Blog
ISIS truer med at henrette 300 familier
Er der en sammenhæng mellem litteratur og verden? Er mennesket dyr eller ånd? Kan trold tæmmes? Og bygges Sangri-La mon indefra og ud eller udefra og ind?
Voldsomme oversvømmelser i Japan
Støjberg afskrækker flygtninge med avisannoncer
Flere ligdele fra flytragedie er fundet i Ukraine
ISIS truer med at henrette 300 familier
EU-landes asyl-egoisme truer bådflygtninge
Obama beklager bombning af sygehus
Nu er han fanget: Så uhyggelig var sadistisk mexicansk narkofyrste
150 meldt dræbt i Boko Haram-angreb i Nigeria
Nordkoreansk forsvarsminister er blevet henrettet for at sove under et møde
Ville købe spædbarn i Rumænien: 48-årig mand fortæller om pædofil-rejse i retten
Det er ikke mine soldater, som har indtaget Krim
Juli blev klodens varmeste måned nogensinde
Desperate syrere rejser tilbage til krigszonen
26-årig skoleskyder i manifest: Det er de andre, der er skøre
Han spyttede og gav fuckfinger til flygtningene
er alle overskrifter fra de seneste par år. Negativt udvalgt, ja, mere eller mindre lødige, ja, men ikke desto mindre med sandhedsværdi. Og sikkert også skævt i forhold til geografi og tro. Men ikke desto mindre med sandhedsværdi. Der er krøbet en snigende fornemmelse om på ryggen af mig de senere år. En fornemmelse der nu har slået rod, er jeg bange for. Og den er ikke sådan lige til at komme af med igen. Fornemmelsen af at det hele er ved at gå ad helvede til. Menneskehedens barbari og egoisme kender ingen grænser, kunne jeg tænke. De fleste af os kan lige akkurat gabe over den nærmeste familie og nogle venner, men så ikke mere. Ikke noget med at forsøge at forstå dem der er anderledes, og slet ikke noget med at passe på vores klode.
Og nu kan jeg så ikke læse længere. Nogen siger til mig at det måske er en læseblokering, på samme måde som man kan få skriveblokeringer. Noget siger mig at det ikke er hele sandheden, som når stress ikke kun er et udtryk for at have for travlt på arbejde. Det stikker altid noget under. Fornemmelsen. Og tanken om hvorvidt det er overhovedet er i orden at sætte sig ned og læse en god bog, mens verden står i flammer. Den dårlige samvittighed over ikke at gøre noget selv, handlekraften slået fra. Apatien strikes back again.
Eller kan en god bog netop være handlingen, være noget af det der formår at rykke fornemmelsen ud af min ryg? Kan man mon læse sig ud af sin læseblokering? Og hvad skal jeg i så fald læse?
Der skrives jo efterhånden en del litteratur som tager udgangspunkt i verdens tilstand, så kunne det være den vej det går, den vej jeg skal gå? Litteratursidens egen chefredaktør Lise Vandborg har skrevet en artikel om politiske undertoner i dansk litteratur, som du med glæde kan læse her. Og vil nedenstående titler kunne hjælpe mig, tror I?
Michel Houellebecq: Underkastelse
Svetlana Alexievich: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt
Hertha Müller: I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv
Eller skal det være noget helt fjerde? I'm all yours!
Er der en sammenhæng mellem litteratur og verden? Er mennesket dyr eller ånd? Kan trold tæmmes? Og bygges Sangri-La mon indefra og ud eller udefra og ind?
Voldsomme oversvømmelser i Japan
Støjberg afskrækker flygtninge med avisannoncer
Flere ligdele fra flytragedie er fundet i Ukraine
ISIS truer med at henrette 300 familier
EU-landes asyl-egoisme truer bådflygtninge
Obama beklager bombning af sygehus
Nu er han fanget: Så uhyggelig var sadistisk mexicansk narkofyrste
150 meldt dræbt i Boko Haram-angreb i Nigeria
Nordkoreansk forsvarsminister er blevet henrettet for at sove under et møde
Ville købe spædbarn i Rumænien: 48-årig mand fortæller om pædofil-rejse i retten
Det er ikke mine soldater, som har indtaget Krim
Juli blev klodens varmeste måned nogensinde
Desperate syrere rejser tilbage til krigszonen
26-årig skoleskyder i manifest: Det er de andre, der er skøre
Han spyttede og gav fuckfinger til flygtningene
er alle overskrifter fra de seneste par år. Negativt udvalgt, ja, mere eller mindre lødige, ja, men ikke desto mindre med sandhedsværdi. Og sikkert også skævt i forhold til geografi og tro. Men ikke desto mindre med sandhedsværdi. Der er krøbet en snigende fornemmelse om på ryggen af mig de senere år. En fornemmelse der nu har slået rod, er jeg bange for. Og den er ikke sådan lige til at komme af med igen. Fornemmelsen af at det hele er ved at gå ad helvede til. Menneskehedens barbari og egoisme kender ingen grænser, kunne jeg tænke. De fleste af os kan lige akkurat gabe over den nærmeste familie og nogle venner, men så ikke mere. Ikke noget med at forsøge at forstå dem der er anderledes, og slet ikke noget med at passe på vores klode.
Og nu kan jeg så ikke læse længere. Nogen siger til mig at det måske er en læseblokering, på samme måde som man kan få skriveblokeringer. Noget siger mig at det ikke er hele sandheden, som når stress ikke kun er et udtryk for at have for travlt på arbejde. Det stikker altid noget under. Fornemmelsen. Og tanken om hvorvidt det er overhovedet er i orden at sætte sig ned og læse en god bog, mens verden står i flammer. Den dårlige samvittighed over ikke at gøre noget selv, handlekraften slået fra. Apatien strikes back again.
Eller kan en god bog netop være handlingen, være noget af det der formår at rykke fornemmelsen ud af min ryg? Kan man mon læse sig ud af sin læseblokering? Og hvad skal jeg i så fald læse?
Der skrives jo efterhånden en del litteratur som tager udgangspunkt i verdens tilstand, så kunne det være den vej det går, den vej jeg skal gå? Litteratursidens egen chefredaktør Lise Vandborg har skrevet en artikel om politiske undertoner i dansk litteratur, som du med glæde kan læse her. Og vil nedenstående titler kunne hjælpe mig, tror I?
Michel Houellebecq: Underkastelse
Svetlana Alexievich: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt
Hertha Müller: I dag havde jeg helst ikke mødt mig selv
Eller skal det være noget helt fjerde? I'm all yours!
Kommentarer