Blog
Hvor mange er lykkelige i deres parforhold?
Kernefamilien og det traditionelle parforhold er - med god grund - under kraftig beskydning i dag. Det er simpelthen usmart at leve på den måde.
Uden nogen former for videnskabelig belæg for det vurderer jeg, at langt flere mennesker i faste seksuelle og mentale monogame parforhold er ok tilfredse end ligefrem glade og lykkelige. Hvorfor det, og hvorfor stiler vi ikke højere?
Niels Lyngsø er månedens forfatter i Litteratursidens læseklub, DR Romanklubben, og han har netop begået romanen "Himlen under jorden", hvor ét af hovedtemaerne er "alternative samværsformer". I en artikel han har skrevet til Litteratursiden skriver han følgende:
"[jeg synes]... vi har et forskruet og stadig patriarkalsk præget forhold til seksualitet i vores samfund. Ikke kun fordi jeg personligt drømmer om mere frisind, og om at flere må få et mere afslappet forhold til sex. Men også for børnenes skyld. Jeg er selv vokset op som enebarn i en kernefamilie. Det viste sig hurtigt, at jeg havde helt andre interesser og værdier end mine forældre. Vi forstod ikke rigtig hinanden. Derfor kan jeg ikke lade være med at fantasere: Tænk hvis intet barn var overladt til de to voksne, der tilfældigvis havde avlet det, men i stedet som noget naturligt var omgivet af mindst tyve voksne med hver deres sæt af særheder, evner og temperament."
Det synes jeg er en meget spændende måde at se familien på - for er det egentlig ikke bare gamle vaner og frygt for hvad naboen vil tænke, der gør at langt de fleste af os lever i kernefamilier, der kun gør os OK tilfredse, men aldrig rigtig glade eller sågar lykkelige?
Den herskende samlivsnorm har meget at skulle have sagt, fordi vi alle sammen gerne vil accepteres i flokken. Men hvad er det så for en flok, vi gerne vil være en del af? En flok, der langt hen ad vejen, i vores små familieenheder, har nok i os selv og så travlt at der ikke er tid og overskud til at indgå i større fællesskaber. En flok. der lukker sig om sig selv og ikke har lyst til at lære særlig meget nyt at kende. Er det virkelig en flok det er så vigtigt for os at være en del af?
Måske skulle vi trække vejret ind, løsne de bånd der holder vores familier og os selv i skak, puste ud og tænke:
Fuck det, vi har kun ét liv og det skal sgu leves så vi bliver levende og glade
Og hvem ved, måske ville det også være en fantastisk forletning for alle vores nære, vores naboer, venner og bekendte, for så kunne de lige pludselig måske gøre det samme.
Hvis du har lyst til at dykke dybere ned i denne sag, synes jeg at du skal læse Niels Lyngsøs roman "Himlen under jorden", og ikke mindst gå ind på DR Romanklubbens debat og give din uforberholdne mening til kende.
Kernefamilien og det traditionelle parforhold er - med god grund - under kraftig beskydning i dag. Det er simpelthen usmart at leve på den måde.
Uden nogen former for videnskabelig belæg for det vurderer jeg, at langt flere mennesker i faste seksuelle og mentale monogame parforhold er ok tilfredse end ligefrem glade og lykkelige. Hvorfor det, og hvorfor stiler vi ikke højere?
Niels Lyngsø er månedens forfatter i Litteratursidens læseklub, DR Romanklubben, og han har netop begået romanen "Himlen under jorden", hvor ét af hovedtemaerne er "alternative samværsformer". I en artikel han har skrevet til Litteratursiden skriver han følgende:
"[jeg synes]... vi har et forskruet og stadig patriarkalsk præget forhold til seksualitet i vores samfund. Ikke kun fordi jeg personligt drømmer om mere frisind, og om at flere må få et mere afslappet forhold til sex. Men også for børnenes skyld. Jeg er selv vokset op som enebarn i en kernefamilie. Det viste sig hurtigt, at jeg havde helt andre interesser og værdier end mine forældre. Vi forstod ikke rigtig hinanden. Derfor kan jeg ikke lade være med at fantasere: Tænk hvis intet barn var overladt til de to voksne, der tilfældigvis havde avlet det, men i stedet som noget naturligt var omgivet af mindst tyve voksne med hver deres sæt af særheder, evner og temperament."
Det synes jeg er en meget spændende måde at se familien på - for er det egentlig ikke bare gamle vaner og frygt for hvad naboen vil tænke, der gør at langt de fleste af os lever i kernefamilier, der kun gør os OK tilfredse, men aldrig rigtig glade eller sågar lykkelige?
Den herskende samlivsnorm har meget at skulle have sagt, fordi vi alle sammen gerne vil accepteres i flokken. Men hvad er det så for en flok, vi gerne vil være en del af? En flok, der langt hen ad vejen, i vores små familieenheder, har nok i os selv og så travlt at der ikke er tid og overskud til at indgå i større fællesskaber. En flok. der lukker sig om sig selv og ikke har lyst til at lære særlig meget nyt at kende. Er det virkelig en flok det er så vigtigt for os at være en del af?
Måske skulle vi trække vejret ind, løsne de bånd der holder vores familier og os selv i skak, puste ud og tænke:
Fuck det, vi har kun ét liv og det skal sgu leves så vi bliver levende og glade
Og hvem ved, måske ville det også være en fantastisk forletning for alle vores nære, vores naboer, venner og bekendte, for så kunne de lige pludselig måske gøre det samme.
Hvis du har lyst til at dykke dybere ned i denne sag, synes jeg at du skal læse Niels Lyngsøs roman "Himlen under jorden", og ikke mindst gå ind på DR Romanklubbens debat og give din uforberholdne mening til kende.
Kommentarer