilfælde ikke er tale om forskellige ting, som skal vurderes derefter? Og måske er det endda synd for både den ene og den anden, hvis det ikke sker. Man vurderer jo ikke Michael Kviums værk efter hvor god den er til at holde kaffen varm eller Lene Bjerres kaffekrus efter hvordan den forsøger at indfange menneskets stadige søgen mellem tomrum og fylde.
Generelt/specifikt/bredt/smalt
Det handler måske også om hhv. hvor generelt og specifikt budskabet er. Et kaffekrus er til at have kaffe i, mens et kunstværk gerne skal ned og grave i de fællesmenneskelige grundvilkår for eksistensen, synes jeg. Og jo, selvfølgelig er der masser af krimier og andre gode bøger der berører disse temaer, men måske ikke primært ud fra en kunstnerisk ambition?
Og er det ikke det der er på spil i tilfældet med fx Brown og Blixen, hvis man tænker lidt efter? Det er selvfølgelig en uvant tankegang, men måske kunne den være gavnlig.
Tror I det kan lade sig gøre, ville det være en fordel? Hvad ville der ske? Det går jo fint for både kunsten og brugskunsten, så hvorfor ikke? Fx, så har Politiken jo også lige oprettet en ny litteraturpris (der hedder FFF), foruden deres store folkelige Litteraturpris. Den nye pris skal hylde det nybrydende og eksperimenterede i det litterære felt, måske fordi Politiken også synes at alle vil få det bedste ud af at skelne, hvem ved?
Hermed har den nye læseklubredaktørs første blogindlæg nået sin ende, et indlæg som både begyndte og slutter med et åbent spørgsmål. Alt er kun godt ment. Tak for jeres ører.
Kommentarer