Blog
Det pinlige bogvalg
Det pinlige bogvalg
Hvordan hænger pinlighed sammen med ens bogvalg, og kan man sætte en streg i sandet mellem de bøger, som gør én stolt af at læse, og som man ville ønske, at man kunne bære oven på hovedet og vise hele verden – og så de bøger, som man lapper i sig i den mest skumle afkrog af ens tilværelse, uset og ufortalt?
Jeg render rundt i det smukke og skønne Kulturværft i Helsingør. Lysindfaldet fra de store vinduer og det stolte Kronborg i baggrunden får mig som altid til at føle, at jeg er på eventyr – og skatten er naturligvis den helt rigtige bog set i forhold til mine litterære behov lige nu.
Efter studierne kulminerede med et projekt og en efterfølgende eksamen i foråret, er det en fryd at trykke på elevatorknappen til 2. sal med fiktion i stedet for 3. sal, hvor jeg normalt tygger mig gennem faglitteratur.
Og det er da også på 2. sal, at jeg rent tilfældigt falder over den helt rigtige bog. Første bog i serien om Vampyr Akademiet skrevet af amerikaneren Richelle Mead.
Jeg har aldrig hørt om serien eller forfatteren før i dette øjeblik, men da jeg elskede Twilight-Serien, kaster jeg mig ud i det efter at have skimmet de første sider.
Og kom nærmere, så jeg hviske dig noget ind i øret. Lidt mere.
Første bog er god. Rigtig god.
Den handler om den 17-årige vogter Rose, som beskytter Moroi-prinsessen Lissa, der udover at besidde særlige evner også er vampyr. Nu vil jeg ikke afsløre for meget, hvis nu andre har mod på serien.
Når læseren møder bogen
Nogle dage efter befinder jeg mig igen ved den syndige reol med tween-litteratur. Og jeg undrer mig over, hvad det er, der lige gør, at jeg finder det for pinligt til at spørge den pæne bibliotekar om 2. bind af Vampyr Akademiet?
Efter et kvarters tankevirksomhed giver jeg op. Jeg var ellers meget tæt på at gå hen til hende og fortælle hende, at jeg spurgte på vegne af min lillesøster (en efternøler tilsyneladende, min alder taget i betragtning) eller min datter (ej, så gammel er jeg heller ikke), så jeg giver op.
Det er alt for hårdt arbejde at brygge en plausibel løgn sammen, og det var der, at det gik op for mig, at det i bund og grund er latterligt, at der tit er genrer forbundet med kategorier. Med kategorier mener jeg, at man signalerer, at man er intellektuel, reflekterende og overskudsagtig, hvis man læser Kierkegaard eller Kafka eller det modsatte.
Det lader til, at der er litteratur, man er stolt af at læse, og så er der den smudsige litteratur, som appellerer til noget andet end hjernen - eller måske snarere til den mere primitive del af hjernen, den afkrog af litteraturens verden, som i mit tilfælde affødte en skam, der forhindrede mig i at spørge bibliotekaren efter andet bind i serien.
Den pinlige bog findes ikke
Jeg vil gerne pointere, at Richelle Meads bogproduktion ikke er pinlig i sig selv. Det pinlige opstår i mødet mellem (den voksne) læser og bogen. Det er mig, der var bange for at få prædikatet useriøs og umoden påhæftet, nu hvor jeg fandt så megen nydelse i at tygge mig gennem en serie om vampyrer, der bekæmper det onde.
Til mit forsvar skal det nævnes, at bogen behandler en række livstemaer, som man som voksen stadig kan relatere sig til: forventninger i forhold til livsformål, kærlighed, venskab osv. Jeg ville gerne påstå, at det er det, der tiltrækker mig mest ved bøgerne.
Men så ville jeg lyve. Det er snarere kampene mellem godt og ondt og forælder-barn relationer, gennemgående tematikker i bøgerne, som jeg finder forfriskende beskrevet. Og så er dialogerne til tider uhyrligt sjove.
Tak for ærligheden
Det var rart at være ærlig omkring mit pinlige bogvalg. Desværre neutraliserer min ærlighed ikke problemet. Refleksion trumfer ikke handling. Jeg er stadig pinligt berørt. De sidste bøger i serien har jeg reserveret hjemmefra. Jeg sørgede selvfølgelig for at slukke lyset inden, så jeg kunne sidde og skamme mig i fred.
Det pinlige bogvalg
Hvordan hænger pinlighed sammen med ens bogvalg, og kan man sætte en streg i sandet mellem de bøger, som gør én stolt af at læse, og som man ville ønske, at man kunne bære oven på hovedet og vise hele verden – og så de bøger, som man lapper i sig i den mest skumle afkrog af ens tilværelse, uset og ufortalt?
Jeg render rundt i det smukke og skønne Kulturværft i Helsingør. Lysindfaldet fra de store vinduer og det stolte Kronborg i baggrunden får mig som altid til at føle, at jeg er på eventyr – og skatten er naturligvis den helt rigtige bog set i forhold til mine litterære behov lige nu.
Efter studierne kulminerede med et projekt og en efterfølgende eksamen i foråret, er det en fryd at trykke på elevatorknappen til 2. sal med fiktion i stedet for 3. sal, hvor jeg normalt tygger mig gennem faglitteratur.
Og det er da også på 2. sal, at jeg rent tilfældigt falder over den helt rigtige bog. Første bog i serien om Vampyr Akademiet skrevet af amerikaneren Richelle Mead.
Jeg har aldrig hørt om serien eller forfatteren før i dette øjeblik, men da jeg elskede Twilight-Serien, kaster jeg mig ud i det efter at have skimmet de første sider.
Og kom nærmere, så jeg hviske dig noget ind i øret. Lidt mere.
Første bog er god. Rigtig god.
Den handler om den 17-årige vogter Rose, som beskytter Moroi-prinsessen Lissa, der udover at besidde særlige evner også er vampyr. Nu vil jeg ikke afsløre for meget, hvis nu andre har mod på serien.
Når læseren møder bogen
Nogle dage efter befinder jeg mig igen ved den syndige reol med tween-litteratur. Og jeg undrer mig over, hvad det er, der lige gør, at jeg finder det for pinligt til at spørge den pæne bibliotekar om 2. bind af Vampyr Akademiet?
Efter et kvarters tankevirksomhed giver jeg op. Jeg var ellers meget tæt på at gå hen til hende og fortælle hende, at jeg spurgte på vegne af min lillesøster (en efternøler tilsyneladende, min alder taget i betragtning) eller min datter (ej, så gammel er jeg heller ikke), så jeg giver op.
Det er alt for hårdt arbejde at brygge en plausibel løgn sammen, og det var der, at det gik op for mig, at det i bund og grund er latterligt, at der tit er genrer forbundet med kategorier. Med kategorier mener jeg, at man signalerer, at man er intellektuel, reflekterende og overskudsagtig, hvis man læser Kierkegaard eller Kafka eller det modsatte.
Det lader til, at der er litteratur, man er stolt af at læse, og så er der den smudsige litteratur, som appellerer til noget andet end hjernen - eller måske snarere til den mere primitive del af hjernen, den afkrog af litteraturens verden, som i mit tilfælde affødte en skam, der forhindrede mig i at spørge bibliotekaren efter andet bind i serien.
Den pinlige bog findes ikke
Jeg vil gerne pointere, at Richelle Meads bogproduktion ikke er pinlig i sig selv. Det pinlige opstår i mødet mellem (den voksne) læser og bogen. Det er mig, der var bange for at få prædikatet useriøs og umoden påhæftet, nu hvor jeg fandt så megen nydelse i at tygge mig gennem en serie om vampyrer, der bekæmper det onde.
Til mit forsvar skal det nævnes, at bogen behandler en række livstemaer, som man som voksen stadig kan relatere sig til: forventninger i forhold til livsformål, kærlighed, venskab osv. Jeg ville gerne påstå, at det er det, der tiltrækker mig mest ved bøgerne.
Men så ville jeg lyve. Det er snarere kampene mellem godt og ondt og forælder-barn relationer, gennemgående tematikker i bøgerne, som jeg finder forfriskende beskrevet. Og så er dialogerne til tider uhyrligt sjove.
Tak for ærligheden
Det var rart at være ærlig omkring mit pinlige bogvalg. Desværre neutraliserer min ærlighed ikke problemet. Refleksion trumfer ikke handling. Jeg er stadig pinligt berørt. De sidste bøger i serien har jeg reserveret hjemmefra. Jeg sørgede selvfølgelig for at slukke lyset inden, så jeg kunne sidde og skamme mig i fred.
Kommentarer