Blog
Jeg tænker på fremtiden som smasket
Jeg tænker meget over fremtiden for tiden, og ikke mindst over hvordan den ser ud i den litteratur jeg er fascineret af. Jeg tænker på, hvordan verden ser ud om fx. 1000 år, 500 år, 100 år, 50 år. Og ét ord følger altid disse tanker. Det er ordet smasket eller det smaskede. Af en eller anden grund forestiller jeg mig, at det hele går hen og bliver ret smasket og klistret og langt som grød. Og som det lønner sig i mange af livets mere komplekse forhold, tyr jeg til bøgerne - og selvfølgelig kan de også i denne sag give mig en række spændende perspektiver.
Jeg husker da jeg for en del år siden læste Stanislaw Lem´s korte roman Fremtidskongressen om et dystopisk futurum, hvor alle mennesker tager hallucinerende psykofarmika for at kunne klare, at leve på en mørk iltløs hadefuld og forurenet klode. Hovedpersonen får på et tidspunkt frataget sine piller, og ser så den demaskerede virkelighed for første gang - og det er virkelig smasket! Fx. så er en fin restaurant i reliteten en række svinetrug, hvor nøgne, uciviliserede mennesker kæmper om en brun ulækker vælling.
Jeg tænker også på Bjørn Rasmussens Facebookprofil, hvor han en overgang exellerede i det smaskede i alle mulige afskygninger - og ikke mindst på hans roman Pynt om den psykiatriske pige-patient Ragna Svendsen og hendes ustyrligt væskende krop. Det er meget smasket i sig selv, men også på et dybere plan er bogen smasket fordi Bjørn Rasmussen blander alle mulige tanker og sprog og forhold og tilstande sammen til én stor pærevælling - det hele bliver simpelthen bare smasket sammen.
Og så er der Lars Skinnebach, der i en Litt Talk i 2015 på Vallekilde Højskole beskriver, hvordan han ser vores kroppes bakterier og mikrober (der udgør 90-95 % af det samlede antal celler i menneskekroppen - vi er altså kun ca. 5-1o % "os selv") som dem, der styrer alle menneskers tanker og liv. For "hvad er vores bevidsthed andet end et resultat af nogle baktieriers lyster?", som han udtrykker det frit efter min hukommelse (som jo så også må være et resultat af tilfældige bakteriers færden...).
Så her står jeg altså og tænker, at fremtiden er noget med at det bliver mørkt og smasket, noget med at bakterierne overtager hele butikken og opløser både dyr og planter til en brunlig masse med en konsistens a la kolort eller noget i den dur. Og denne brunlige masse er alle vegne, det er varmt (som følge af forurening) og kun få stammer med mennesker lever på de yderste poler, hvor temperaturen endnu ikke er steget så meget at bakterierne for alvor har fået magten.
I kan nok se at det bliver skønt, nicht wahr :-), hvilket jeg har skrevet en lille tekst om (oprindelig udgivet i tidsskriftet UDkAnt, 2016):
I p1 taler de om tundralykke, at gå i afgørende ensomhed; tundraen, det lange kolde stykke midt i kroppen, hvor forståelsen på heldige dage falder svævende blidt ned, engang troede lægerne at mine indvolde var vendt om så hjertet sad i den forkerte side, engang kort efter holdt neglene op med at gro, jeg smager af jern og tænker på stendige-stens størrelser i et kvindedomineret samfund. De siger at tundraen smelter og 12.000 år gamle huleløver og uldne næsehorn vil komme op af jorden til akut forrådnelse; det vil blive smasket, det siger de i radioen, jeg googler PERMAFROST og føler mig som en racist da jeg klikker på "søg kun efter danske resultater"; tundra, min kolde storesøster, jeg siver ud gennem en armhule og siger at det er vigtigt med sne i dynen hver aften hvis vi skal overleve natten, hvis ikke de ældgamle dyr skal komme og fortære os - jeg rejser væk i opløsninger, indre organer smelter sammen til bævrende kontinenter.
Se, dettte var fremtiden. Vi må hellere hygge os mens tid er.
Jeg tænker meget over fremtiden for tiden, og ikke mindst over hvordan den ser ud i den litteratur jeg er fascineret af. Jeg tænker på, hvordan verden ser ud om fx. 1000 år, 500 år, 100 år, 50 år. Og ét ord følger altid disse tanker. Det er ordet smasket eller det smaskede. Af en eller anden grund forestiller jeg mig, at det hele går hen og bliver ret smasket og klistret og langt som grød. Og som det lønner sig i mange af livets mere komplekse forhold, tyr jeg til bøgerne - og selvfølgelig kan de også i denne sag give mig en række spændende perspektiver.
Jeg husker da jeg for en del år siden læste Stanislaw Lem´s korte roman Fremtidskongressen om et dystopisk futurum, hvor alle mennesker tager hallucinerende psykofarmika for at kunne klare, at leve på en mørk iltløs hadefuld og forurenet klode. Hovedpersonen får på et tidspunkt frataget sine piller, og ser så den demaskerede virkelighed for første gang - og det er virkelig smasket! Fx. så er en fin restaurant i reliteten en række svinetrug, hvor nøgne, uciviliserede mennesker kæmper om en brun ulækker vælling.
Jeg tænker også på Bjørn Rasmussens Facebookprofil, hvor han en overgang exellerede i det smaskede i alle mulige afskygninger - og ikke mindst på hans roman Pynt om den psykiatriske pige-patient Ragna Svendsen og hendes ustyrligt væskende krop. Det er meget smasket i sig selv, men også på et dybere plan er bogen smasket fordi Bjørn Rasmussen blander alle mulige tanker og sprog og forhold og tilstande sammen til én stor pærevælling - det hele bliver simpelthen bare smasket sammen.
Og så er der Lars Skinnebach, der i en Litt Talk i 2015 på Vallekilde Højskole beskriver, hvordan han ser vores kroppes bakterier og mikrober (der udgør 90-95 % af det samlede antal celler i menneskekroppen - vi er altså kun ca. 5-1o % "os selv") som dem, der styrer alle menneskers tanker og liv. For "hvad er vores bevidsthed andet end et resultat af nogle baktieriers lyster?", som han udtrykker det frit efter min hukommelse (som jo så også må være et resultat af tilfældige bakteriers færden...).
Så her står jeg altså og tænker, at fremtiden er noget med at det bliver mørkt og smasket, noget med at bakterierne overtager hele butikken og opløser både dyr og planter til en brunlig masse med en konsistens a la kolort eller noget i den dur. Og denne brunlige masse er alle vegne, det er varmt (som følge af forurening) og kun få stammer med mennesker lever på de yderste poler, hvor temperaturen endnu ikke er steget så meget at bakterierne for alvor har fået magten.
I kan nok se at det bliver skønt, nicht wahr :-), hvilket jeg har skrevet en lille tekst om (oprindelig udgivet i tidsskriftet UDkAnt, 2016):
I p1 taler de om tundralykke, at gå i afgørende ensomhed; tundraen, det lange kolde stykke midt i kroppen, hvor forståelsen på heldige dage falder svævende blidt ned, engang troede lægerne at mine indvolde var vendt om så hjertet sad i den forkerte side, engang kort efter holdt neglene op med at gro, jeg smager af jern og tænker på stendige-stens størrelser i et kvindedomineret samfund. De siger at tundraen smelter og 12.000 år gamle huleløver og uldne næsehorn vil komme op af jorden til akut forrådnelse; det vil blive smasket, det siger de i radioen, jeg googler PERMAFROST og føler mig som en racist da jeg klikker på "søg kun efter danske resultater"; tundra, min kolde storesøster, jeg siver ud gennem en armhule og siger at det er vigtigt med sne i dynen hver aften hvis vi skal overleve natten, hvis ikke de ældgamle dyr skal komme og fortære os - jeg rejser væk i opløsninger, indre organer smelter sammen til bævrende kontinenter.
Se, dettte var fremtiden. Vi må hellere hygge os mens tid er.
Kommentarer