Blog
Historien i billedet eller billedet i historien?
En reportage over fotojournalisten Jan Grarups foredrag til Vidensfestivalen 2013.
Jeg sætter mig på forreste række i den Grønne Sal i Den Sorte Diamant med en forventning om, at jeg efter de 25 minutter, som er sat af til dette foredrag, vil være tættere et svar på, hvad der egentlig kendetegner en historie?
Skal det absolut være nedskrevne ord i en bog, eller kan det også være de billeder, som en fængende historie fremkalder i én?
Kan fotografier i forlængelse heraf være en historie, hvis de har noget at fortælle?
Foredragsholderen er fotojournalisten Jan Grarup, som har dokumenteret folkedrab og naturkatastrofer i verdens brændpunkter. Han har fået tildelt adskillige priser b.la. World Press Photo og er forfatter til reportagebogen ”Shadowland” (2006).
Det står hurtigt klart for mig, at dette er et foredrag, som trækker på forskellige genrer. Den sørgmodige, sjælfulde musik understøtter de syv minutters slideshow med fotografier af hans seneste fotoprojekt i Somalias hovedstad Mogadishu. Projektet kalder han ”Caught Between War and Famine”, og da musikken ophører, tager hans stemme over som en lydlig tekst til de visuelle udtryk.
Sorte bogstaver på hvidt papir
Grarup foretrækker at fotografere i sort-hvid, fordi de har et ”klarere budskab”, som han formulerer det. Heri er en fordring til beskueren om at fokusere på folks ansigtsudtryk.
Et kendetegn for Grarups fotostil viser sig hurtigt at være kontraster. Sort-hvide fotografier, hvide, skinnende øjne i kulsorte ansigter, den knastørre goldhed – og som afslutning på slideshowet, den ubarmhjertige lyd af vand, som pludselig siver ud ad højtalerne.
Efter de syv minutter står Grarup igen på scenen og rammesætter med sin rolige stemme nogle af billederne, så motiverne får et nærvær og antager form som en fortælling.
Grarups tilstedeværelse er afdæmpet, insisterende, mens munden dokumenterer et fragment af de menneskeskæbner, som de fleste til daglig ikke kan holde ud at tænke på.
På hans venstre håndled er et stort armbåndsur, og lidt længere oppe tatoveringen af en rød drage, som på en mærkelig måde ikke passer til den kortærmede, lyseblå skjorte og det brune slips, som matcher læderbæltet, bukserne og skoene.
I takt med at han taler sig ind i historierne, bliver stemmen usikker, tøvende og åndedrættet tungere.
Han fortæller også om sig selv og om de personlige omkostninger, som jobbet har ført med sig. At han har mistet sit ”livs kærlighed”, om at han selv er mærket af traumerne. Han nævner, at han har haft et omfattende misbrug. Men det er ikke det, det handler om i dag. Dette er ikke et foredrag om øjnene, der har set, men om motivet, hvad titlen på hans fotoprojekt også vidner om; det handler om de mennesker, som er fanget mellem krig, sult og ødelæggelse.
Motivet
”Der er også positive sider i historien,” siger han på et tidspunkt. De gemmer sig i nogle af fotografierne. En mand, som går ned ad hovedgaden, mens han slæber på en haj, som han har kastet over skuldrene. En lille bitte dreng, som får lidt næring på et hospital. Man ved bare, at drengen ryster, selvom billedet ikke fanger det.
Og håbet, som man kan skimte i nogle af motiverne, er vel også positivt? Selvom det kommer til udtryk i en maskinpistol, som er slynget om skulderen.
Grarup kalder det en ”stor og kompleks historie”, når civilbefolkninger bliver fanget mellem krigende fraktioner. En historie, som drives frem af hans egen indignation og vrede over den vestlige verden, som efter hans mening ikke engagerer sig nok i den 3. Verden.
”Vi har et ansvar,” siger han flere gange. Insisterende.
Det er dette, som driver ham fra sted til sted. Det er hans personlige motiv. ”Empati” hører jeg ham sige på et tidspunkt.
Nå, ja, og vedrørende mit oprindelige spørgsmål, om hvilke elementer, der skal være til stede for at der er tale om en historie?
Er det ikke lige meget lige nu?
En reportage over fotojournalisten Jan Grarups foredrag til Vidensfestivalen 2013.
Jeg sætter mig på forreste række i den Grønne Sal i Den Sorte Diamant med en forventning om, at jeg efter de 25 minutter, som er sat af til dette foredrag, vil være tættere et svar på, hvad der egentlig kendetegner en historie?
Skal det absolut være nedskrevne ord i en bog, eller kan det også være de billeder, som en fængende historie fremkalder i én?
Kan fotografier i forlængelse heraf være en historie, hvis de har noget at fortælle?
Foredragsholderen er fotojournalisten Jan Grarup, som har dokumenteret folkedrab og naturkatastrofer i verdens brændpunkter. Han har fået tildelt adskillige priser b.la. World Press Photo og er forfatter til reportagebogen ”Shadowland” (2006).
Det står hurtigt klart for mig, at dette er et foredrag, som trækker på forskellige genrer. Den sørgmodige, sjælfulde musik understøtter de syv minutters slideshow med fotografier af hans seneste fotoprojekt i Somalias hovedstad Mogadishu. Projektet kalder han ”Caught Between War and Famine”, og da musikken ophører, tager hans stemme over som en lydlig tekst til de visuelle udtryk.
Sorte bogstaver på hvidt papir
Grarup foretrækker at fotografere i sort-hvid, fordi de har et ”klarere budskab”, som han formulerer det. Heri er en fordring til beskueren om at fokusere på folks ansigtsudtryk.
Et kendetegn for Grarups fotostil viser sig hurtigt at være kontraster. Sort-hvide fotografier, hvide, skinnende øjne i kulsorte ansigter, den knastørre goldhed – og som afslutning på slideshowet, den ubarmhjertige lyd af vand, som pludselig siver ud ad højtalerne.
Efter de syv minutter står Grarup igen på scenen og rammesætter med sin rolige stemme nogle af billederne, så motiverne får et nærvær og antager form som en fortælling.
Grarups tilstedeværelse er afdæmpet, insisterende, mens munden dokumenterer et fragment af de menneskeskæbner, som de fleste til daglig ikke kan holde ud at tænke på.
På hans venstre håndled er et stort armbåndsur, og lidt længere oppe tatoveringen af en rød drage, som på en mærkelig måde ikke passer til den kortærmede, lyseblå skjorte og det brune slips, som matcher læderbæltet, bukserne og skoene.
I takt med at han taler sig ind i historierne, bliver stemmen usikker, tøvende og åndedrættet tungere.
Han fortæller også om sig selv og om de personlige omkostninger, som jobbet har ført med sig. At han har mistet sit ”livs kærlighed”, om at han selv er mærket af traumerne. Han nævner, at han har haft et omfattende misbrug. Men det er ikke det, det handler om i dag. Dette er ikke et foredrag om øjnene, der har set, men om motivet, hvad titlen på hans fotoprojekt også vidner om; det handler om de mennesker, som er fanget mellem krig, sult og ødelæggelse.
Motivet
”Der er også positive sider i historien,” siger han på et tidspunkt. De gemmer sig i nogle af fotografierne. En mand, som går ned ad hovedgaden, mens han slæber på en haj, som han har kastet over skuldrene. En lille bitte dreng, som får lidt næring på et hospital. Man ved bare, at drengen ryster, selvom billedet ikke fanger det.
Og håbet, som man kan skimte i nogle af motiverne, er vel også positivt? Selvom det kommer til udtryk i en maskinpistol, som er slynget om skulderen.
Grarup kalder det en ”stor og kompleks historie”, når civilbefolkninger bliver fanget mellem krigende fraktioner. En historie, som drives frem af hans egen indignation og vrede over den vestlige verden, som efter hans mening ikke engagerer sig nok i den 3. Verden.
”Vi har et ansvar,” siger han flere gange. Insisterende.
Det er dette, som driver ham fra sted til sted. Det er hans personlige motiv. ”Empati” hører jeg ham sige på et tidspunkt.
Nå, ja, og vedrørende mit oprindelige spørgsmål, om hvilke elementer, der skal være til stede for at der er tale om en historie?
Er det ikke lige meget lige nu?
Kommentarer