Blog
Nogen har sovet i min seng
Nogen har sovet i min seng er en finurlig, finsk fortælling om Rosa, der vågner op en morgen og opdager, at en fremmed mand nu bor sammen med hende. Rosa har en død bror og en dement far, og selvom hun i begyndelsen er utryg ved den nye situation, overvejer hun alligevel at lade manden blive. Som den bonsai-elskende privatdetektiv, hun hyrer for at lære mere om manden, siger, så er det nogle gange rart ikke at være alene, selvom det ikke er den rigtig person, der holder én med selskab.
Der er en fin, underspillet humor i beskrivelserne af, hvordan Rosa forholder sig til manden. Hun går hans ting igennem og da hun finder et kompas, overvejer hun alvorligt, om han løber orienteringsløb eller om han mon er faret vild?
Tilfældet ville, at jeg læste denne roman i uge 17, hvor DR og bibliotekerne havde fokus på ensomhed - og det er netop en historie om den slags ensomhed, man kan føle i et parforhold.
Nogen har sovet i min seng er vanskelig helt at få hold på. Læseren må selv blive en art detektiv, der forsøger at udrede, hvordan det hele hænger sammen. Hvad foregår der, hvem er hvem og hvordan er deres indbyrdes relation.
Detektiv-tjansen tager man som læser glad og gerne på sig, men det er desværre ikke kun på handlingsplanet, at romanen er en svær fisk at fange. Den har på den ene side en meget sympatisk pointe i, at kommunikation mellem mennesker (selvfølgelig) er vigtig, også for at man i sidste ende kan bevare sin menneskelighed. Og at man nogle gange må lade en person gå, for at man kan finde sig selv.
På den anden side lægger bogen en mærkbar distance til sin læser. Det spejler ganske vist på fin vis den distance mellem romanens personer, som er et naturligt udtryk for temaet om manglende kommunikation. Men distancen til læseren betyder desværre, at fortællingen aldrig for alvor bliver vedkommende. Vi får fortalt, hvordan personerne har det, men jeg synes ikke, det er beskrevet på en sådan måde, at man som læser virkelig mærker det.
Forfatteren Kristiina Lähde er finsk, og det var faktisk den væsentligste grund til, jeg gerne ville læse bogen. Sidste år læste jeg I glimt af finske Juha Itkonen og Luftspejling 38 af finlands-svenske Kjell Westö og var begejstret for dem begge, så jeg havde lyst til at læse mere fra samme del af verden. Nogen har sovet i min seng er et interessant eksempel på ny, finsk litteratur, og den rummer flere gode elementer. Bl.a. et meget foruroligende portræt af et menneske, der ikke føler behov for at udtrykke sine tanker og følelser til sin partner, og som forveksler andre mennesker, skønt de ser meget forskellige ud.
Nogen har sovet i min seng er en finurlig, finsk fortælling om Rosa, der vågner op en morgen og opdager, at en fremmed mand nu bor sammen med hende. Rosa har en død bror og en dement far, og selvom hun i begyndelsen er utryg ved den nye situation, overvejer hun alligevel at lade manden blive. Som den bonsai-elskende privatdetektiv, hun hyrer for at lære mere om manden, siger, så er det nogle gange rart ikke at være alene, selvom det ikke er den rigtig person, der holder én med selskab.
Der er en fin, underspillet humor i beskrivelserne af, hvordan Rosa forholder sig til manden. Hun går hans ting igennem og da hun finder et kompas, overvejer hun alvorligt, om han løber orienteringsløb eller om han mon er faret vild?
Tilfældet ville, at jeg læste denne roman i uge 17, hvor DR og bibliotekerne havde fokus på ensomhed - og det er netop en historie om den slags ensomhed, man kan føle i et parforhold.
Nogen har sovet i min seng er vanskelig helt at få hold på. Læseren må selv blive en art detektiv, der forsøger at udrede, hvordan det hele hænger sammen. Hvad foregår der, hvem er hvem og hvordan er deres indbyrdes relation.
Detektiv-tjansen tager man som læser glad og gerne på sig, men det er desværre ikke kun på handlingsplanet, at romanen er en svær fisk at fange. Den har på den ene side en meget sympatisk pointe i, at kommunikation mellem mennesker (selvfølgelig) er vigtig, også for at man i sidste ende kan bevare sin menneskelighed. Og at man nogle gange må lade en person gå, for at man kan finde sig selv.
På den anden side lægger bogen en mærkbar distance til sin læser. Det spejler ganske vist på fin vis den distance mellem romanens personer, som er et naturligt udtryk for temaet om manglende kommunikation. Men distancen til læseren betyder desværre, at fortællingen aldrig for alvor bliver vedkommende. Vi får fortalt, hvordan personerne har det, men jeg synes ikke, det er beskrevet på en sådan måde, at man som læser virkelig mærker det.
Forfatteren Kristiina Lähde er finsk, og det var faktisk den væsentligste grund til, jeg gerne ville læse bogen. Sidste år læste jeg I glimt af finske Juha Itkonen og Luftspejling 38 af finlands-svenske Kjell Westö og var begejstret for dem begge, så jeg havde lyst til at læse mere fra samme del af verden. Nogen har sovet i min seng er et interessant eksempel på ny, finsk litteratur, og den rummer flere gode elementer. Bl.a. et meget foruroligende portræt af et menneske, der ikke føler behov for at udtrykke sine tanker og følelser til sin partner, og som forveksler andre mennesker, skønt de ser meget forskellige ud.
Kommentarer