Blog
Hvor får de det fra?
Når jeg holder foredrag om mine bøger, er der ofte nogen, der gerne vil vide, hvor i alverden forfattere får deres historier, idéer og sprog fra. Jeg giver et meget tamt svar på det spørgsmål: Fra fantasi og intellekt. Det er langt fra alle, der synes, det er et fyldestgørende var.
Buddene på hvad fantasi i grunden er, afhænger som så meget andet af indfaldsvinkel og overbevisning. De fleste hælder nok til, at selvom de fleste besidder en eller anden grad af fantasi, er kunst en individuel cocktail af talent, tankemåde, vedholdenhed og disciplin. Nogle mener, at forfattere må få deres inspiration oppefra, nedefra eller lige ind fra højre. Og så er der hjerne-folket, der forestiller sig at det hele er udslag af kemi og elektriske impulser. Eller ligefrem af en dysfunktion i hjernen.
Mens jeg skrev mine bøger om Hildegard, stødte jeg på forskellige forestillinger om, hvad hendes særprægede visioner egentlig er. En af de mest berømte ikke-religiøse teorier står den engelskfødte professor i neurologi Oliver Sacks for. Han mener, at Hildegard led af såkaldt stille migræne med aurasymptomer. Stille betyder, at man ikke oplever den hovedpine, som for de fleste migrænepatienter er det mest fremtrædende symptom. Aurasymptomer er sanseforstyrrelser, der går forud for et migræneanfald. Typisk drejer det sig om synsforstyrrelser eller føleforstyrrelser, men det kan også være høreforstyrrelser eller ligefrem hallucinationer. Jeg får selv migræne med aura en gang imellem. Selvom jeg slet ikke er så plaget, at det fylder ret meget i mit liv, er det generende og smertefuldt og lidt uhyggeligt at føle, at man delvist mister kontrol over sin hjerne, mens anfaldet står på. Der er flere, der har forsøgt at lave videoklip, for at illustrere hvordan visuelle aurasymptomer ytrer sig. Det kan man bl.a. finde på youtube. Der kan man også finde klip med læger, der fortæller, hvad de ved om migræne. En af dem holder sig ikke til at tale om hovedpine og hjernebark, men forsøger på sin måde at besvare det spørgsmål, jeg indledte dette blogindlæg med. Han mener at Picassos kubistiske malerier må have været inspireret af selvoplevede aurasymptomer. Ditto med Lewis Carolls Alice i Eventyrland og sågar Elvis Presleys selvmedicinering. Selvom jeg før migræneanfald har oplevet, at mine børns ansigter midlertidigt blev omrokeret til noget ganske kubistisk, og har set alt med en Hildegardagtig glorie, synes jeg personligt, det er en lille smule komisk. Jeg er i hvert fald helt sikker på, at jeg for mit eget vedkommende ikke har brugt det til noget som helst i kunstnerisk henseende. Når jeg ikke er tilhænger af den teori, og bliver ved med at svævende svare, at kunst stammer fra fantasi & intellekt, er det er også fordi, jeg virkelig holder af det uforklarlige, tvetydige og kaotiske. Alt det der sparker fantasien i gang. Og selvom det ikke afholder mig fra at opstille hypoteser og gruble mig træt, er det for mit vedkommende det, der fyrer mest op under kunsten: At udforske forståelsens grænser, at betragte det uhåndgribelige og dykke ned i kaos og forsøge at skabe bare en lille smule orden.
Når jeg holder foredrag om mine bøger, er der ofte nogen, der gerne vil vide, hvor i alverden forfattere får deres historier, idéer og sprog fra. Jeg giver et meget tamt svar på det spørgsmål: Fra fantasi og intellekt. Det er langt fra alle, der synes, det er et fyldestgørende var.
Buddene på hvad fantasi i grunden er, afhænger som så meget andet af indfaldsvinkel og overbevisning. De fleste hælder nok til, at selvom de fleste besidder en eller anden grad af fantasi, er kunst en individuel cocktail af talent, tankemåde, vedholdenhed og disciplin. Nogle mener, at forfattere må få deres inspiration oppefra, nedefra eller lige ind fra højre. Og så er der hjerne-folket, der forestiller sig at det hele er udslag af kemi og elektriske impulser. Eller ligefrem af en dysfunktion i hjernen.
Mens jeg skrev mine bøger om Hildegard, stødte jeg på forskellige forestillinger om, hvad hendes særprægede visioner egentlig er. En af de mest berømte ikke-religiøse teorier står den engelskfødte professor i neurologi Oliver Sacks for. Han mener, at Hildegard led af såkaldt stille migræne med aurasymptomer. Stille betyder, at man ikke oplever den hovedpine, som for de fleste migrænepatienter er det mest fremtrædende symptom. Aurasymptomer er sanseforstyrrelser, der går forud for et migræneanfald. Typisk drejer det sig om synsforstyrrelser eller føleforstyrrelser, men det kan også være høreforstyrrelser eller ligefrem hallucinationer. Jeg får selv migræne med aura en gang imellem. Selvom jeg slet ikke er så plaget, at det fylder ret meget i mit liv, er det generende og smertefuldt og lidt uhyggeligt at føle, at man delvist mister kontrol over sin hjerne, mens anfaldet står på. Der er flere, der har forsøgt at lave videoklip, for at illustrere hvordan visuelle aurasymptomer ytrer sig. Det kan man bl.a. finde på youtube. Der kan man også finde klip med læger, der fortæller, hvad de ved om migræne. En af dem holder sig ikke til at tale om hovedpine og hjernebark, men forsøger på sin måde at besvare det spørgsmål, jeg indledte dette blogindlæg med. Han mener at Picassos kubistiske malerier må have været inspireret af selvoplevede aurasymptomer. Ditto med Lewis Carolls Alice i Eventyrland og sågar Elvis Presleys selvmedicinering. Selvom jeg før migræneanfald har oplevet, at mine børns ansigter midlertidigt blev omrokeret til noget ganske kubistisk, og har set alt med en Hildegardagtig glorie, synes jeg personligt, det er en lille smule komisk. Jeg er i hvert fald helt sikker på, at jeg for mit eget vedkommende ikke har brugt det til noget som helst i kunstnerisk henseende. Når jeg ikke er tilhænger af den teori, og bliver ved med at svævende svare, at kunst stammer fra fantasi & intellekt, er det er også fordi, jeg virkelig holder af det uforklarlige, tvetydige og kaotiske. Alt det der sparker fantasien i gang. Og selvom det ikke afholder mig fra at opstille hypoteser og gruble mig træt, er det for mit vedkommende det, der fyrer mest op under kunsten: At udforske forståelsens grænser, at betragte det uhåndgribelige og dykke ned i kaos og forsøge at skabe bare en lille smule orden.
Kommentarer