Blog
Ambassadør i løb
Jeg har aldrig været ambassadør for noget eller nogen før. Nu er jeg det for Litteratursiden indtil jul. Det er dejligt at være ambassadør for sådan et godt et sted. Det er let at anbefale siden til andre, for det er en ren skatkiste af analyser, boganbefalinger, forfatterportrætter og meget mere. En litteraturambassadør skal også skrive blogindlæg, og det er straks vanskeligere. Jeg skriver i forvejen på min egen blog, men det handler næsten kun om mine egne bøger. I flere dage har jeg spekuleret over, hvad jeg skulle skrive om her på siden. Jeg har fået at vide, at der næsten er frit slag, men det gør det ikke lettere. Litteratur og inspirationskilder? Arbejdsmetoder, fantasi og selvdisciplin? Fantastiske forfattere og forrygende bøger? Den samme tanke bliver ved med at dukke op, så jeg begynder med noget, der på sin vis ikke har nogen åbenlys forbindelse med litteratur, men alligevel for mig hænger næsten uløseligt sammen (jeg kom først til at skrive ulæseligt, det ville garanteret have interesseret Freud) med at skrive: At løbe.
Når jeg arbejder, sidder jeg det meste af tiden ved mit skrivebord og lader min indre verden befolke af romanfigurer. Jeg forsøger at åbne mit sind på vid gab, at lytte til fantasiens galop og tage imod verden så råt og direkte, at den forvandler sig præcise, rammende, syngende ord. Selvom det ser fredsommeligt ud, at sidde ved computeren i timevis, føles det tit kaotisk. Ud af kaos tager fortællinger form. På kanten af kaos er disciplin, vedholdenhed og rigide rutiner de bedste venner. Så begynder og slutter jeg på nogenlunde samme tid hver dag, så hjælper det, at mit helt bestemte tekrus står til højre for computeren ved siden af den sorte filtpen, der er den eneste, der rigtig duer, når jeg skal skrive noter i hånden. Det skaber en illusion af tryghed midt i hvirvlende tanker og zigzaggende indfald. Når jeg holder foredrag om mine Hildegard-bøger, bliver jeg ofte spurgt, om det ikke var svært for mig at bevæge mig ud og ind af middelalderen, så jeg også kunne have et almindeligt liv og ikke fare omkring i hælene på nonnerne døgnet rundt. Og det kan i sandhed være en sær og hudløs fornemmelse at slukke computeren. Det er umuligt for mig at skrive godt uden at opsøge sindets mest modtagelige områder, men uudholdeligt at gå i Netto i den tilstand. Og det er her, at løbeturene kommer ind i billedet.
Den fænomenale japanske forfatter Haruki Murakami har skrevet en hel bog om det: Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe. Han har både løbet maraton, 100 km løb og det der er vildere. Jeg løber kun på løbebånd og slet ikke så lang tid ad gangen. Men jeg genkender mekanismen alligevel. I et interview i et amerikansk løbeblad, blev han engang spurgt om, hvad han tænker på, når han løber. Han svarede, at han forsøger at slappe mest muligt af i hovedet og ikke tænke på noget som helst. At han skriver for at køle nerverne ned, eftersom de bliver overophedede af at skrive. Hvis jeg selv er i stand til at analysere et problem eller gruble over en bekymring, når jeg løber, tager jeg det som tegn på, at jeg ikke løber hurtigt nok. Så vælger jeg bakke-programmet og sætter farten op, indtil der ikke eksisterer andet end fødder og puls og Joy Division i ørerne. I sin løbebog, der også er en hans erindringer, skriver Murakami, at han siger til sig selv, at han skal tænke over en flod, når han løber. At han bliver ved med at løbe i sit eget behagelige, selvskabte tomrum, i sin egen nostalgiske stilhed. Og det er den helt store kvalitet, når man i øvrigt lever af sine tanker: At få en halv times absolut fred og fri fra sig selv. Det mærkelige er, at tilstanden ofte løser et eller andet problem, jeg har tumlet med i skriften. At tomrummet i tankerne giver plads til, at brikkerne kan falde ordentligt på plads. Murakami betoner også vigtigheden af at have en stærk krop, når man arbejder så intenst, som mange forfattere (og andre mennesker) gør. Det er svært at være uenig med ham om. Så jeg betragter løb som en nødvendig del af min arbejdsdag. Den behagelige bivirkning er, at det ikke bare bliver let, men også ligefrem afhængighedsskabende, at være i god form.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Jeg har aldrig været ambassadør for noget eller nogen før. Nu er jeg det for Litteratursiden indtil jul. Det er dejligt at være ambassadør for sådan et godt et sted. Det er let at anbefale siden til andre, for det er en ren skatkiste af analyser, boganbefalinger, forfatterportrætter og meget mere. En litteraturambassadør skal også skrive blogindlæg, og det er straks vanskeligere. Jeg skriver i forvejen på min egen blog, men det handler næsten kun om mine egne bøger. I flere dage har jeg spekuleret over, hvad jeg skulle skrive om her på siden. Jeg har fået at vide, at der næsten er frit slag, men det gør det ikke lettere. Litteratur og inspirationskilder? Arbejdsmetoder, fantasi og selvdisciplin? Fantastiske forfattere og forrygende bøger? Den samme tanke bliver ved med at dukke op, så jeg begynder med noget, der på sin vis ikke har nogen åbenlys forbindelse med litteratur, men alligevel for mig hænger næsten uløseligt sammen (jeg kom først til at skrive ulæseligt, det ville garanteret have interesseret Freud) med at skrive: At løbe.
Når jeg arbejder, sidder jeg det meste af tiden ved mit skrivebord og lader min indre verden befolke af romanfigurer. Jeg forsøger at åbne mit sind på vid gab, at lytte til fantasiens galop og tage imod verden så råt og direkte, at den forvandler sig præcise, rammende, syngende ord. Selvom det ser fredsommeligt ud, at sidde ved computeren i timevis, føles det tit kaotisk. Ud af kaos tager fortællinger form. På kanten af kaos er disciplin, vedholdenhed og rigide rutiner de bedste venner. Så begynder og slutter jeg på nogenlunde samme tid hver dag, så hjælper det, at mit helt bestemte tekrus står til højre for computeren ved siden af den sorte filtpen, der er den eneste, der rigtig duer, når jeg skal skrive noter i hånden. Det skaber en illusion af tryghed midt i hvirvlende tanker og zigzaggende indfald. Når jeg holder foredrag om mine Hildegard-bøger, bliver jeg ofte spurgt, om det ikke var svært for mig at bevæge mig ud og ind af middelalderen, så jeg også kunne have et almindeligt liv og ikke fare omkring i hælene på nonnerne døgnet rundt. Og det kan i sandhed være en sær og hudløs fornemmelse at slukke computeren. Det er umuligt for mig at skrive godt uden at opsøge sindets mest modtagelige områder, men uudholdeligt at gå i Netto i den tilstand. Og det er her, at løbeturene kommer ind i billedet.
Den fænomenale japanske forfatter Haruki Murakami har skrevet en hel bog om det: Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe. Han har både løbet maraton, 100 km løb og det der er vildere. Jeg løber kun på løbebånd og slet ikke så lang tid ad gangen. Men jeg genkender mekanismen alligevel. I et interview i et amerikansk løbeblad, blev han engang spurgt om, hvad han tænker på, når han løber. Han svarede, at han forsøger at slappe mest muligt af i hovedet og ikke tænke på noget som helst. At han skriver for at køle nerverne ned, eftersom de bliver overophedede af at skrive. Hvis jeg selv er i stand til at analysere et problem eller gruble over en bekymring, når jeg løber, tager jeg det som tegn på, at jeg ikke løber hurtigt nok. Så vælger jeg bakke-programmet og sætter farten op, indtil der ikke eksisterer andet end fødder og puls og Joy Division i ørerne. I sin løbebog, der også er en hans erindringer, skriver Murakami, at han siger til sig selv, at han skal tænke over en flod, når han løber. At han bliver ved med at løbe i sit eget behagelige, selvskabte tomrum, i sin egen nostalgiske stilhed. Og det er den helt store kvalitet, når man i øvrigt lever af sine tanker: At få en halv times absolut fred og fri fra sig selv. Det mærkelige er, at tilstanden ofte løser et eller andet problem, jeg har tumlet med i skriften. At tomrummet i tankerne giver plads til, at brikkerne kan falde ordentligt på plads. Murakami betoner også vigtigheden af at have en stærk krop, når man arbejder så intenst, som mange forfattere (og andre mennesker) gør. Det er svært at være uenig med ham om. Så jeg betragter løb som en nødvendig del af min arbejdsdag. Den behagelige bivirkning er, at det ikke bare bliver let, men også ligefrem afhængighedsskabende, at være i god form.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen
Kommentarer